Automatisering, support og dialog skaber mere tid i el-branchen
Dokumentation fylder mere og mere i byggebranchen. Det er tidskrævende for entreprenører og håndværkere og det er tid som sjældent kan faktureres. Derfor er der et stigende behov for at automatisere og optimere disse processer.
Automatisering og optimering er et nøgleord for virksomheden PCSCHEMATIC, der i mere end 40 år har været markedsledende indenfor udviklingen af software til virksomheder i el- & automationsbranchen.
En af årsagerne til den store succes som PCSCHEMATIC har opnået, skyldes et stærkt fokus på god kundesupport, hvor man møder kunderne i øjenhøjde og kender til deres daglige udfordringer.
- Når kunderne ringer ind, så er mit mål at hjælpe og vejlede dem. Men samtidig så kommer de med en masse gode inputs og ideer. Her tager det bare få skridt for mig, så er jeg inde på vores udviklingskontor, hvor jeg kan give kundernes forslag og ønsker videre, og så går der ikke lang tid før det kan implementeres. Jeg synes, at virksomheden er kendetegnet ved, at der ikke er langt fra idé til handling og det gør jo også mit arbejde som supporter langt sjovere, fordi man få mulighed for at være med til at præge udviklingen af vores programmer, fortæller Nicki Bruhn Nielsen, der selv er uddannet elektriker med en overbygning indenfor IT. Han har selv brugt programmerne fra PCSCHEMATIC og kender kundernes udfordringer og behov.
- Jeg taler oftest med installatører, ingeniører og dem, der sidder med alle tegningerne. Mange af vores kunder er gengangere, og jeg føler jeg kender flere af dem, samt deres projekter, rigtig godt. Det fører til at man involverer sig mere og det er spændende at finde løsninger til deres aktuelle projekter, fortsætter Nicki Bruhn Nielsen.
”De skal spare brugeren for dyrebar tid”
Den tætte dialog med kunderne har altid været en af PCSCHEMATICS kerneværdier og Ove Larsen, der er PCSCHEMATICS medstifter og udviklingschef, pointerer, at man kun kan udvikle sig, hvis man spørger brugerne:
- Vi udvikler os ved at spørge brugerne. Vores programmer er jo lavet for deres skyld og som branchen udvikler sig opstår der nye problemer, og dem skal vi sammen med vores kunder finde på nye løsninger til. Overordnet set har vores programmer et simpelt formål: De skal spare brugeren for dyrebar tid. Derfor samler vi 300 kunder en gang om året, hvor vi spørger ind til, hvad de ser som deres største tidsrøvere og hvordan vi udvikler vores programmer, så de imødegår dette. På den måde hjælper vores kunder os til at hjælpe dem endnu bedre, fortæller Ove Larsen og afslutter:
- Det er jo også derfor vi har fået opbygget et godt og loyalt kundenetværk. Sammen hjælper vi hinanden, hvilket jeg synes er vigtigt at huske på i disse tider. Corona-epidemien har jo betydet, at folks arbejdsmønstre har ændret sig, og de fleste har eller vil skulle arbejde hjemmefra. Det er jo en udfordring når vores programmer ligger på arbejdscomputeren. Derfor har vi givet 100 licenser ud til fri afbenyttelse for de af vores kunder, der ikke har programmerne på hjemmecomputeren. Det er vigtigt at gøre en ekstra indsats og yde en ekstra service i disse tider!
Kurser med fokus på effektivitet
Foruden et stort supportteam, der sidder klar til at hjælpe kunderne, afholder PCSCHEMATIC også kurser i brugen af deres programmer, samt om nye standarder og hvordan de implementeres og håndteres:
- Der kommer jo hele tiden nye standarder indenfor vores branche, enten for at højne effektiviteten, sikkerheden eller noget helt tredje. For mit vedkommende så er vores berettigelse at hjælpe vores kunder til at spare tid på en let og overskuelig måde, med udgangspunkt i at overholde gældende standarder, fortæller Kirsten Holst, der er ansvarlig for udarbejdelsen og afholdelse af kurser hos PCSCHEMATIC. Kirsten uddyber:
- Det skal jo siges, at det i disse tider ikke er let at afholde kurser, men vi er hurtigt rykket over til at lave webinarer, og de har været helt utroligt populære. Det er dejligt at mærke så overvældende en opbakning.
Tilbage til rødderne
De seneste år har PCSCHEMATIC også gennemgået en større strømlining, hvor man har fokuseret på kernekompetencerne. Det har betydet at ekspertiseområderne er blevet yderligere styrket:
- Vi har gennem det sidste årti tilpasset organisationen, så vi står tilbage med vores kerneområde: Automatisering. Det har givet os styrken til at udvikle os endnu mere og nye produkter er udsprunget som følge heraf. Det har blandt andet resulteret i vi sammen med konsulentvirksomheden AFRY, har udviklet Cabledim, som dimensionerer kabler ud fra kabeltype, oplægningsmetode og omgivelsestemperatur m.m. Med programmet følger en database med standardkabler, der dækker de kabeltyper, som man kan få brug for. Disse standardkabler kan benyttes til beregningerne, uanset hvilke fabrikater du anvender, fortæller Hanne Rossen, direktør og medejer, og fortsætter:
- Vi udviklede også et program specielt til energiselskabet Equinor (tidligere Statoil), der indeholder mange facetter, som også er efterspurgte hos rådgivere og el entreprenører. Vi videreudviklede og tilpassede det til netop denne målgruppe og i dag er Cablemanager utroligt efterspurgt.
- Udviklingen af et så stort og nyt program har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har en strømlinet virksomhed med ekspertise indenfor netop automation og el-branchen. Det ligger simpelthen i virksomhedens DNA. Dertil kræver det også nogle dygtige kollegaer, og vi har heldigvis altid let ved at tiltrække gode nye medarbejdere og holde på de gamle. Det er en stor styrke, når man skal udarbejde og udvikle nye og komplicerede programmer, afslutter Hanne.
Tre vigtige
I PCSCHEMATIC Automation kan man nøjes med at trække deltegninger og moduler ind i sit projekt. Hvormed dokumentationen er klar. Med kredsskemaer, PLC-skemaer og udfyldte lister af enhver art. Men det er også muligt selv at tegne skemaerne.
PCSHEMATIC Cablemanager gør det muligt at holde styr på alle dele af kabelføringen ved anlægsprojekter. Det gælder både ved den indledende projektering, i installationsfasen og ved efterfølgende vedligehold.
PCSCHEMATIC Cabledim dimensionerer kabler ud fra kabeltype, oplægningsmetode og omgivelsestemperatur med mere – ved en mærkespænding på 230/400 volt. Med programmet følger en database med standardkabler, der dækker de kabeltyper, som man kan få brug for. Disse standardkabler kan benyttes til beregningerne, uanset hvilke fabrikater, der anvendes.