Skifte i ledelsen hos LYTT Architecture
Jacob Fischer træder ud af partnerkredsen efter 25 år i spidsen for tegnestuen og samtidig træder Niels-Christian Mariager Pedersen ind som associeret partner hos LYTT Architecture.
Efter et kvart århundrede i partnerkredsen hos LYTT Architecture overlader Jacob Fischer nu stafetten til nye kræfter. Som en af de centrale profiler bag tegnestuens faglige udvikling og værdigrundlag har han sat et markant præg på både arbejdsmetoder og projekter.
Jacob Fischer fortsætter dog på tegnestuen som kreativ chef med særligt fokus på kulturarvsprojekter og igangværende opgaver.
– Partnerrollen har været både meningsfuld og givende, men jeg ser nu frem til at fordybe mig i det, jeg brænder mest for – den kreative proces og projekter, der former vores faglige identitet, siger Jacob Fischer i en pressemeddelelse.
Hans virke som landskabsarkitekt går tilbage til 1999, hvor han blev ansat hos Ginman Harboe Borup. I 2001 overtog han tegnestuen sammen med Torben Møbjerg og Morten Weeke Borup under navnet GHB Landskabsarkitekter. Fusionen med Møller & Grønborg i 2020 førte til etableringen af LYTT Architecture.
Parallelt med praksisarbejdet har Jacob Fischer bidraget bredt til den faglige debat og udvikling – som medlem af Det Særlige Bygningssyn, HLU, det europæiske landskabsråd, samt som ekstern censor, forelæser og fagdommer i adskillige konkurrencer.
Styrkelse af faglige fokusområder
Jacobs udtræden markerer samtidig et skifte i ledelsen, hvor Niels-Christian Mariager Pedersen indtræder som associeret partner.
– Med Niels-Christian får vi nye perspektiver og energi i ledelsen, som bygger videre på det solide fundament, Jacob i høj grad har været med til at skabe. Han har været en central person i tegnestuens udvikling og har med sin faglighed, dedikation og blik for arkitektonisk kvalitet sat et stærkt aftryk på den måde, vi arbejder og tænker landskabsarkitektur på, fortæller Torben Møbjerg, partner og COO i LYTT.
Niels-Christian Mariager Pedersen har været ansat hos LYTT siden 2014 og er uddannet landskabsarkitekt fra Københavns Universitet. Han arbejder bredt med både byplanlægning og detailprojektering – og bringer særligt stærke kompetencer inden for transformation og materialegenanvendelse, et område LYTT Architecture ønsker at styrke yderligere.
Af nylige opgaver kan nævnes hans rolle som sagsarkitekt på byrumsprojektet Sundbyvester Plads på Amager og hans arbejde med udviklingsplanen for København Syd By. Aktuelt er han involveret i flere storskala landskabsprojekter.
– Jeg glæder mig til at være med til at sætte retningen for tegnestuens videre udvikling. Vi står stærkt fagligt og har et dedikeret hold. Jeg ser frem til at arbejde endnu mere strategisk med projektudvikling og positionering, siger Niels-Christian Mariager Pedersen.
LYTT Architecture ledes i dag af syv partnere: Mads Tenney Jordan, Torben Møbjerg, Julie Kaalby Bjerre, Morten Weeke Borup, Karen Marie Fisker Langkjer, Anne Hartvig Mogensen og Tine Vogt.
Læs også vores artikelserie om landskabet og nye landskabsprojekter
