Vesti Olsen A/S: Tæt samarbejde giver større nærhed i projekter
Den familieejede entreprenørvirksomhed Vesti Olsen A/S er kendetegnet af et tæt samarbejde med kunderne. De har netop bygget en fabrik, som har opnået en DGNB Sølv-certificering.
Store byggeprojekter kan være komplekse at koordinere, når mange parter skal arbejde sammen. Derfor er det afgørende med stærke samarbejdsevner, der kan binde processen sammen og skabe overblik. I den familieejede entreprenørvirksomhed Vesti Olsen A/S har man netop fokus på samarbejdet som nøglen til succes. Virksomheden blev grundlagt i 1985 af Lars Vesti Olsen og ejes i dag også af hans brødre, Niels og Claus, samt hans to sønner, Christian og Frederik, der begge er direktører.
Entreprenørvirksomheden med 20 medarbejdere står for alle typer erhvervsbyggeri – fra bygninger til kontor, lager, værksted, produktion og landbrug samt renoverings- og transformationsprojekter.
– Vores kerneværdier er fleksibilitet, enkelhed og samarbejde. Vi lægger stor vægt på at vælge kunder og samarbejdspartnere, som matcher vores værdier, så vi sammen kan skabe bygbare projekter. Vi varetager projekteringen fra egen tegnestue i tæt samarbejde med eksterne ingeniører, hvilket giver en smidig, fleksibel og sammenhængende proces, siger Christian Vesti Olsen.
Certificeret rådgiver
Det senest afsluttede projekt – opførelse af en ny fabriksbygning til Triplan i Ringsted – er et godt eksempel på et velfungerende og tæt samarbejde med kunden. Opgaven har været lidt atypisk, da bygherre ønskede at være aktivt involveret i alle faser i processen – fra planlægning til projektering og udførelse.
Projektet omfattede flytning og udvidelse af Triplans eksisterende fabrik med et produktionsområde på 10.000 kvm og 1.500 kvm administrationsfaciliteter.
– Det har været en spændende opgave for os, da vi modsat store koncerner har korte beslutningsveje – og derfor oplever et andet nærvær med kunden. Nogle vil bare have nøglerne, andre deltager aktivt gennem hele processen Vores samarbejdsevner og virksomhedskultur har gjort projektet med Triplan til en stærk reference. Byggeriet har desuden opnået en DGNG Sølv certificering, fortæller Christian Vesti Olsen og påpeger de mange flerårige samarbejdsaftaler og gengangere blandt kunderne.
