
SNOER energirenoverer Skt. Annæ Gymnasium
Som et led i renoveringen af Skt. Annæ Gymnasium skal SNOER energirenovere 550 vinduer for Enemærke & Petersen, som renoverer skolen gennem TRUST, den strategiske partner til Københavns Kommunes bygherreenhed: Byggeri København.
Skt. Annæ Gymnasium, som er Danmarks eneste skole der integrerer folkeskole, gymnasium og musikskole, er i øjeblikket under renovering. Snoer leverer vinduesrenoveringen til Enemærke & Petersen, der i kraft af sit strategiske partnerskab med TRUST forestår renoveringen.
De mange vinduer kræver en vis værkstedskapacitet med serieproduktion og stærke krydskompetencer mellem glas og træ. Opgaven er et godt eksempel på, hvorfor SNOER sidste år strategisk valgte at opgradere sit træværksted SNOER Træ ApS gennem fusionen med Søren Lind Sørensen ApS.
Serieproduktion i krydsfeltet mellem glas og træ
- Vi har oplevet en stigning i større opgaver, der ligger i krydsfeltet mellem glas og træ. Derfor valgte vi sidste år at opgradere vores træværksted, så vi er bedre rustet til større glasrenoveringer. En opgave som denne er en større serieproduktion, der både kræver en vis værkstedskapacitet og de kompetencer i krydsfeltet glas og træ, som vi har aflæst efterspørgsel på i markedet, fortæller Torben Snoer.

Renoveringen af vinduerne kommer til at foregå ved at vinduespartierne tages ud og hjemtages til SNOER’s eget træværksted i Glostrup. Vinduernes trærammer bliver her gået efter og repareret. Vinduerne skilles ad, slibes og fræses for dernæst at få indsat nye energiglas, før de kan monteres. Malingen på vinduesrammerne indeholder bly, dog ikke i høj koncentration – men dog nok til, at der skal tages miljømæssige hensyn.
Om Skt. Annæ Gymnasium
Sankt Annæ Gymnasium er bygget i 1929 i Valby. Skolen er Danmarks eneste sangskole og rummer både folkeskole, gymnasium, sang- og musikskole.
Om SNOER
Glarmestervirksomhed med kompetence indenfor glas, alu, og træ og tre specialiserede divisioner: Glarmestervirksomheden Glarmestre Snoer og Sønner A/S, facadevirksomheden Snoer Alu ApS og tømrer-snedker virksomheden Snoer Træ ApS.
Domicil i København NV, med værksteder i Glostrup og Tåstrup
Etableret: 1922 af Johan Snoer
Medarbejdere: 55
Om TRUST: Strategisk partner til Byggeri København, Københavns Kommunes Bygherreenhed. Bag TRUST står virksomhederne KANT arkitekter, Enemærke & Petersen, Nøhr & Sigsgaard, GHB Landskab, Dominia og Norconsult med Rekommanderet som tilknyttet rådgiver.
