De elegante bølgeformede lister fra Södra pryder blandt andet slusen, der er vejen ind i Isfjordscentret. Den vingeformede bænk er bygget af Inventarsnedkeriet.
Storslået arkitektur og professionel rådgivning går hånd i hånd
Årets Byggeri 2021 er gennemtænkt til mindste detalje, og det har krævet specialistviden og professionel rådgivning at komme i mål. Det kan både arkitekt Jacob Juel Larsen fra Dorte Mandrup Arkitekter og Södra skrive under på.
Der er ikke noget at sige til, at det spektakulære og smukke Isfjordscenter er blevet Årets Byggeri 2021. Med sine unikke geometriske former, der udefra snor sig i landskabet og indvendigt skaber en foranderlig oplevelse igennem bygningen, har Ilulissat fået et byggeri, der matcher de storslåede omgivelser. Og det er helt efter hensigten. Det fortæller Senior Constructing Architect Jacob Juel Larsen fra Dorte Mandrup Arkitekter, der står bag byggeriet:
- Arkitekturen er inspireret af en sneugle, der lander på fjeldet, så helheden mellem den storslåede grønlandske natur og byggeriet har været helt afgørende. Og så var det selvfølgelig vigtigt, at træ var det gennemgående materiale, siger Jacob Juel Larsen.
Specialproducerede egetræsprofiler
Netop træet gav lidt ekstra panderynker, for alt er specialproduceret, og der er rigtig meget af det. Södra har leveret i alt 31.500 meter C260 brandimprægnerede egetræsprofiler, og særligt de bølgeformede egetræsprofiler krævede ekstra opmærksomhed.
- Det er meget spændende at være med i sådan et projekt, hvor materialerne bliver presset til det yderste. Men det er vores job at rådgive, når buen bliver spændt for hårdt, og med det ønskede design på profilen var der risiko for, at egetræsprofilerne kunne flække, fortæller Jørgen Geel, der er teknisk chef hos Södra.
Efter sparring og rådgivning blev parterne enige om et design, som alle var glade for, og den grønlandske hovedentreprenør, KJ Greenland, kunne fortsætte projektet.
Dokumentationen skal være i orden
Brandsikkerheden skal være dokumenteret, og Södra manglede dokumentationen for en brandtest af egetræsprofilernes geometri og anvendelsesområde.
- Jørgen gjorde os opmærksom på de skærpede krav for dokumentationen af brandegenskaber og fortalte, han ikke kunne levere profilerne før den dokumentation var i orden. Derfor ville Södra få lavet en brandtest, fortæller Jacob Juel Larsen.
Og sådan blev det. Södra fik bygget en mock-up af egetræsprofilerne, der var C260 brandimprægneret og fik så brandtestet geometri og anvendelsesområde ved en orienterende brandprøve hos DBI.
- Vi har faktisk haft Södras viden om brandsikkerhed i tankerne siden de første skitser, så det var vi meget trygge ved. Södra har også spillet en vigtig rolle i deres rådgivning om materialer og geometri, så vi har lært meget at processen, slutter Jacob Juel Larsen.