
Nyt, klimavenligt krematorium i Aabenraa med unikt pårørende-rum
Aabenraa Krematorium er netop blevet indviet, og udover, det ikke er hver dag, der bliver opført nye krematorier, har det for Zeni arkitekter, der står bag projektet med Aabenraa Sogn som bygherre, været en faglig udfordring at få afstemt følsomheden i bygningens unikke formål i arkitekturen.
For Zeni arkitekter har det været vigtigt, at sørge for, værdigheden og højtideligheden i den sidste rejse blev afspejlet i fladerne, f. eks. ved at lave integrerede solpaneler, så de ikke ”støjer” som de blå solpaneler på et almindeligt tag. Der er desuden lagt vægt på et simpelt formsprog, og så har man valgt at lade skorstenen – et helt centralt element – blive integreret som en skulpturel del af bygningskroppen. Krematoriet er bygget i gedigne materialer, da der er lagt vægt på, at bygningen skal stå der i mange år
En klar afslutning
Som det kun tredje krematorium i Danmark har man i det nye krematorium i Aabenraa indrettet et pårørenderum, der gennem et vindue giver familierne mulighed for at sige farvel til afdøde ved ovnen, når kisten køres ind for at blive brændt. De to øvrige krematorier med pårørenderum ligger i Ringsted og Bispebjerg. Det har man lavet, fordi der er en stigende interesse fra pårørende for at ”følge afdøde hele vejen” og få en klar afslutning ved en bisættelse - ligesom ved graven, når kisten sænkes i jorden. I stedet for at sige farvel til bedemanden, der kører væk med kisten, får man i det nye Aabenraa Krematorium mulighed for at se kisten blive sat ind i ovnen, og være med til sidste del af bisættelsen.
Det er en klar tendens i hele landet, at vores begravelseskultur er ved at ændre sig – og det er bl.a. i kraft heraf, at Aabenraa Sogn med det nye krematorium har udvist rettidig omhu: I dag vælger langt de fleste danskere at blive kremeret frem for at blive begravet. Fra 2014 til 2020 er antallet af kremeringer i Aabenraa Krematorium steget fra knap 1.700 til knap 2.000. Det tal forventes ifølge Aabenraa Krematorium at stige til ml. 2.300 og 3.200 over de næste 20 år. Tal fra Danske Krematoriers Landsforening (2018) viste, at 8 ud af 10 danskere vælger at blive kremeret. Tal fra Danmarks Statistik (2016) viste, at kremeringsprocenten på landsplan over de seneste 25 år er steget fra ca. 68% til ca. 82 %. Det er denne tendens, Aabenraa Krematorium bl.a. har skelet til i arbejdet med det nye krematorium.
Læs også: Fjordskolen i Aabenraa samlet og udvidet med terapibad
Bæredygtighed i højsædet
Krematoriet er bygget, så det bl.a. fungerer som en stor solfanger, og kommer til at producere ca. lige så meget strøm, som det bruger på årsbasis. Om sommeren vil der blive produceret mere, end der forbruges, og den overskydende strøm sendes ud i el-nettet. Omvendt om vinteren. Desuden anvender krematoriet biobrændstof, som har en høj CO2-reduktion på ca. 80% ift. traditionel fossil gas. Dette kombineres med, at krematoriet genanvender godt 1/3 af energien fra ovnene, som sendes ud i fjernvarmesystemet, og på den måde er med til at opvarme boligerne i Aabenraa By. De klimavenlige løsninger er et meget konkret eksempel grøn omstilling i folkekirken, som der i lighed med resten af samfundet også er fokus på i folkekirken. Her er altså tale om en tegnestue, der har taget et bæredygtigt ansvar for samfundsudviklingen.

Fakta om det nye krematorium:
- Det eneste krematorium i det gamle Sønderjyllands Amt. I nærheden findes krematorier i Esbjerg, Kolding, Horsens og Vejle.
- Det er Aabenraa Sogn, der har påtaget sig samfundsopgaven at drive krematorie i Sønderjylland på vegne af Aabenraa Provsti. Krematoriet foretager kremering for alle afdøde borgere i Danmark og skal i den forbindelse betjene afdødes familier på korrekt og værdig vis uanset religiøs og livsfilosofisk holdning.
- Taget i brug 12. april 2021 og indvies 10. september 2021, hvor krematoriet vises frem. Blandt deltagerne er bl.a. provst i Aabenraa Provsti, Kirsten K. Sønderby, Aabenraas borgmester Thomas Andersen, menighedsrådsformand for Aabenraa Sogn, Peter Roust og ZENI arkitekter, der har tegnet det nye krematorium.
- Nomineret til Arkitekturprisen i Aabenraa 2021.
Det gamle anlæg havde kapacitet til 1.700 kremeringer per år. Det nye har kapacitet til 3.400 kremeringer årligt.