Vikingeskibshallen, Herlev Hospital og Tinghøj Vandreservoir får hæder
EU-projektet Innova Concrete sætter arkitekt Erik Christian Sørensens 50 år gamle værk som et af 100 mest bevaringsværdige betonbyggerier i Europa. Vikingeskibshallen optræder sammen med Herlev Hospital og Tinghøj Vandreservoir på listen ”100 from the 20th”, som offentliggøres mandag den 30. september.
Vikingeskibshallen i Roskilde har på mange måder været i stormvejr de senere år – men nu høster museet international hæder, da projektet sammen med Tinghøj Vandreservoir ved Gladsaxe og Herlev Hospital er på Innova Concretes liste "100 from the 20th".
- Vi håber, at vi ved at afholde denne begivenhed i Danmark kan bidrage med formidlingen af den betydning dansk betonarkitektur har i europæisk sammenhæng, og særligt hvor betydningsfuld Vikingeskibshallen i Roskilde er, udtaler Gunny Harboe, arkitekt og formand for ICOMOS’ Scientific Committee of 20th Century Heritage, en verdensomspændende kulturarvsorganisation, som er partner i InnovaConcrete-projektet.
I projektet er en række af de mest fremtrædende organisationer, eksperter og forskere inden for feltet gået sammen om dels at udvikle metoder til at bevare det 20. århundredes betonbyggeri, dels at formidle betonens og periodens arkitektoniske kvaliteter.
- Selvom modernismens betonbyggerier deler vandene og skaber ophedede diskussioner – ligesom vi har set med Vikingeskibshallen i Roskilde – så er beton et unikt byggemateriale, der rummer fantastiske kvaliteter. Men det kræver nogle gange mere at forstå og forklare dem end andre typer af byggeri, udtaler Camilla L. Nybye, arkitekt maa og formand for ICOMOS Danmark og den arbejdsgruppe, der står bag lanceringen af ”100 from the 20th”, som bliver afholdt netop i Vikingeskibshallen i Roskilde mandag den 30.sep.
Arrangementet er fra dansk side støttet af Realdania, Dreyers Fond og Dansk Beton. Branchechef i Dansk Beton i Dansk Byggeri Dorthe Mathiesen udtaler:
- Danmark har en lang tradition for betonbyggeri af meget høj kvalitet. Dansk Beton i Dansk Byggeri udgav allerede sidste år en bog om historien og nogle af de mest fremragende danske eksempler på betonbyggeri. Vi er glade for den internationale interesse og er glade for at kunne støtte arrangementet i Vikingeskibshallen.
Tinghøj Vandreservoir er tegnet af arkitekten Ib Lunding i 1930. De små glasbyggesten, som er indstøbt i vandreservoirets små runde betontårne, ligner stjernebilleder.
Danmark langt fremme
På trods af landets beskedne størrelse har Danmark hele tre værker med på listen. Ud over Vikingeskibshallen optræder Herlev Hospital fra 1965-76, tegnet af arkitekterne Bornebusch, Brüel og Selchau, og så det mindre kendte, men mindst lige så bemærkelsesværdige Tinghøj Vandreservoir i Gladsaxe Kommune, tegnet af Ib Lunding i 1930.
- Tinghøj Vandreservoir er et fornemt eksempel på, at beton er særlig velegnet til vandbyggeri. Det fredede vandreservoir er yderst elegant i detaljen og har fokus på betonens form og fine stoflighed. Herlev Hospital er en milepæl for dansk betonteknologi og den høje kvalitet i dansk velfærdsarkitektur, udtaler Susana Landrove, formand for DOCOMOMO Iberico og ansvarlig for ’100 from the 20th’ listen”.
I forbindelse med udpegningen har den danske arkitekturfotograf Helene Høyer Mikkelsen fotograferet alle tre danske værker.
Find listen og se mere om de enkelte værker på 100 of the 20th