
Dennis Vegeberg fra ABC Pavilloner om nyt modulbyggeri på Pilegårdsskolen
Pilegårdsskolen i Tårnby har fået bygget en 180 m2 tilbygning til den eksisterende bygning. Byggeriet er opført i atriummet i midten af skolen. ABC Pavilloner har stået for projektet og har afleveret et færdigt byggeri på 6 uger.
Ifølge afdelingsleder og bygningskonstruktør, Dennis H. Vegeberg fra ABC Pavilloner, var det en udfordring at skulle løfte maskiner, materialer og moduler med kran ind i midten af atriet. Gennemtænkt logistik, faglig ekspertise og erfaring sikrede dog et succesfuldt forløb.
Kvalitet, sikkerhed og samarbejde
- Vi påbegyndte selve byggeriet ved starten af sommerferien, så vi dels ikke forstyrrede eleverne og dels kunne spærre vejen af i forhold til sikkerhed, når modulerne med to store undervisningslokaler, et møderum samt to toiletter skulle løftes på plads. Samtidig er det en anden form for byggeri end traditionelt byggeri, da modulerne er ca. 90 % færdigbygget i opvarmede haller på forhånd, hvilket er en stor fordel, da tiden på byggepladsen reduceres. Når modulerne er lukket af med færdige vægge, gulv og tag, opstår der desuden ikke byggefugt.

Miljøvenlige materialer og fleksible moduler
- Vi har matchet den eksisterende arkitektur og beklædt bygningens facader med zink. Vi anvender bæredygtige og svanemærkede materialer, hvilket mange bygherrer også ønsker i dag, når det gælder offentlige bygninger, og hvor børn færdes. Til den indendørs belysning har vi valgt LED-lys, der minimerer energiforbruget og giver et fantastisk lys. Radiatorerne er tilkoblet det eksisterende varmeanlæg og et nyt CO2-styret ventilationsanlæg sørger for et godt indeklima, fortæller Dennis H. Vegeberg.
Byggeriet overholder kravene til en permanent bygning. Opførelse af midlertidige bygninger er dog også noget, de udfører og anbefaler:
- Hvis man ikke kender behovet i fremtiden, kan det være en god løsning. Modulerne kan demonteres og flyttes til en ny lokation, og indretningen kan tilpasses en ny kunde. Det er fleksibelt og bygningen kan nemt udvides eller nedskæres.
Fra idé til færdigt projekt
- Inden vi gik i gang med projektet på Pilegårdsskolen, inviterede vi bygherre til en fremvisning af vores modultyper og materialer i vores showroom for at give dem en forståelse af modulbyggeri. Vi var totalentreprenør på projektet, hvilket vi ofte og gerne er. Med alle faggrupper i firmaet, lige fra elektrikere, VVS’ere, jord- og kloakarbejdere er vi med hele vejen fra start til slut.

Fakta om projektet
Bygherre: Tårnby Kommune
Totalentreprenør: ABC Pavilloner A/S