Foto af Anna Als
Ny publikation om vandets værdi i by- og landskabsudvikling
Arkitektforeningens udgivelse Planlæg med vand giver konkrete værktøjer og eksempler på naturbaserede løsninger, der integrerer vand aktivt i planlægning af byer og landskaber.
Foto af PAX
Foto af TREDJE NATUR
Hvordan kan stigende grundvand, havspejlsstigning og voldsom regn blive en ressource i stedet for en udfordring i by- og landskabsudvikling? Det giver Arkitektforeningen et bud på i publikationen Planlæg med vand, som lanceres den 22. oktober.
Klimaforandringerne stiller voksende krav til både infrastruktur og arealplanlægning. Derfor samler Planlæg med vand principper, metoder og cases fra hele landet, der viser, hvordan naturbaserede løsninger kan spille sammen med byudvikling, rekreative formål og øget biodiversitet.
- Vi står midt i klimaforandringerne, og vandet er en realitet, vi ikke kan planlægge os udenom. Med kataloget giver vi kommuner og rådgivere en praktisk værktøjskasse til at tænke klimatilpasning som noget, der både beskytter og beriger, siger Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen, i en pressemeddelelse.
Foto af Mikkel Eye
Et katalog for håndtering af vand
Publikationen er skrevet til beslutningstagere, planlæggere og rådgivere og fokuserer særligt på håndtering af stigende grundvand og øget nedbør gennem grøn infrastruktur og landskabsstrategier, der både skaber merværdi og reducerer risiko.
I kataloget finder man:
- Inspiration fra danske projekter, hvor vand indgår som aktivt greb i byrum, landskaber og naturgenopretning.
- Tre scenarier for udvikling af fremtidens vandlandskaber.
- Vandstrategiens ABC – et værktøj til kommunale beslutningsprocesser, fra akutte til strategiske løsninger.
Målet er at kvalificere den politiske og faglige samtale om klimatilpasning og bidrage med konkrete værktøjer, der kan omdanne vand fra trussel til potentiale – til gavn for både mennesker og natur.
Foto af Tækker Group
Tilgængelighed og baggrund
Planlæg med vand-publikationen kan downloades gratis fra Arkitektforeningens hjemmeside fra den 22. oktober og udkommer samtidig i trykt version. Publikationen er en del af det bredere initiativ Vandets veje under Agenda Earth, som undersøger, hvordan lovgivning og planlægningspraksis kan muliggøre fremtidens vandhåndtering. Projektet udvikles af Arkitektforeningen i samarbejde med Dreyers Fond.
Tidligere i år blev projektet præsenteret på konferencen Arkitekter sætter billeder på fremtidens vandrige landskab, som kan genses på Arkitektforeningens hjemmeside.
