<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> Dorte Mandrup skal tegne ny hvalattraktion nord for polarcirklen
Dorte Mandrup skal tegne ny hvalattraktion nord for polarcirklen

Dorte Mandrup skal tegne ny hvalattraktion nord for polarcirklen


Den danske tegnestue er netop blevet offentliggjort som vinder af konkurrencen om at tegne den nye attraktion, The Whale, 300 kilometer nord for Polarcirklen i det nordlige Norge. 

Dorte Mandrup A/S er sammen med Marianne Levinsen Landskab, JAC Studio, Thornton Tomasetti, AT Plan & Arkitektur, Niels Øien og Anders Kold, blevet offentliggjort som vinder af konkurrencen om at designe The Whale i Andenes på øen Andøya i Norge. Andenes er en af de bedste steder i verden at se hvaler, og den nye attraktion, The Whale, kommer til at fortælle historien om dette mytiske dyr gennem kunst, videnskab og arkitektur. 

 

- Andøya er et unikt sted, og The Whale er et helt ekstraordinært projekt. Vi får ikke kun mulighed for at skabe arkitektur i endnu et storslået landskab, vi er også med til at øge forståelsen for hvaler og bevaringen af det maritime liv, siger Grundlægger og Kreativ Direktør, Dorte Mandrup.

 

- Lige her på kanten af havet sætter vi et aftryk i et fantastisk landskab – med muligheden følger et stort ansvar, hvilket er enormt motiverende og inspirerende, tilføjer hun.

 

 

En attraktion i verdensklasse

Dorte Mandrup har designet en bygning, der vokser naturligt ud af landskabet. The Whale rejser sig som en blød bakke på den stenede kyst – som havde en kæmpe løftet jordskorpen og skabt et hulrum nedenunder. 

 

- Det har været en stor udfordring at kåre en vinder af arkitektkonkurrencen, fordi vi fik flere forslag af meget høj kvalitet. Projektet fra Dorte Mandrup er imidlertid en klar vinder og opfylder konkurrencekriterierne på bedste vis. Det er poetisk og lavmælt og samtidigt en meget spændende og usædvanlig bygning. Vi ser frem til at arbejde sammen med Dorte Mandrup for at realisere The Whale i Andenes. Med dette fantastiske forslag har vi det, der skal til for at skabe en attraktion i verdensklasse, siger Børre Berglund, CEO, The Whale AS og formand for juryen for arkitektkonkurrencen.

 

 

Opløser grænsen mellem landskab og bygning

Bløde fjelde, åbent hav, midnatssol og nordlys karakteriserer øen Andøya, hvor The Whale skal bygges. Både over og under havets overflade udfolder der sig en dramatisk natur og et rigt dyreliv, hvilket har haft stor indflydelse på Dorte Mandrups fortolkning af sted og program og dermed designet af The Whale. 

 

Taget på The Whale er formet som en blød kurve, der både leder tankerne hen på en hvalhale og den lille del af hvalens ryg, der er synlig over vandet. Overfladen på bygningen vil blive belagt med ubearbejdede sten fra området, der gennem tiden patinerer smukt og nænsomt udvisker grænserne mellem bygning og natur. Udover at mime en hval, skaber den buede facon en bakke – som lokale og besøgende har mulighed for at gå op på. Fra toppen vil der være ubrudt udsigt over havet, bjergene og for de heldige; nordlyset. Indeni bygningen skaber store vinduer mod skærgården en visuel kontakt mellem omgivelser og udstilling, ligesom rå klippe stikker frem flere steder i bygningen. På mange måder flyder natur og arkitektur sammen i projektet, der har til formål at beskytte det maritime liv og miljø gennem sanselige og inspirerende udstillinger og arkitektur. Kort sagt, Dorte Mandrup har skabt en bygning, der ikke bare passer ind i landskabet, men understreger og forstærker det – ligesom det er tilfældet med Vadehavscentret i Ribe og Isfjordcentret i Ilulissat, Grønland.  

 

Bygningen indeholder udstilling, café, kontorer og butik, og projektforslaget vil danne grundlag for den videre detaljering og opførsel af attraktionen. The Whale forventes at slå dørene op i 2022. 

 

 

 

Om konkurrencen

I foråret 2019 inviterede The Whale AS det internationale arkitektsamfund til at byde ind med forslag til opgaven om at designe en ny attraktion på øen Andøya i Nordnorge. Ud af 37 interesserede blev fire tegnestuer prækvalificeret: Dorte Mandrup, BIG, Snøhetta og Reiulf Ramstad. Fredag den 1. november 2019 blev Dorte Mandrup offentliggjort som vinder i Andenes. 

 

Om Andenes og Andøya

Andenes er en lille by på øen Andøya 300 kilometer nord for Polarcirklen. Der er omkring 2.600 indbyggere, og byggeriet af den nye attraktion, The Whale, er ønsket og støttet både lokalt og regionalt. Man regner med at The Whale vil styrke det nordlige Norge som en rejsedestination og have en positiv effekt på andre virksomheder i nord. Ikke langt fra kysten breder en dyb undervandsdal sig. Den bliver ofte besøgt at migrerende hvaler og har gjort havet omkring Andøya til et af de bedste steder i verden at se disse store pattedyr helt tæt på. 

 

 

Fakta

Navn: The Whale

Bygherre: The Whale AS

Segment: Kulturbyggeri

Adresse: Andenes, Norge

Areal: 4.500 m2 

Status: Forventet 2022

 

Projektet er udført af:

Arkitekt: Dorte Mandrup A/S

Landskabsarkitekt: Marianne Levinsen Landskab

 

Konsulenter:

Udstillingsdesign: JAC Studios

Ingeniør: Thornton Tomasetti

Kunstkonsulent: Anders Kold

Hvalforsker: Niels Øien