Danmarks museum for havet bygger videre på Fiskeri- og Søfartsmuseets arkitektoniske kvaliteter
Cubo skal transformere Fiskeri- og Søfartsmuseet
Cubo Arkitekter har vundet konkurrencen om en omfattende transformation af Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Projektet bygger videre på museets arkitektur fra 1968 og skal åbne huset mod havet og landskabet.
Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg står foran den største bygningsmæssige fornyelse siden åbningen i 1968. Cubo Arkitekter er valgt som vinder af arkitektkonkurrencen og skal som arkitekt og totalrådgiver stå i spidsen for transformationen af museet, der fremover skal danne ramme om Danmarks museum for havet.
Projektet tager afsæt i den eksisterende museumsbygning, tegnet af arkitekterne Halldor Gunnløgsson og Jørn Nielsen, og ambitionen er at bevare og forstærke de arkitektoniske kvaliteter frem for at erstatte dem med et helt nyt anlæg. Cubo gennemfører projektet sammen med arkitektfirmaet Arcgency, ingeniørfirmaet Thranekær, landskabsarkitekterne DETBLÅ og Ultraaqua, der har ansvar for vandteknik.
Merete Jankowski, direktør i Museum Vest
Transformation med afsæt i arkitekturen fra 1968
Det oprindelige Fiskeri- og Søfartsmuseum blev opført i en periode, hvor museets formidling i høj grad tog udgangspunkt i fiskeri, søfart og menneskets udnyttelse af havets ressourcer. Den nye museumsvision ændrer perspektivet. Fremover skal museet i højere grad undersøge relationen mellem mennesker og havet – historisk, aktuelt og fremadrettet.
– Fiskeri- og Søfartsmuseet blev bygget i en tid, hvor det primære fokus var på, hvad mennesket kunne få ud af havet. Med Danmarks museum for havet ønsker vi at flytte fokus til, hvordan mennesket og havet har påvirket hinanden gennem tiderne – og hvordan vi kan og skal leve sammen i fremtiden, udtaler Merete Jankowski, direktør i Museum Vest, i en pressemeddelelse.
Museet skal samtidig arbejde med begrebet ”havdannelse”, Museum Vests danske betegnelse for det internationale begreb Ocean Literacy. Det handler om at styrke forståelsen af havets betydning for samfundet og relationen mellem menneskelig aktivitet og livet under havoverfladen.
Eksisterende kvaliteter skal styrkes
Arkitektonisk bygger vinderprojektet videre på kvaliteterne i Gunnløgsson og Nielsens eksisterende anlæg. Frem for en grundlæggende udskiftning af bygningsstrukturen skal projektet bevare og styrke de eksisterende arkitektoniske greb og tilføre nye elementer dér, hvor funktioner og publikumsoplevelse kræver det.
Et centralt greb bliver at skabe en tættere forbindelse mellem museet, havet og det omgivende landskab. Samtidig skal transformationen give plads til nye publikumsfaciliteter, blandt andet Børnenes museum for havet og nye rammer for formidlingen af naturhistorie. For Cubo Arkitekter består opgaven dermed både i at modernisere et næsten 60 år gammelt museum og i at arbejde videre med en eksisterende arkitektonisk identitet.
– Det er både inspirerende og forpligtende at få mulighed for at arbejde videre med en så markant arkitektonisk arv. Vi var oppe imod et stærkt felt af dygtige teams, og derfor er vi både meget stolte og ydmyge over at få lov til at forme museets næste kapitel, siger Sune Nielsen, partner i Cubo Arkitekter.
Cafeen på Danmarks museum for havet udvides med udsigt over Vadehavet
CUBOs vinderprojekt styrker samspillet mellem museet og landskabet
Genbrug af bygningen var centralt i konkurrencen
Fire teams deltog i konkurrencen om museets fremtidige udformning. Ifølge Realdania var det et væsentligt kriterium, at transformationen tog udgangspunkt i den eksisterende bygning og dens arkitektoniske kvaliteter.
– Museum Vest fortjener stor ros for ambitionen om at udvikle museet med afsæt i de kvaliteter, der allerede findes i den eksisterende bygning. Det var ikke let at vælge blandt fire stærke forslag, men Cubos projekt udmærker sig ved at vise, hvordan man med respekt for historien kan skabe en tidssvarende museumsoplevelse og samtidig styrke de arkitektoniske kvaliteter, der gør stedet helt særligt, siger Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania.
Fornyelsen kommer efter næsten seks årtier, hvor museets funktioner og besøgstal har udviklet sig betydeligt. De eksisterende rammer blev oprindeligt dimensioneret til færre gæster, og museet vurderer, at bygningen ikke længere understøtter de krav, der i dag stilles til formidling, publikumsfaciliteter og museumsoplevelser.
160 millioner kroner fra hovedbidragyderne
A.P. Møller Fonden, Realdania og Esbjerg Kommune bidrager hver med 50 millioner kroner til projektet.
Derudover støtter Claus Sørensens Fond, Esbjerg Fonden, Lida og Oskar Nielsens Fond samt Johan Hoffmann Fonden projektet med samlet 10 millioner kroner. Esbjerg Kommune er bygherre.
For A.P. Møller Fonden ligger projektet i forlængelse af fondens tidligere støtte til museets formidling af livet i havet og Nordsøens undergrund samt den betydning, som havet og dets ressourcer har haft for udviklingen af Esbjerg og dansk økonomi. Transformationen tillægges samtidig betydning for Esbjergs udvikling som by og destination. Fiskeri- og Søfartsmuseet har gennem årtier været blandt byens store kultur- og turistattraktioner.
– Fiskeri- og Søfartsmuseet er en vigtig del af fortællingen om Esbjerg og vores tætte forbindelse til havet. Med udviklingen af Danmarks museum for havet får vi et markant nyt samlingspunkt, som både bygger videre på museets stærke historie og løfter oplevelsen for de mange mennesker, der bruger museet, siger Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen. Ambitionen er, at Danmarks museum for havet står færdigt i slutningen af 2029.
Museet skal give nye indsigter i samspillet mellem mennesket og havet. Foto: Thomas Rytter/Museum Vest
Sæler og andre havpattedyr får en central rolle på det nye museum. Foto: Thomas Rytter/Museum Vest
Fra fiskerimuseum til museum for havet
Fiskeri- og Søfartsmuseet åbnede i 1968 og er tegnet af Halldor Gunnløgsson og Jørn Nielsen.
Museet formidler natur- og kulturhistorien knyttet til livet i, på og ved havet og rummer i dag blandt andet akvarium, sælarium, udstillinger, frilandsområde og samlinger. Fiskeri- og Søfartsmuseet er en del af Museum Vest.
Med transformationen skal den eksisterende institution udvikles til Danmarks museum for havet. Her bliver ”havdannelse” et centralt formidlingsmæssigt begreb. Begrebet beskriver forståelsen af havets betydning for mennesker og samfund og af, hvordan menneskelig aktivitet påvirker havmiljøet. Det svarer til det internationale begreb Ocean Literacy, som blandt andre UNESCO arbejder med.
Fakta om projektet
Bygherre: Esbjerg Kommune
Museum: Museum Vest
Arkitekt og totalrådgiver: Cubo Arkitekter
Arkitekt: Arcgency
Ingeniør: Thranekær
Landskabsarkitekt: DETBLÅ
Vandteknik: Ultraaqua
