
20 år med bæredygtigt træ
Der bruges mere og mere certificeret træ, og PEFC arbejder for at efterspørgslen vil stige de kommende år.
Gennem 20 år har PEFC arbejdet globalt for at få alle, der arbejder med træ, til at tænke bæredygtigt. Det handler om dokumentation. Dokumentation af sporbarhed, dokumentation for at træet har levet et bæredygtig liv, at skovejeren har taget hensyn til miljø, dyr og planter, arbejdsmiljø etc. PEFC har opstillet en række krav, som skovejeren skal leve op til for at blive certificeret. Det er en uvildig tredjepart, som vurderer, hvorvidt skovejeren lever op PEFC’s krav.
PEFC er et af verdens førende systemer til certificering af skove, og et førende miljømærke, som skal medvirke til, at der bruges mere og mere bæredygtigt træ over hele verden. PEFC har nu organisationer i mere end 50 lande verden over. Den danske afdeling af PEFC har været med lige fra begyndelsen i 1999.
PEFC Danmark er en selvejende, medlemsstyret og uafhængig juridisk forening, der ejer det danske PEFC-certificeringssystem samt står for udvikling og vedligeholdelse af systemet. Det er et system, der sikrer bæredygtig drift af vores skove, og som også sikrer, at det træ, der bruges, er bæredygtigt forvaltet.
PEFC Danmark er en non-profit forening, som har delt sine medlemmer op i tre områder; dem der producerer træ, dem der anvender træ og andre med interesse for bæredygtig skovdrift. Offentlige institutioner kan ikke blive medlem af PEFC Danmark, men kan få observatørstatus.
Som medlem af PEFC International er den danske PEFC-ordning godkendt af PEFC International, så både skovejere og virksomheder, der er certificeret i Danmark, kan anvende PEFC-logoet.
En perle i Norden – “PEFC-huset”
Et af de projekter, PEFC Danmark er meget stolt af, er det såkaldte “PEFC-hus” i Finland. I Mäihä findes verdens første rent PEFC-certificerede bygning. Det er den første komplette bygning, der lever op til alle krav, der er sat for, at et byggeri kan opnå en PEFC-certificering for enkeltprojekter.
Denne form for projektcertificeringer udføres efter samme strenge vilkår som de andre PEFC-certificeringer, der findes.
Den imponerende bygning er et lejlighedskompleks, der består af 28 lejligheder, og det er opført med ønsket om at være pioner inden for konstruktioner, hvor træ er det bærende element.
Lejlighederne er bygget i moduler og derefter samlet. Alle råmaterialer, der er brugt til byggeriet, er naturligvis PEFC-certificerede.
Villa Grenaa – første certificerede parcelhus
Efter 20 års arbejde med bæredygtigt skovbrug, er det PEFC forsatte dedikation til at få flere til at efterspørge bæredygtigt træ og at give folk muligheden for et aktivt bæredygtigt valg.
Lige nu følger man spændt opførelsen af Villa Grenaa på Djursland, som kan blive det første projektcertificerede parcelhus i verden.
- Det nye bæredygtige husprojekt er et udtryk for at markedet, PEFC og byggebranchen har udviklet sig tilstrækkeligt meget til at overskue nye udfordringer. Huset er et i skridt i retningen af en mere bæredygtig fremtid for alle familier. I PEFC Danmark ser vi frem til udviklingen af samarbejdet og de fremtidige byggerier med bæredygtigt træ, fortæller Morten Thorøe, sekretariatsleder i PEFC Danmark.
Fremtiden
Der er ingen tvivl om, at forbrugere og bygherrer vil stille krav om større anvendelse af certificerede materialer i kommende byggerier. To forskere fra Århus Universitet mener, at træ kan få samme betydning for byggeriets miljøpåvirkning, som beton havde for afvikling af boligmanglen i midten af 1900-tallet. Og det på baggrund af en større anvendelse af certificeret træ. Anvendelse af certificeret træ i stedet for beton i byggeriet vil medføre en betydelig reduktion af byggeriets CO2 aftryk. Da træ er et relativt let materiale at bygge med, kræver det væsentlig mindre beton i fundamentet til træbygninger. Desuden eksperimenterer man med at placere bygninger på jordskruer i stedet for på betonfundament. Det vil reducere CO2 aftrykket yderligere.
Træ er den mest miljøvenlige ressource, der findes, og selvom mange tror, at vi er ved at have opbrugt verdens skove, er det langt fra tilfældet. Der findes uanede mængder skov rundt i verden, og også de nordiske skove vokser.
PEFC har mange projekter i gang i Skandinavien og i Norden, og vi har meget fokus på, at råmaterialerne også gerne skal komme herfra. Det vil være med til at sikre miljøet at benytte lokale materialer.
Med New Nordic Wood sætter PEFC Danmark fokus på det vigtige i at bruge mere nordisk træ i byggerier. For PEFC Danmark er New Nordic Wood lig med at bruge lokale ressourcer og at udvikle innovative løsninger, der vil forbedre fremtidens skovbrug, så der vil komme endnu flere muligheder for at kunne vælge træ som byggemateriale i fremtiden.
Ved at bruge lokalt træ hjælper vi miljøet, da eksempelvis transporten vil foregå over kortere afstande, og dermed udledes mindre CO2. Yderligere støtter vi også de lokale virksomheder ved at bruge lokalt træ, og den lokale innovation vil på sigt blive til gavn for hele verden.
Der sker en løbende revision af både det danske og det internationale PEFC certificeringssystem. To arbejdsgrupper er i færd med at gennemgå reglerne i PEFC Danmarks certificeringssystem.
Revisionen skal være færdig inden udgangen af 2020.