Belysning til Bispebjerg Kirkegård giver ”pejsestue-stemning”
20 minutter efter solnedgang tænder lyset på den lille plads under de store træer ved indgangen til Bispebjerg Kirkegård. Den underspillede belysning giver en tryg overgang mellem kirkegårdens mørke rum og byens liv.
Hvor dagslyset spiller ind og ud i murens perforeringer, gitterlåger og træernes grene, omfavner aften-lyssætningen på den nye plads ved indgangen til Bispebjerg Kirkegård til en hyggelig og tryg ’pejsestue’.
VEGA Landskab og Lightscapes har i samarbejde tegnet og lavet lysdesign til pladsen, der er nomineret til Den Danske Lyspris 2022. Projektet blev vundet i en konkurrence, hvor byggeprogrammet lagde op til at inkludere faget lys, og det åbnede for en faglig dialog om de mere bløde værdier for mennesket af lys og mørke.
Åbne kirkegårdsmuren
Den lille plads er skabt ved at skære hul i den lange kirkegårdsmur, dele den i to og skubbe de to mure ind. Rundt om de store træer på pladsen er afgrænsningen af de hævede niveauer bestemt af træernes rodnet.
– Murskiverne fletter sig ind i kirkegårdens store stisystem, så de to mure står lige præcis på den ene og den anden side. Og byrummets bredde forholder sig til bygningerne overfor. Igennem pladsen løber kirkegårdsstien ud gennem byrummet og byen ind på kirkegården, fortæller landskabsarkitekt Anne Galmar.
VEGA Landskab er ellers en tegnestue, der arbejder med aktivitet og leg. Men her er et meget lidt programmeret rum:
– Hvem, der først sagde pejsestue, kan jeg ikke huske, men det kom op på et af møderne med vores elskede brugergruppe i projektet. De ønskede egentlig bare en stor fælles dagligstue, de kunne være i. Et sted for alle.
– Når du har en pejsestue, så behøves der ikke meget mere program, hvis der et rart lys, og man kan sidde og se på lyset og ilden. Der er de gode bænke. Man kan sidde mange eller få. Man kan sidde med ryggen mod muren, eller ude i rummet. Det er egentligt det.
– Det er også et meget lidt kønnet rum. Jeg ser mennesker i alle aldre bruge rummet. Piger og drenge der hænger ud, folk der går tur med hunden, løbere der strækker ud på bænkene og man kan mødes og være sammen.
Filter mellem natur og by, lys og mørke
Det spektakulære er muren, der gløder om aftenen. Fra i dagtimerne at være et filter, hvor man tydeligt kan se muren igennem kirkegårds grønne ud på byen, og omvendt inviterer den ind i kirkegårdens grønne, forklarer Anne Galmar:
– Om aftenen danner muren en dagligstue – pejsestuen. Den måde bænkene står, så man kan orientere sig. Den måde man kan færdes mellem murene hænger sammen med, at de er lyst op. Vi har arbejdet med detaljering og højder på muren for, at lyset fanges på bedste måde.
Materialernes liv
Projektet begyndte tilbage i 2018, og dengang var alle Københavns kirkegårde mørke, derfor havde byfornyelsesprojektet et fokus på, at pladsen skulle være lyst op og tryg, for kirkegården er ofte åben lidt efter mørkets frembrud.
– På den ene side har vi gaderummets lys, som er i henhold til krav, hvor bilisten og sikkerheden for de bløde trafikanter er i hovedsædet, og så har vi kirkegården bagved, der er mørkets krog. Den lille plads har smøget sig ind imellem og gået fra at være en lille hemmelig åbning til at blive en port til mørket fra lyset, fortæller lysdesigner Iben Winther Orton fra Lightscapes:
– Derfor må man arbejde med lysgraduering på en anden måde. I og med at vi har lagt lyset ned i terræn og får materialet, muren, til at gløde, skabes der en blød overgang, hvor du er i et ’safe space’. Du bliver bragt ind i rummet, inden du træder helt ind i mørket, og når man ikke bliver blændet, føler man sig tryg i at gå i overgangen mellem kirkegårdens stille mørke rum og byens lyse rum. Ligeledes når man går fra kirkegårdens mørke, bliver man ledt ud til lyset af de blændfri spots, der lyser terrænet op.
– Det helt fænomenale i samarbejdet med VEGA har været brugen af materialerne. Vi har testet og valgt sten i lige præcis den tone, der passer til lyset og indsæt i muren. Vi kan sænke lyset så meget, fordi stenen lever.
Læs også:
Iben Winther Orton: Mørkets lys
Blødt strejflys
Lyskilden, der får pladsen til at lyse op og giver en skyggevirkning gennem træets grene, sidder oppe i en helt almindelig mast ude ved vejen, forklarer Anne Galmar:
– I masten sidder nogle spots med en tone, der kaster et blødt grundlys over pladsen og lyser gennem gitteret ind i kirkegården. I virkeligheden er de spots lige så vigtige som lyset i terræn. Det handler om at give dem den helt rigtige placering i masten og gyldne farvetoner, for at de giver tryghedsfornemmelse. Når man går inde på den mørke kirkegård og nærmer sig indgangen, kan man se lyset diffust stråle ind mellem gitteret.
Mørkeplaner og lysplaner
Styringen af lyset sker fra et lille driver-skab, som kører sammen med Københavns Kommunes belysning. Lightscapes har programmeret en lysstyringsprofil til lystændingen i forhold til årstid og døgn.
– Der er nogle subtile forskelle i, at der er mere lys på om sommeren, når der er blade på træerne, og lidt mindre lys på senere på året. Der er også nogle små farveforskelle, lystemperaturen - lidt koldere lys og lidt varmere lys, forklarer Anne Galmar, og Iben tilføjer:
– Det, der gløder op ad muren er en meget varm farve, og vi har testet forskellige farver og en helt bestemt fik stenen til at leve. Man skal ramme en bestemt intensitet og farvetone, for lys er farve.
Da de begge var sikre i kvaliteten i at belyse muren nedefra, måtte der findes en løsning, som kommunen kunne acceptere, fordi de normalt ikke bygger ned i terræn, da armaturet bliver udsat.
– Det kunne vi jo ikke argumentere imod, men vi designede så et særligt drænprofil, så armaturet aldrig kommer til at ligge under vand eller er i forbindelse med terræn. Det er rigtig god måde at lave strømføring på, da vi alligevel skulle grave, men også beskytte træernes rødder.
– Kommunens projektledere var meget proaktive for at få projektet op at stå, også i samarbejde med områdefornyelsen og give os lov til at tænke alternative løsninger. Det vil jeg gerne fremhæve, afrunder Iben Winther Orton.
Fakta
Bygherre: Københavns Kommune og Områdefornyelsen i Nordvest
Landskabsarkitekt og projektledere: VEGA Landskab
Ingeniør: Troelsgaard Ing. A/S og Gert Carstensen A/S
Lysdesign: Lightscapes, ved Iben Winther Orton
Leverandør: Lightconstructor ApS og iGuzzini DK
Installatør: Citelum