
Helmerhus har allerede ordnung på plads som største erhvervslejer
Henning Larsen Architects står for linjen i renoveringen af det historiske Helmerhus på Rådhuspladsen, der genåbner i 2026, og kontorhotellet ordnung har lagt billet ind på de optimale rammer for moderne kontormiljøer.
Helmerhus tager et afgørende skridt mod genåbningen i 2026, hvor driftselskabet ordnung som den første og største erhvervslejer flytter ind i bygningens nyrenoverede rammer. Den historiske ejendom undergår i disse år en omfattende transformation med respekt for det oprindelige arkitektoniske udtryk.
Helmerhus har prydet Rådhuspladsen i over 130 år, men har længe være dækket af stilladser i forbindelse med totalrenoveringen, der skal skabe nye kontor-, bolig- og erhvervsarealer. I takt med at facaden nænsomt restaureres til sin oprindelige arkitektur, ombygges de indvendige arealer til moderne funktioner. Det første skridt i aktiveringen af bygningens kontordel sker nu med indflytningen af ordnung.
Virksomheden overtager cirka 9.000 m2 fordelt på 1.-3. sal – svarende til omkring 60 % af det samlede kontorareal – hvor man etablerer fleksible kontorløsninger målrettet forskellige virksomhedstyper. Indretningen sker i samarbejde med Over Byen Arkitekter.
Fleksible kontorer med central beliggenhed
Med kontorhoteller flere steder i hovedstaden udvider ordnung nu porteføljen med Helmerhus, som ifølge virksomhedens direktør tilbyder en særlig kombination af historiske rammer og moderne kontormiljø:
- Vi oplever stigende efterspørgsel på fleksible, centralt beliggende kontorer af høj kvalitet. Helmerhus er udviklet med stor respekt for husets historiske rammer og ombygges i et kvalitetsniveau, vi ikke ser mange andre steder i København. Med denne placering får vi en mulighed for at tilbyde både store og små virksomheder optimale rammer for det moderne arbejdsliv, siger Anders Andersen, CEO i ordnung i en pressemeddelelse.
International forankring og arkitektonisk ambition
Renoveringen af Helmerhus varetages af den tyske ejendomsudvikler Proteus i samarbejde med det internationale familiekontor AM ALPHA og Henning Larsen Architects, der har skabt strategien for transformationen af bygningens indre med en genopretning af dens oprindelige facadeudtryk.
Hos Proteus ser man samarbejdet med ordnung som en vigtig milepæl:
- Samarbejdet med ordnung er et kvalitetsstempel og et afgørende skridt i realiseringen af vores målsætning om at revitalisere en af Københavns mest markante bygninger, siger Jürgen Büllesbach, CEO i Proteus, og tilføjer:
- Det har været afgørende for os at finde en langsigtet lejer, der kan matche den kvalitet, vi tilstræber. Med ordnung som lejer sikrer vi både et internationalt miljø og et højt serviceniveau for kommende lejere på de øvre kontoretager.
Udlejning fortsætter af resterende arealer
Med første lejemål på plads igangsættes næste fase af udlejningen. De resterende ca. 6.500 m2 kontor fordelt på 4.-6. sal omfatter fleksible arbejdspladser med adgang til tagterrasser og balkoner. Parallelt hermed fortsættes udlejningen af stueetagen til restauranter, butikker og caféer med facade mod det pulserende byrum omkring Rådhuspladsen.
Helmerhus forventes at stå færdigt og klar til indflytning i midten af 2026.
Læs mere om at skabe balance i renoveringen af historiske bygninger