Fremtidens byggeri bliver bæredygtigt
Det mener Dennis Thaagaard, som er idémand bag og ejer af Villa Grenaa, som han vil gøre til verdens første PEFC-certificerede familiehus.
PEFC Danmark har gennem de seneste tyve år arbejdet for at skabe et bæredygtigt skovbrug og brancheforeningen Danske Byggecentre har været med fra begyndelsen, og siden 2015 har Palle Thomsen, der er adm. direktør i brancheforeningen, været formand for PEFC Danmark. Han har fulgt udviklingen tæt, og set flere og flere byggecentre blive certificeret.
- Netop fordi Danske Byggecentre har været med fra begyndelsen er det i dag muligt at hente certificerede materialer til Villa Grenaa hos de danske byggecentre, fortæller Palle Thomsen, formand for PEFC Danmark.
Dennis Thaagaard er idémand bag Villa Grenaa. Han er også ejer af huset sammen med Louise Thaagaard. Dennis Thaagaard arbejder i det daglige med bæredygtighed og livskvalitet, og han vil gerne være foregangsmand.
- Vi lever bæredygtigt i hverdagen, og jeg har længe gået med tanken om, at jeg gerne vil være den første, der bygger et familiehus, som ikke blot er bæredygtigt men også certificeret. Bygningsmassen sætter et meget stort aftryk på vores klima, men der er så mange nye teknologier, der kan gøre dette aftryk meget mindre. Det er det, jeg gerne vil vise vejen til.
Har selv designet hus og materialer
Dennis Thaagaard har selv designet huset og defineret de materialer, der bliver brugt. Det har kostet en del timer, men han håber, at det store arbejde kan gøre det nemmere at få nye bygherrer til at bygge bæredygtigt.
- Det var egentlig ikke så svært at finde materialerne, så alle kan i dag bygge et bæredygtigt hus. Der er ingen undskyldning for ikke at gøre det, siger han og fortsætter: Jeg tror, at de virksomheder, der ikke tænker bæredygtigt, får svært ved at overleve.
Da arbejdet med at designe huset og definere materialerne var færdigt, blev materialet sendt til flere byggefirmaer. Nogle syntes, at det var lidt bøvlet at skulle arbejde med konceptet. Men Jakobsen Huse i Galten var med på ideen med det samme.
- De havde det rette mindset, fortæller Dennis Thaagaard, og de er vant til at bygge bæredygtigt, så det var lidt deres hjemmebane. Vi har haft et særdeles godt samarbejde med Jakobsen Huse, og de er meget professionelle.
Hos Jakobsen Huse var der ikke tvivl om, at man gerne ville bygge Villa Grenaa.
- Vi bruger i forvejen certificeret træ til vores huse, men der var da nogle udfordringer, for dette projekt kræver 100% dokumentation af fx sporbarhed, beretter Maria Venø Jakobsen, der er indehaver af Jakobsen Huse. Og vi så Villa Grenaa som en oplagt mulighed til at få mere fokus på bæredygtigt byggeri.
Læs også:
Interview med Maria Venø Jakobsen, indehaver af Jakobsen Huse: Drømmen om bæredygtighed for alle
Bedre indeklima og kvalitet - mindre påvirkning af miljøet
Dennis Thaagaard tilføjer, at huset blev lidt dyrere end et helt traditionelt hus, men det skal så vejes op mod et bedre indeklima, højere kvalitet i materialerne, hvilket kræver mindre vedligeholdelse, samt en væsentlig mindre påvirkning af miljøet. Alt sammen noget, man vægter højt hos familien Thaagaard. Der var enkelte ønsker, som familien frafaldt, da de teknisk set ikke var helt klar til at blive brugt eller også alt for dyre på nuværende tidspunkt.
Træ er et hovedelement i Villa Grenaa, som er med til at synliggøre, hvordan træ kan bidrage til sunde og bæredygtige boliger ved brugt af materialer, som er nemt tilgængelige på markedet. I den forbindelse skal vi ikke glemme CO2-regnskabet. Man kan nemlig spare op til 19 tons CO2 ved at bruge træ i familiehuse.
- Vi har erstattet jern med træ, hvilket gør huset lettere, så det kræver mindre beton i fundamentet. Det sparer meget CO2, fortæller Maria Venø Jakobsen, som mener, at træ bør erstatte jern i byggeriet.
Træ er fremtiden i byggeriet
Historikerne Mikkel Høghøj og Mikkel Thelle fra Århus Universitet har i et debatindlæg fremført, at ”træ er den nye nøgle til bæredygtige bygninger” samt at træ som det dominerende byggemateriale kan være med til at løse klimaproblemerne, ligesom beton efter 2. Verdenskrig var med til at løse boligproblemerne. Historikerne er af den opfattelse, at øget anvendelse af træ i byggeriet kan være et væsentlig bidrag til at nå regeringens målsætning om at reducere CO2-udslippet. Maria Venø Jakobsen er enig i denne betragtning.
– Det har vi opdaget for længst. Træ er det bedste byggemateriale. Det sparer CO2, det giver bedre indeklima, og det kan forebygge astma og allergi, mener hun og tilføjer:
- Det giver større livskvalitet for beboerne.
Læs også:
Interview med direktør i Træinformation, Mikael Koch: Et wake up-call til den danske byggebranche
Certificering kræver uafhængig kontrol
Før Villa Grenaa kan få sin PEFC-certificering skal byggeriet kontrolleres af den uafhængige certificeringsvirksomhed, NEPcon Certification. Firmaet skal checke, at træet er bæredygtigt og sporbart.
Når det er overstået, så får Dennis og Louise Thaagaard et skilt til huset, som dokumentation for, at byggeriet er bæredygtigt, og at træet er sporbart.
- Villa Grenaa er et udtryk for, at markedet, byggebranchen og PEFC sammen er med til at gøre byggeriet klimavenligt og bæredygtigt, slutter Morten Thorøe.