Hotel Ottilia i Carlsberg Byen får respektfuld transformation
Arkitema har med renoveringen af Hotel Ottilia i Carlsberg Byen afsøgt balancen mellem respekt for historien og arkitektonisk nytransformation med 155 moderne værelser, restauranter, konferencelokaler, spa og tagterrasse med udsigt over København.
Når man piller ved arvesølvet, skal det gøres med omtanke. Det rå, industrielle udtryk er fastholdt og de ikoniske, guldbelagte skiver bevaret. Men der er også tale om en gennemgribende nyfortolkning af funktionalitet og æstetik på Hotel Ottilia.
Bygningerne lever videre
De to bygninger, der oprindeligt udgjorde hhv. Maltmagasinet og den fredede Lagerkælder 3, lægger i dag rammer om luksushotellet, der både omfavner det oprindelige og mere moderne krav til hotelomgivelser:
- Der er kun få tilbage af de fredede bygninger på Carlsberg, man kan give nyt liv. Maltmagasinet og lagerkælderen har fået en ny brugsfunktion, der gør at de vil overleve som noget nyt og samtidig fastholde meget autenticitet, siger Poul Schülein, partner og forretningsområdechef hos Arkitema Architects.
- Hele geometrien, holdningen til arkitekturen og det industrielle udtryk er videreført, og de nye rammer gør jo, at mange flere vil komme til at opleve dem fremover. Det er tankevækkende, at mens andre nyere bygninger meget hurtigt mister værdi og måske bliver revet ned, så har disse gamle huse kunnet genanvendes til noget nyt og fuldstændig brugbart.
Fra maltmagasin og lagerkælder til boutique-hotel
Tegnestuen står bag transformationen og sammenkoblingen af de to centralt beliggende industribygninger, der har Elefantporten og Dipylonporten som nærmeste naboer. De ligger ganske vist tæt op ad hinanden, men har ikke haft nogen direkte funktionel sammenhæng, som de nu har fået. Vilhelm Dahlerups Maltmagasinet i de klassiske røde mursten blev indviet i 1881 og rummer i dag moderne konference-, møde- og undervisningslokaler:
- De originale betonkonstruktioner og stålbjælker er fastholdt, og det fremstår ret enkelt og råt med bl.a. betongulve. Og så har vi fået lov at fremme lysindfaldet med nye udsparinger i facaden, hvor det har kunnet lade sig gøre, så der kunne sættes flere vinduer i. Hotellet ligger desuden ud til den centrale Bryggernes Plads, hvor der vil være masser af byliv, caféer, flere butikker på sigt og det kommende ”Hammershus”, der oprindeligt var en kantinebygning for bryggeriarbejderne.
Guldtallerkener med nyt lys
Svenn Eske Kristensens fredede Lagerkælder 3 fra 1969 bevarer sine 64 guldtallerkener, men har ligeledes undergået en nænsom transformation:
- Vi har bl.a. vertikalt kunnet fjerne murstensrækker på østsidens facade ved guldtallerkenerne, så der kommer nye sprækker af lys ind. Hele rumstrukturen er bevaret, bygningens store rumhøjde er fastholdt, men vi har bl.a. lavet nye trapper, der mimer de originale med hvide fliser. I kælderen vil der komme spa og massage. Og så har vi fået lov at lave en ekstra etage øverst og en stor tagterrasse mod syd, der huser bar og restaurant med plads til op til 300 gæster.
Det er kæden Brøchners Hotels, der står bag det 4+-stjernede luksushotel, som Arkitema Architects har transformeret til en moderne kontekst i Carlsberg Byen og som er opkaldt efter brygger Carl Jacobsen hustru, Ottilia Jacobsen. Carlsberg Byen udvikles efter en helhedsplan, og 15 % af bygningsmassen vil bestå af fredede og bevaringsværdige bygninger, når bykvarteret står færdigt. I centrum af det hele står nu Hotel Ottilia med såvel egen identitet som tydelig respekt for den industrielle arv.