
Skamlingsbanken
Skamlingsbanken Besøgscenter - en landskabelig scene for demokratiet
Det nye besøgscenter på Skamlingsbanken i Kolding er med stedets mange fortællinger fra det bølgende istidslandskab en portal til natur og historie. Besøgscenteret ligger som en lomme, naturligt integreret i det fredede morænelandskab, og helt fra den overordnede udformning til de små detaljer vil besøgende opleve, at bygningen udspringer af Skamlingsbankens helt særlige landskab, natur og historie.
Skamlingsbanken er et centralt sted i Danmarkshistorien, hvor debatter om bl.a. demokratiet, grænselandet og kvinders stemmeret har fundet sted. Før i tiden var samlingsstedet – grundet sit kuperede terræn med gryder og bakkedrag – et landskabeligt amfiteater i ly for vinden, og mange store forsamlinger og folkefester har derfor fundet sted netop her.
- Skamlingsbanken besøgscenter forbinder fortiden med nutiden og fremtiden, og et af projektets hovedambitioner har været at aktualisere stedets arv og historie ind i en nutidig kontekst. Med det nye besøgscenter genskabes Skamlingsbanken som et sted, hvor vigtige demokratiske debatter og oplysning om de ting, der optager os, f.eks. klimaforandringerne, skal finde sted, fortæller Carsten Primdahl, arkitekt og partner hos CEBRA. Han tilføjer:
- Lige nu er vores natur under pres, og klodens økosystemer er i forandring som følge af menneskelige aktiviteter. Det er en fælles, demokratisk opgave at sikre en balance, der også i fremtiden kan opretholde jorden som et godt levested for natur, dyr og mennesker. Derfor har vi arbejdet med fortællingen om demokratiet, naturformidling og indlæring gennem oplevelser som centrale parametre.
Besøgscenteret rummer i dag en udstilling om de store kræfter, der gennem tiden har været på spil på Skamlingsbanken: Naturens, demokratiets og talens kræfter. Besøgscenteret fungerer samtidig som lokation for arrangementer.
Et rum i landskabet
Skamlingsbankens landskab er formet under den sidste istid og byder på en rig og varieret natur, hvor især de store åbne græsningsarealer og overdrev er unikke - og netop konteksten har været den bærende inspiration for udformningen af besøgscenteret. Nænsomt skubbet ind i landskabet ligger den 500 kvm. store bygning og integrerer sig sømløst i bakkerne med sit bløde og naturlige formsprog.
- Besøgscenteret, der er en arkitektonisk tolkning af landskabet, er ikke en destination i sig selv, men en del af en samlet fortælling om Skamlingsbanken. Bygningen fungerer som en portal – til stedets historie og til den omkringliggende natur – og ligger som en del af de naturlige stiforløb, der flyder frit gennem både landskab og bygning. Herfra kan besøgende bevæge sig ud i landskabet eller indenfor til udstillingen eller cafeen, fortæller Carsten Primdahl.
Hovedattraktionen i besøgscenteret er naturen selv. Når besøgende træder ind i udstillingsrummet, vil de få en oplevelse af at bevæge sig ind i selve bakken og dens mange historier. Bagvæggen i udstillingsrummet er pudset med ler, mens også resten af interiøret og indretningen er præget af lokale materialer som træ, terrazzo med anslag af marksten og mørke, naturlige jordfarver. Som kulmination på udstillingen åbner det introverte og underspillede rum sig med store vinduesparter mod den betagende udsigt over Lillebælt.
Læs også:
Renovering af Experimentatirum: Arkitekturen understøtter leg og læringBevarer og udvikler naturen
Det nye besøgscenter er opført i et fredet område, og netop stedets landskabelige og biologiske værdier samt udsigten fra Skamlingsbanken, har haft stort fokus i projektet. I tæt samarbejde med bygherrer, fonde, lodsejere og Danmarks Naturfredningsforening, er det lykkedes at udvide det fredede areal på Skamlingsbanken fra 35 hektar til 128.
Skamlingsbanken plan
Skamlingsbanken ligger på Sønderjyllands højeste punkt og består af gammelt græsningslandskab. Flere af de hjemmehørende arter er sjældne, og under udviklingen af projektet har det derfor været afgørende at beskytte stedets flora og fauna. I samarbejde med biolog Mette Keseler List fra Kolding Kommune har man, med baggrund i stedets hjemmehørende arter, brugt en særlig græsblanding, som er spredt på og omkring besøgscenteret. Græsblandingen giver plads til, at stedets urter kan genetablere sig, og sammen med genbrug af naturlig tørv fra byggepladsen, understøtter de nye arealer således den fortsatte udvikling af stedets unikke natur og biodiversitet.
Skamlingsbanken Besøgscenter åbnede i foråret 2021 og modtog i september Kolding Kommunes Arkitekturpris. Lige nu arbejdes der på at videreudvikle oplevelsen for de besøgende på Skamlingsbanken med et større formidlingsprojekt i naturen omkring besøgscenteret. Det er forventningen, at projektet kan igangsættes i løbet af de kommende år.
Projektet er realiseret med en stor donation fra A.P. Møller Fonden.