
Skærehallerne
Vinder konkurrence om transformation af ZBC Roskilde
Tegnestuen Cobe og rådgivende ingeniør Wissenbjerg skal stå for renoveringen af de historiske skærehaller på Zealand Business College til et nyt lærings- og studiemiljø.
Zealand Business College (ZBC) i Roskilde står over for en større omdannelse, der skal styrke elevernes fællesskab og fremtidssikre rammerne for erhvervsuddannelserne. Gennem et konkurrenceforløb, udskrevet i samarbejde med A.P. Møller Fonden, er arkitektfirmaet Cobe i samarbejde med rådgivende ingeniør Wissenberg nu udpeget som vinder med deres forslag ”ZBCs nye livsnerve”.
Projektet realiseres med en donation på 80 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden, mens ZBC selv bidrager med yderligere 50 mio. kr. Byggeriet omfatter 6.500 m² og forventes færdiggjort i sommeren 2029.
Læs også:
The Silo er et vartegn for Nordhavnen
Skærehallerne
Transformation af historiske rammer
De tidligere skærehaller, som i dag er en del af ZBC Roskilde og blandt andet huser Danmarks eneste skoleslagteri, danner afsæt for projektets transformation. Med en åben struktur og en nyfortolkning af hallernes potentiale skal området fremover fungere som skolens centrale samlingspunkt.Forslaget omfatter nye fleksible faglokaler, der skal understøtte undervisningsdifferentiering og fremme tværfagligt samarbejde. Projektet er udviklet med fokus på robusthed og arkitektonisk kvalitet, og hoveddisponeringen respekterer de eksisterende bærende konstruktioner.
Ny identitet for erhvervsuddannelsen
Formålet med projektet er at skabe en ny identitet for ZBC Roskilde, der kan tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne gennem et inkluderende og aktiverende studiemiljø. Samtidig åbner skolen op overfor lokalsamfundet med muligheder for at afholde gastronomiske arrangementer og workshops i de nye rammer.
Bedømmelsesudvalget fremhæver i deres vurdering projektets helhedsgreb og stedsspecifikke tilgang:
- Forslaget fremstår gennemarbejdet og båret af høj arkitektonisk kvalitet qua en overbevisende læsning og analyse af stedets potentialer. Det samlede greb er både funktionelt og smukt og vil give ZBC en ny og særegen identitet, både internt og i området. Hoveddisponeringen tager i store træk hensyn til de eksisterende bærende konstruktioner og er derved robust, også over for mulige fremtidige ændringer i skolens ønsker og behov, fremgår det af en pressemeddelelse.
Omfattende uddannelsesudbud
ZBC Roskilde udbyder en bred vifte af erhvervsuddannelser, herunder inden for fødevareproduktion, sundhed, pædagogik og service. Derudover rummer skolen efteruddannelsestilbud, kursusaktiviteter samt faciliteter til konferencer og events. Det nye byggeri skal således understøtte både elevernes daglige læring og institutionens rolle som videns- og samlingspunkt i lokalområdet.
Uddannelsesdirektør på ZBC, Glenny Hansen, siger i pressemeddelelsen:
- Vi ser virkelig frem til, at projektet nu tager form, og at vi kan skabe de bedste rammer for vores elever, kursister og medarbejdere. Tak til A.P. Møller Fonden for at bidrage til et nyt og fremtidssikret ZBC.
Bliv klogere på transformation af historiske bygninger