Snøhetta designer arkitektoniske elementer til vandrerute i Østrig
På Path of Perspectives Panorama Trail på Nordkette-bjergkæden ved Innsbruck har den norske tegnestue Snøhetta skabt en serie af ti forskellige strukturer på ruten for at højne oplevelsen af den unikke bjergnatur.
Nordkette er et velkendt navn for skifolket, men om sommeren tilbyder området store oplevelser, når man interesserer sig for exceptionel natur og arkitektur. Zaha Hadid Architects designede således Hungersburg kabelbanen i 2007, ligesom Nordkettenbahn stationerne er designet af den østrigske arkitekt Franz Baumann.
Path of Perspectives vandringsruten begynder 1.905 meter over havoverfladen, og på den ca. 3 kilometer lange rute harmonerer Snøhettas underspillede strukturer fint med de spektakulære omgivelser. Hvert element, fra bænkene til udkigsplatformene markerer enten et unikt punkt på vandringstien eller et mødested. Patrick Lüth, arkitekt og direktør for Snøhettas Innsbruck afdeling fortæller:
- Ved at bruge små bevægelser kan vi fremhæve det storslåede alpinske landskab, så vi tilføjer noget til naturoplevelen fremfor at skabe bemærkelsesværdige strukturer.
Alle de ti strukturer af Snøhetta består af cortenstål, et materiale, som blev valgt for at spille sammen med de eksisterende stålkonstruktioner til at modvirke laviner, og man valgte lærketræ til sædebeklædning, da den træsort er typisk for den lokale skov. Undervejs på ruten kan man på de arkitektoniske elementer finde citater fra den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein, og man er således på vandringen opfordret til at tage pauser og reflektere over forholdet mellem indre og ydre landskab, hvilket giver en dobbeltsidet mening til navnet på vandringsruten, Path of Perspectives.