Har den grønne omstilling brug for et reality-tjek?
Lige nu er presset i den grønne omstilling på små iværksættere og tegnestuer, og arkitekt Jens Martin Suzuki-Højrup undrer sig over fraværet af store spillere i byggebranchen, ligesom han ser fraktioner inden for bæredygtigt byggeri bekrige hinanden og herved kopiere den etablerede byggebranche.
Arkitekt MAA Jens Martin Suzuki-Højrup, Det Levende Hus
Byggebranchen er ét af de største områder, som udleder kæmpe mængder CO2 årligt globalt, men der kommer heldigvis flere og flere aktører, som er begyndt at handle efter det, men der er stadigvæk langt vej igen.
Byggeriet er i gang med et stort sporskifte efter, at det i årtier har muret sig op i et hjørne, hvor vi har fremavlet en form for “TEMU-byggeri”, som er kendetegnende ved dårlige holdbarhed, dårlig kvalitet og er pint ned i den laveste standard for at maksimere profit.
Lige nu har vi ikke tiden med os, og at blive ved med at lede efter én vej, som vi alle skal presses ned af, bliver umulig. Vi har brug for at få skabt så mange farbare veje for at ramme bredest muligt, og vi må acceptere, at alle disse veje måske på papiret ikke alle lige “perfekte”, men er nødvendige, for at vi kan komme videre, da ikke alle kan flytte sig lige hurtigt.
I den klimavenlige del af byggebranchen sker der grupperinger i forhold til, om man bygger i træ, halm, hamp eller ler, men også en gruppering i forhold til om man beskæftiger sig med nybyg, renovering, transformation eller byggestop. Leverandører, arkitekter, ingeniører og foreninger danner klikker, og vi kan også se dette på vores arkitekt- og bygningskonstruktøruddannelser, at nogle løsninger foretrækkes frem for andre. Her skal vi virkelig passe rigtig meget på, da vi igen kommer til at skabe en enøjet byggebranche, som igen maser sig op i ét hjørne. Vi har brug for ALLE løsninger i større eller mindre grad i den grønne omstilling!
Optimisme kan være svært at finde indimellem med alt det som foregår omkring os, men det er optimismen, som skal skabe en bedre fremtid for os alle og ikke et dystopisk livssyn. Det er også dette positive livssyn, som kunder køber ind i for de ønsker positive løsninger, da det er dem som i sidste ende, som skal betale for dem og følge den bæredygtige innovation til dørs.
Hvem mangler at tage ansvar?
Vi har set et lille skridt fremad fra vores politikers side omkring en mere bæredygtig byggebranche, men langt fra nok.
Kommunerne rundt omkring begynder enkelte steder at se lyset, men de sidder låst i langsommelige processer med bl.a. lokalplaner, nye byrder fra byggesagsbehandlinger og politisk splittelse om at favorisere den grønne omstilling, da den åbenbart stadigvæk er politisk fløjdelt. Kan vi ikke snart blive enige om at den grønne omstilling ikke har noget med politisk orientering at gøre, da klimaforandringer rammer os allesammen og ikke skelner mellem religion, politisk orientering, pengepung, hudfarve, køn eller alder?
Bankerne og forsikringsselskaberne mangler også stadigvæk at gå helhjertet ind og tilbyde fordelagtige grønne boliglån eller forsikringer til både nybyg, men også lån og forsikringer til ældre byggeri og bevaringsværdigt byggeri. Det er lige nu stadigvæk nemmere at låne penge til et nyt TEMU-byggeri end til et byggeri, som har en positiv indvirkning på vores klima og det stopper bestemt ikke alle de unødvendige nedrivninger som der sker dagligt rundt omkring i landet. Bankerne og forsikringsselskaberne må virkelig tage et ansvar nu, og hvis de mangler viden om den grønne omstilling indenfor byggebranchen og fordelene derved, så findes der flere, som kan fortælle dem om det.
Hvis vi ser isoleret på det private nybyggeri, så hvem er der på markedet lige nu, som tilbyder et ægte klimavenligt parcelhus med en lav LCA? Hvor er typehusfirmaerne som tager ansvaret på sig og tilbyder boliger i biobaserede byggematerialer med en lav LCA? Det er dem, som bygger flest privatboliger årligt og udleder mest CO2 på den måde, de bygger på. Oveni er de godkendte af de danske pengeinstitutter til at bygge for hr. og fru Danmark, så deres betydning er enorm, og de vil kunne flytte en stor befolkningsgruppe, der samtidig vil blive påvirket af en grøn omstilling i deres privatforbrug.
Min opfordring til typehusfirmaerne er, at timingen til at tage et ansvar nu, for den første bølge af den nye virkelighed rammer dem allerede d. 1. juli 2025 og det bliver kun mere besværligt for dem i fremtiden. Hvis de ikke har ansatte med den rette viden omkring biobaseret byggeri, så findes der finder folk i branchen med den rette viden. Så, ræk ud, så vi kan løse det sammen!
Lige nu er presset i den grønne omstilling på små iværksættere og tegnestuer, som har turde kaste sig over den grønne omstilling. Vi kan heldigvis få støtte hist og her ved forskellige foreninger eller kunder, men hverdagen er usikker for rigtig mange. Ikke alle klarer det, og så går værdifuld viden og erfaringer ofte tabt. Det har vi ikke råd til for tiden. Derfor undres jeg over det store fravær i debatten fra de mest CO2-forurenende producenter indenfor byggeriet. Hvorfor opkøber eller samarbejder de ikke med nogen af disse nye iværksættere og dermed fremtidssikrer deres forretning og fortsatte indflydelse? De har kapitalen og magten, efter at de i årtier har nydt godt af vores nuværende byggeri.
Læs også:
For Anders Lendager er det den frie leg med materialernes muligheder, der skaber det helt nye vokabular for fremtidens bæredygtige arkitektur
Har vi glemt virkeligheden?
Den grønne omstilling er ikke specielt synlig i vores hverdag endnu. Vi hører og ser en masse omkring grønne tiltag alle vegne, men det meste er stadigvæk greenwashing af business as usual. Lige nu kører den store del af samfundet på en flersporet motorvej, imens nogle af os ved siden af prøver at opbygge den nye klimavenlige virkelighed, men ingen vil lave afkørslen dertil, så folk dreje af og kan komme derhen.
At lave denne afkørsel er ikke en, som trækker overskrifter, kræver bogudgivelser eller glorværdige foredrag, men det skal altså gøres, da den ikke kommer af sig selv. Jeg forsøger i mit virke at tale med banker, forsikringsselskaber, politikere, kommuner, advokater, håndværkere og andre, som er indenfor byggeriet for at se hvad jeg kan påvirke og hjælpe. Det får jeg ikke penge for, men det er nødvendigt forarbejde for at give mine kunder den bedst mulige rådgivning og løsning.
Vi skal kunne føre folk helt i mål med en dialog med f.eks. bankerne, forsikringsselskaberne, ejendomsmæglerne og alle andre private firmaer som former byggeriet i dagens Danmark.
Sådan en indsats kræver, at vi alle skal mestre forskellige sprog og ikke kun tale i hypoteser og visioner, men i reelle løsninger, som giver mening i folks almindelige hverdag. Det er nyt, kompliceret og fyldt at kompromiser at mestre mange forskellige ting på én gang, men det er det vigtigste værktøj lige nu for alle, at vi bryder med kassetænkning, lytte til hinanden i stedet for at skabe splittelse og lærer at arbejde på kryds og tværs imellem alle faggrupper omkring byggeriet.
Vi kan i denne omstilling ikke forvente, at kunders efterspørgsel driver udviklingen. Denne gang er vi nødt til at skabe den efterspørgsel selv, før vi kan komme i gang. Som Sokrates engang sagde:
“The secret of change is to focus all of your energy not on fighting the old, but on building the new.”
