(Tip til sommer i Danmark) Oplev Dorte Mandrup-udstillingen PLACE i København
I den internationale vandreudstilling PLACE sætter Dorte Mandrups tegnestue fokus på stedsspecifik arkitektur gennem fem projekter, hvor historie, terræn og omgivelser har formet arkitekturen.
Hvordan udvikles arkitektur, der tager udgangspunkt i stedet - frem for at dominere det? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for udstillingen PLACE, som fra 1. juli kan opleves i Dansk Arkitektur Center (DAC).
Udstillingen er udviklet af Dorte Mandrups tegnestue og præsenterer fem projekter fra Danmark, Grønland, Norge og Tyskland, hvor landskab, kulturhistorie og lokale forhold har været styrende for den arkitektoniske udformning. Gennem modeller, fotografier og film illustrerer udstillingen, hvordan arkitektur kan skabe forbindelser mellem mennesker, natur og historiske fortællinger.
Fem projekter med stedsspecifik arkitektur
De udvalgte projekter spænder fra Vadehavets åbne marsklandskab og Grønlands isfjorde til historisk komplekse byrum i Berlin. Projekterne varierer i både skala og funktion, men deler en fælles designstrategi: At lade stedets geografi, klima, materialitet og kulturarv definere arkitekturen.
Ifølge Dorte Mandrup er denne tilgang særligt relevant i en tid, hvor klimaforandringer og menneskeskabte påvirkninger stiller nye krav til byggeriets forhold til omgivelserne.
– I dag er det vigtigere end nogensinde, at arkitekturen styrker vores forståelse af de steder, vi er en del af, fortæller Dorte Mandrup, stifter og kreativ direktør, i en pressemeddelelse.
Videre til nye internationale destinationer
PLACE har tidligere været vist på en række internationale arkitektur- og kulturinstitutioner, herunder Aedes Architecture Forum i Berlin, Le Bicolore – Maison du Danemark i Paris, Liljevalchs i Stockholm og AiT ArchitekturSalon i Hamborg.
Efter opholdet i DAC fortsætter udstillingen til nye internationale destinationer.
Om udstillingen
Udstillingen er udviklet af Dorte Mandrup og vises i DACs sal fra 1. juli til 15. august 2026.
PLACE er støttet af Dreyers Fond, Beckett Fonden og Knud Højgaards Fond. Opsætningen i DAC er støttet af den filantropiske forening Realdania.
Derudover medvirker Louisiana Channel, AEDES Architecture Forum, Le Bicolore – Maison du Danemark, Liljevalchs Konsthall og AiT ArchitekturSalon.
