Henrik Garver, adm. direktør i FRI
FRI bakker op om sprøjteforbud ved boringer
Foreningen af Rådgivende Ingeniører støtter krav om totalforbud mod sprøjtegift ved drikkevandsboringer. Tiltaget kan ifølge FRI spare samfundet for milliardudgifter til vandrensning.
Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale Venstre har fremsat krav om et nationalt totalforbud mod sprøjtegift i områder omkring drikkevandsboringer. Kravet omfatter et areal på ca. 160.000 hektar og får nu opbakning fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Ifølge FRI er et forbud et nødvendigt skridt for at sikre grundvandsbeskyttelsen og fremtidens drikkevandsforsyning – et område, der i stigende grad udfordrer både forsyningssikkerhed, økonomi og miljø.
State of The Nation: Drikkevand under pres
Behovet for handling er senest dokumenteret i en rapport fra Miljøministeriet samt i FRI’s State of The Nation-rapport fra 2024. Her vurderede FRI, at Danmarks drikkevandsforsyning var tæt på at dumpe, blandt andet på grund af pesticidfund i grundvandet.– Vi har i lang tid peget på kvaliteten af vores drikkevand. Det er positivt, at der nu fremsættes konkrete politiske krav. I 2024 vurderede vi, at drikkevandsforsyningen var i kritisk tilstand, og vi pegede samtidig på en række nødvendige tiltag, siger adm. direktør i FRI, Henrik Garver.
FRI anbefalede blandt andet en intensiveret grundvandsbeskyttelse gennem etablering af grundvandsparker, øget anvendelse af avanceret vandrensning samt en styrket uddannelsesindsats inden for vandområdet.
Forebyggelse frem for rensning
Ifølge FRI er et sprøjteforbud ikke alene et miljømæssigt spørgsmål, men også et samfundsøkonomisk anliggende. Et nationalt forbud vurderes at kunne spare mellem seks og 18 mia. kr. i fremtidige udgifter til rensningstiltag.
Rensning af forurenet grundvand er både teknisk kompleks og langstrakt. Rensetiden anslås til mellem 30 og 60 år, afhængigt af forureningstype og hydrogeologiske forhold. Flere steder i landet er der allerede behov for etablering af rensningsanlæg for at opretholde drikkevandskvaliteten.
– Vi står allerede i en situation, hvor dele af grundvandet er forurenet, og hvor rensningsanlæg er nødvendige. Regningen kan vokse betydeligt, hvis vi ikke handler nu. Derfor er det afgørende, at grundvandsbeskyttelse får en central placering i den politiske debat, siger Henrik Garver.
Konsekvenser for planlægning og arealforvaltning
Et totalforbud på 160.000 hektar vil få betydning for arealforvaltning, landbrugsdrift og kommunal planlægning – særligt i de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). For rådgivere, bygherrer og forsyningsselskaber rejser forslaget spørgsmål om fremtidig zonering, kompensationsmodeller og samspillet mellem klima-, natur- og vandindsatser.
Debatten om sprøjteforbuddet indskriver sig dermed i en bredere diskussion om, hvordan Danmarks grundvandsressourcer sikres gennem langsigtet planlægning, tekniske løsninger og tværfagligt samarbejde.
