Byens lys – Urban Elements’ nye træmaster
Mange nye boligmiljøer, ikke mindst ved havnefronter, er prægede af hårde overflader i glas og beton. Som et opblødende element i sådanne stramme miljøer er lysmaster i træ frem for i stål ideelle, mener Christian Ligaard, produktspecialist i Urban Elements.
Tekst af Jonas Egholm
Skønt beliggende i nordsjællandske Skævinge synes ikke meget at ville gå skævt for danskejede Urban Elements, som p.t. er en af Skandinaviens mest velassorterede leverandører af produkter til udendørs bymiljø. Alene de københavnske sider i virksomhedens bagkatalog tæller eksempelvis træarbejdet på Skolen i Sydhavnen, på Copenhill og i Carlsberg Byen.
Urban Elements er især kendt for sine kundetilpassede konstruktioner, hvoraf seneste skud på stammen er lysmaster i træ. Selve masterne produceres af Norpole i Sydnorge, og lysdelen består af LED-armaturer fra italienske Platek.
Hvorfor nu lysmaster i træ?
- Hidtil har vi stort set ikke haft alternativer til de gamle telefonmaster og de varmgalvaniserede stållysmaster, som selv vi på fyrre plus kan huske helt tilbage fra vores barndom, indleder produktspecialist Christian Ligaard og fortsætter:
- Vores master repræsenterer en markant opgradering både æstetisk og funktionelt. På bagsiden af de gamle master sidder f.eks. en lidet køn kabelliste. Vores master har derimod indvendig og dermed usynlig kabelføring, hvilket muliggøres af en helt unik fræsnings- og boringsteknik. Dette er desuden langt at foretrække ud fra et vandaliseringssynspunkt.
Master i træ frem for i stål kommer dog ikke kun øjet til gode og vandalerne til onde. Også miljømæssigt er de at foretrække. Ligaard forklarer:
- Træ har god holdbarhed og er endvidere den ressource, der nemmest indgår i en miljøcirkulation. Ved brug af stål kan en stor del af materialet derimod ikke indgå i en ny produktion på grund af legeringer og malinger. Vi anvender både FSC- og PEFC-certificeret træ, altså et nyt træ plantes for ethvert, der fældes. Endelig er vores træ nærproduceret og imprægneret med grundfarve i stedet for at være trykimprægneret.
Kvalitet fra top til tå
Lysmasternes såkaldte topstuds er lige så innovativ som resten af konstruktionen. Ligaard forklarer:
- I modsætning til de gamle telefonmaster med en lille delvist åben tophat har vores en lukket topstuds, som yder langt bedre beskyttelse mod vandindtrængen ovenfra. Topstudserne kommer i forskellige længder afhængigt af landskabsarkitektens ønsker. Takket være den føromtalte indvendige kabelføring kan man bore ind lige præcis dér, hvor spotten ønskes placeret, og derved undgå synlig kabelføring fra et andet sted på masten.
Også i bunden af masterne finder vi nytænkning.
- Til beskyttelse af træmasten mod fugtpåvirkning fra terrænet er den udstyret med en ca. én meter høj varmgalvaniseret stålsokkel, fortæller Ligaard og fortsætter:
- Soklen rummer desuden en såkaldt installationsluge, hvilket letter el-installatørernes arbejde betydeligt.
Urban Elements’ lysmaster tåler at stå i nærhavsområder: moler, havneanlæg, nye boligområder og lignende. Deres holdbarhed ved almindelig vedligeholdelse er minimum 30 år.