København H er samme hovedbanegårdsrøde farve som stationen på M3/M4. Træbeklædningen er en reference til de ikoniske træbuer på hovedbanegården og tilfører varme og karakter til rummet. Visualisering: COWI Arup / Metroselskabet
Se visualiseringer af seks nye metrostationer på M5-linjen
Metroselskabet kan nu fremvise de første visualiseringer af seks stationer på M5, som er designet med fokus på passagerflow, stedsspecifik arkitektur og en ambition om at reducere klimaaftrykket.
Efter flere års analyser, planlægning og designarbejde præsenterer Metroselskabet nu de første visualiseringer af seks stationer på den kommende metrolinje M5. Visualiseringerne er foreløbige og viser de designprincipper, der skal videreudvikles i den kommende projektering.
M5 skal binde København tættere sammen på tværs af eksisterende og nye byområder og samtidig styrke sammenhængen i metronettet. Stationerne er udviklet med fokus på passageroplevelse, kortere adgangsveje til toget og et markant lavere klimaaftryk end tidligere metrolinjer.
Ifølge Metroselskabet er ambitionen at skabe stationer, der opleves som en integreret del af byen frem for som isolerede underjordiske anlæg.
– Vi har haft en ambition om at skabe stationer, der opleves som en naturlig del af byen og ikke som noget, man forlader byen for at bevæge sig ned i. Derfor har vi arbejdet med dagslys, nemmere adgang til toget og tydelige referencer til de områder, stationerne ligger i. Designet bygger videre på den identitet, der kendetegner Metroen i dag med lyse, overskuelige stationsrum og masser af dagslys, fortæller Jesper Malmkjær, chefarkitekt i Metroselskabet.
v/ Amagerbrogade Syd har en terrazzo-beklædning, hvor den nederste del består af materialer fra tunneludgravningen, mens den øverste del består af materialer fra stationspladsen med en glidende overgang. Visualisering: COWI Arup / Metroselskabet
Lergravsparken er designet med grå mursten med grønne glaseringer, der skaber en fælles reference til områdets historie som tidligere lergrav og grønt parkområde. Visualisering: COWI Arup / Metroselskabet
DR Byens blå glasbeklædning trækker referencer til den karakteristiske facade på DR Koncerthuset, der oplyses indefra i et blåt skær. Visualisering COWI Arup / Metroselskabet
v/ Prags Boulevard Øst er den eneste højbanestation af de seks nye stationer med design inspireret af M4-stationen Orientkaj. Visualisering: COWI Arup / Metroselskabet
Stationer med stærkere forankring i byen
De første visualiseringer giver et indblik i, hvordan stationerne kan komme til at fremstå, når første etape af M5 efter planen åbner i 2036. De nye stationsrum skal i højere grad end tidligere arbejde med visuelle referencer til de byrum, de indgår i – både gennem farver, materialer og arkitektonisk udtryk.
Et centralt greb bliver et nyt ovenlysdesign, der strækker sig over hele perronens bredde. Løsningen skal trække mere dagslys ned i stationsrummet og gøre stationens farver og materialer aflæselige fra gadeplan. Samtidig får lofterne et hvælvet design, der indfanger og fordeler lyset blødere i rummet.
Det skal bidrage til lysere og mere imødekommende stationer, hvor forbindelsen mellem byen ovenover og metroen under jorden bliver tydeligere. Dermed videreføres Metroens kendte identitet med lyse, overskuelige stationsrum, men med en mere stedsspecifik bearbejdning af de enkelte stationers karakter.
Med M5 får Metroen desuden flere skiftestationer, som kobler nettet sammen på tværs af byen og giver passagererne flere rejsemuligheder. Linjen kommer til at bevæge sig gennem forskellige bymæssige sammenhænge – fra tætte brokvarterer og etablerede byrum til nye bydele under udvikling og mere åbne landskabelige områder. Denne variation afspejles i stationernes arkitektur, hvor hvert stationsrum henter inspiration i det sted, det bliver en del af.
Kompakte konstruktioner skal sænke klimaaftrykket
Bæredygtighed har været et centralt designparameter i arbejdet med M5. Metroselskabet har en ambition om at halvere klimaaftrykket i forhold til tidligere metrolinjer, og det præger både stationsprincipper, materialeforbrug og konstruktionernes udformning.
Stationerne er blandt andet designet med færre materialer og mere kompakte konstruktioner. På to stationer er det såkaldte concourse-niveau fjernet, så der etableres direkte adgang mellem gadeplan og tog. Det reducerer både anlæggets kompleksitet og passagerernes vej gennem stationen.
– Som passager vil du opleve, at du kommer hurtigere ned til toget. Der vil være rulletrapper hele vejen fra gade til perron samt to elevatorer på alle stationer for at sikre et effektivt passagerflow i selv de travleste perioder, fortæller Jesper Malmkjær.
Grebet med direkte adgang mellem gade og perron peger på en stationsarkitektur, hvor funktionalitet, passagerflow og ressourceforbrug tænkes sammen. Kortere forbindelser, mere dagslys og færre konstruktive lag skal tilsammen skabe stationer, der både er lettere at orientere sig i og mindre ressourcekrævende at opføre.
v/ Amagerbrogade Syd får integreret underjordisk cykelparkering med rampe for nemmere adgang. Visualisering: COWI Arup / Metroselskabet
Lergravsparken får integreret underjordisk cykelparkering med rampe for nemmere adgang. Visualisering: COWI Arup / Metroselskabet
Fakta om M5
M5 bliver en ny selvstændig metrolinje med ni stationer fra København H over Amager til Lynetteholm. Linjen anlægges i to faser. Første fase forventes at åbne i 2036 og omfatter seks nye stationer: fem underjordiske stationer ved København H, Bryggebroen, DR Byen, Amagerbrogade Syd og Lergravsparken samt en højbanestation ved Prags Boulevard. Den nye metrolinje skal styrke forbindelserne mellem bydele, metro, tog og bus og skabe bedre sammenhæng i den kollektive trafik i København.
