Dan-Alu leverer særlige alufacader til PFA’s moderniserede hovedsæde
PFA Pensions hovedsæde i Københavns Nordhavn undergår p.t. en radikal modernisering. Her spiller de bronzeprofilerede alufacader fra Dan-Alu en iøjnefaldende rolle for domicilets nye udtryk.
PFA Pension er i gang med en omfattende modernisering af sit karakteristiske domicil Marina Park i Københavns Nordhavn. Og der er vel at mærke ikke blot tale om en traditionel renovering i direkte forlængelse af det eksisterende udtryk, men om en komplet æstetisk og funktionel transformation af såvel det indre som ydre i de to sammenhængende bygninger.
Moderne facader med bronzeprofil
Hensigten er bl.a. at skabe en naturlig sammenhæng med den nye bydel på Nordhavnen, og her er en vigtig brik i puslespillet de nye alufacader fra Dan-Alu. Virksomheden med nu 60 medarbejdere er i vækst og specialiserer sig i entrepriser og totalløsninger inden for erhverv og offentligt byggeri.
-Der er tale om slanke aluminiumsfacader med sort bronzeprofil både udvendigt og indvendigt, hvilket er ret usædvanligt og som samtidig er et skifte i facadefarver i forhold til de eksisterende. Så det betyder meget for bygningernes nye udtryk i kombination med, at der bl.a. også laves glasfacader med stort lysindfald, fortæller Jan Jespersen, Dan-Alu’s projektansvarlige på opgaven i Nordhavnen.
Dan-Alu har leveret 1.200 m2 alufacader til domicilets stueetage og 1. sal samt bl.a. inddækninger mellem etagerne på bygningen, der går under navnet 6-tallet. Dertil kommer 65 m2 ovenlys og bl.a. dobbeltdøre og specialflugtveje med adgangskontrol, som i dette særlige tilfælde skal kunne betjenes både indefra og udefra.
Et tæt samarbejde i Nordhavnen
Dan-Alu har samarbejdet tæt med projektets hovedentreprenør Adserballe & Knudsen A/S, Aarstiderne Arkitekter og bygherre, fik ordren tilbage i 2018 og har siden løbende deltaget i, produceret og leveret til det omfattende projekt, der skal opnå DGNB-sølvcertificering.
-Vi har været med hele vejen fra projekteringsmøder, forslag til løsninger og hvordan kravene overholdes, optegninger af facaderne til egenproduktion af dem på vores fabrik i Skive, levering og montage. Så det har været et større og udfordrende projekt, der får opmærksomhed, men 6-tallet er nu leveret til bygherre og allerede i brug. Arbejdet på 8-tallet er i fuld gang, og her har vi også et mindre bidrag, slutter Jan Jespersen.