Jan Hylleberg, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Rådgivende ingeniører leverer rekordhøj indtjening
De rådgivende ingeniørvirksomheder nåede i 2025 en rekordomsætning på 18,3 mia. kr. Samtidig steg overskudsgraden til det højeste niveau i mere end 40 år.
Den danske rådgivende ingeniørbranche kom stærkt gennem 2025 trods geopolitisk uro og usikre markedsvilkår. Med en samlet omsætning på 18,3 mia. kr. nåede branchen sit hidtil højeste niveau, mens overskudsgraden steg til 8,3 %. Det er den højeste overskudsgrad siden 1982, viser nye branchetal fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Tallene peger dermed på en branche, hvor stigende aktivitet ikke alene har løftet omsætningen, men også indtjeningen. Det skaber ifølge FRI bedre muligheder for, at rådgivervirksomhederne kan investere i medarbejdere, kompetencer og kapacitet til kommende opgaver.
– Jeg kan kun være stolt af at være trådt ind i en branche, der formår at omsætte de komplekse vilkår, verden byder os i disse år, til så flot et resultat. Tallene viser, at de rådgivende ingeniørvirksomheder har været i stand til at skabe en sund forretning, hvor vækst også følges af indtjening, udtaler FRI's nytiltrådte adm. direktør, Jan Hylleberg i en pressemeddelelse.
Han fremhæver, at den økonomiske styrke blandt andet giver virksomhederne mulighed for at udvikle deres faglige kompetencer og ruste organisationerne til nye typer opgaver.
Bred rådgivning gør virksomhederne mindre sårbare
En del af forklaringen på branchens resultater skal ifølge Jan Hylleberg findes i rådgivervirksomhedernes brede kompetencefelt. FRI's medlemsvirksomheder arbejder på tværs af blandt andet byggeri, anlæg, energi, infrastruktur og andre tekniske sektorer. Den faglige spændvidde gør det muligt at flytte kompetencer og kapacitet mellem markeder, når efterspørgslen ændrer sig.
– De leverer rådgivning på tværs af sektorer og kan bringe deres viden i spil på forskellige områder. Det betyder ofte, at tilbagegang på ét område kan opvejes af fremgang på et andet. Den fleksibilitet gør virksomhederne mindre sårbare over for de udsving, som uroen i verden skaber, og er med til at understøtte en stærk indtjening, siger Jan Hylleberg.
For bygge- og anlægssektoren er udviklingen samtidig interessant, fordi rådgivende ingeniører spiller en central rolle i projektering og realisering af både byggeri og større infrastrukturprojekter. Branchens økonomiske råderum har derfor betydning for virksomhedernes muligheder for at fastholde og udvikle specialistkompetencer inden for blandt andet konstruktioner, installationer, energi og bæredygtigt byggeri.
35.000 medarbejdere i medlemsvirksomhederne
Foreningen af Rådgivende Ingeniører er brancheforening for rådgiver- og ingeniørvirksomheder og repræsenterer virksomheder, der tilsammen beskæftiger omkring 35.000 medarbejdere i Danmark og internationalt.
Medlemsvirksomhederne har samlet en global omsætning på omkring 35 mia. kr., og flere af de største danske FRI-virksomheder hører til blandt Europas største rådgivende ingeniørvirksomheder.
FRI arbejder med rammevilkår for uafhængig rådgivning og med branchens rolle i blandt andet bæredygtig udvikling og den bredere samfundsudvikling.
