Foto af Mads Holm
At sætte tempoet ned for fremtiden
I 2025 får København sin første arkitekturbiennale, Copenhagen Architecture Biennale, og hovedkurator Josephine Michau håber med det nye format at forene dybde, tværfaglighed og langsigtet handling i en tid, hvor arkitekturen står over for enorme systemiske udfordringer.
Josephine Michau. Foto af Sabina Hodovic
Overgangen fra festival til biennale udspringer af, at arkitekturens komplekse problemstillinger kræver længere tidshorisonter og en mere grundig fordybelse, end en årlig begivenhed kan rumme. En biennale giver mulighed for at skabe vedvarende dialoger og udvikle dybere relationer på tværs af sektorer.
Årets tema, Slow Down, tager fat i en central udfordring: Hvordan kan vi sætte tempoet ned i en verden præget af ureflekteret acceleration? I det 20. århundrede har vi oplevet en hidtil uset vækst i befolkning, globalt BNP, energiforbrug og ressourceudnyttelse. Denne "store acceleration" har haft dybtgående konsekvenser for klimaet, biodiversiteten og de sociale systemer, vi lever i. Biennalen inviterer til refleksion over, hvordan en "stor deceleration" kan tage form. Vil den komme pludseligt og voldsomt som et systemkollaps, eller kan vi vælge en mere kontrolleret og gradvis tilgang, hvor vi søger mulighederne i det langsomme?
Langsomhed er ikke blot en romantisk eller nostalgisk idé. Det handler om at skabe strukturer, der varer længere, kræver færre ressourcer, og som fremmer dybere forbindelser mellem mennesker, bygninger og økosystemer. Konkret betyder det et opgør med hurtige, kortsigtede løsninger og "instant icons" – spektakulære bygninger, der hurtigt mister deres relevans – og en bevægelse mod arkitektur, der afslører sin dybde over tid.
En tværfaglig og global indsats
Biennalen sætter også fokus på nødvendigheden af at inddrage stemmer fra forskellige discipliner og baggrunde. Arkitektur er noget langt mere vidtfavnende og indflydelsesrigt, end vi ofte indrømmer – det handler ikke kun om at designe byer og bygninger, men også om sociale vaner, økonomiske strukturer og vores interaktioner med naturen. Ved at samle en bred vifte af fagligheder og perspektiver – fra kunst og videnskab til politik og lokalsamfund – skaber biennalen et forum, hvor komplekse problemstillinger kan belyses fra mange vinkler. Dette tværfaglige samarbejde er afgørende for at udvikle løsninger, der balancerer økologiske, sociale og økonomiske hensyn.
Ambitionen om at række ud over Danmarks grænser er ligeledes centralt. Copenhagen Architecture Biennale håber at inspirere og samarbejde med internationale aktører, der står over for lignende udfordringer. Samtidig ønsker biennalen at dele Danmarks erfaringer med helhedsorienteret og langsigtet byplanlægning.
Hvordan sætter vi tempoet ned?
At sætte tempoet ned i byggebranchen kræver grundlæggende ændringer af økonomiske og juridiske strukturer. Med ansvar for 37 % af verdens CO₂-udledninger, 30 % af verdens affaldsproduktion og næsten 30 % af det globale tab af biodiversitet spiller byggebranchen en afgørende rolle i håndteringen af de igangværende naturkriser. Tilgange som biofilt design, cirkulær økonomi og regenerative metoder peger mod nye veje for ansvarlig arkitektur, men anvendes desværre stadig kun sporadisk.
For at disse tilgange kan udbredes og få reel gennemslagskraft, er det nødvendigt at etablere rammer, der gør dem praktisk gennemførlige og økonomisk holdbare. Samtidig kræver det en mental omstilling. Langsomhed står ofte i kontrast til moderne forestillinger om succes og effektivitet. Men ved at skifte fokus fra hurtige resultater til langsigtet værdiskabelse kan vi begynde at ændre både vores praksis og kriterier for succes. Det handler om små, gradvise forbedringer – som at reparere og vedligeholde eksisterende bygninger, lave mindst mulige indgreb og designe med fleksibilitet og tilpasningsevne som grundprincipper.
Forbindelser i den store decelerations tjeneste
Hastighed alene bringer os blot tilbage til de samme mønstre, der har skabt de udfordringer, vi forsøger at løse. Ved at samle kræfter og skabe rum for langsigtede løsninger kan biennalen være en inspirationskilde for både nationale og internationale aktører. Langsomheden vil komme, om vi ønsker det eller ej – spørgsmålet er blot, hvordan vi vælger at møde den og forme dens ankomst.