Bæredygtighed er et sprog, vi først er begyndt at lære

Det var på Sydpolen i 2005, at verdens sande tilstand for alvor gik op for ham. Anders Lendager var sammen med Mads Møller i gang med deres afgangsprojekt på arkitektskolen i Aarhus – Constructing a Microcosmos: Research Station Antartica. Afsættet var en konkurrence udskrevet af British Antarctica Survey om en forskningsstation, der skulle danne rammer om både liv og forskning i en periode på omkring 20 år, hvorefter isens bevægelser vil betyde, at stationen formentlig går tabt.

Her oplevede Anders Lendager for første gang det sammenstød mellem visheden om klimaforandringerne og manglen på handlekraft, som i dag er en vigtig drivkraft for Lendager Group, der er blandt verdens førende virksomheder inden for arkitektur og design baseret på cirkulære modeller.

 

 

Arkitektur og design skal skabe adfærdsændringer

- Vi boede jo dernede sammen med de forskere, der hver dag tog ud for at bore de iskerner, som er med til at dokumentere klimaforandringerne. Kernerne var en meget håndgribelig illustration af det problem, som vi alle sammen står med, fortæller han og fortsætter: 

- Jeg kunne samtidig se, hvordan man selv dernede stadig lod olietønderne ligge rundt omkring og fortsatte med at køre i forurenende biler. Det var dybt bekymrende, at man på den måde kan erkende problemet, men ikke ændrer sin adfærd. I dag har langt størstedelen af befolkningen forstået, at vi står med et kæmpe problem, men vi agerer som samfund og individer fortsat ikke efter det. Det er noget af det, Lendager Group arbejder for at ændre, og for mig har det fra starten betydet, at jeg ville arbejde for at skabe den adfærdsændring i alle forhold, hvor arkitektur og design spiller en rolle.

Kan du sige noget mere om, hvad det er, der fik dig til at vælge arkitekturen i første omgang? Er der nogle grundlæggende værdier, som går igen i din karriere?

- Jeg er sådan én, der altid har været enormt betaget af design og af at finde nye måder at bruge gamle ting på. Legoklodserne blev hurtigt kedelige, så jeg kastede mig over at bygge ting ud af rigtige materialer med maling, vinkelsliber, bor og så videre. Vi måtte det hele, så længe vi selv ryddede op efter os. Senere, når min bror for eksempel reparerede biler, fik jeg lov til at tage sæderne og lave dem om til nye møbler, som så kunne sælges.

- Der var en betingelsesløs frihed, der gav mig en enorm lyst til at skabe og vække tingene til live på nye måder. Derfor blev jeg også tiltrukket af arkitekturen. Jeg kan huske, at jeg som måske 17-årig cyklede ned ad Bülowsvej på Frederiksberg på vej til håndbold sammen med en ven og blev helt grebet af tanken om at være bygmesteren, der arbejder i den helt store skala. Tænk at være den, der designer ikke bare sportshallen, men også bygningerne rundt om – ja, hele byen – udbrød jeg begejstret på cyklen.

- Da jeg senere arbejdede under Michael Rotundi på hans tegnestue i Los Angeles, var det igen den samme trang til at lege med materialerne i stor skala. Vi kunne f.eks. tage bagenden af en kæmpe truck og lave den om til en swimmingpool. Det handlede overhovedet ikke om bæredygtighed i første omgang, men bare om at bruge ressourcerne på nye måder, se de nye muligheder og give materialerne nyt liv.

 

 

Stærke samarbejder banede vejen for ny forretningsmodel

Hvordan fik du så hul ind til den bæredygtige dimension i arbejdet? I arbejder for eksempel meget i krydsfeltet mellem selve designprocessen og sourcingen af materialerne – hvordan er det opstået? 

- Det irriterede mig i lang tid, at min egen agenda for bæredygtighed forblev en vision, der var svær at omsætte til praksis. Indtil den dag jeg besluttede at vende hele problemstillingen på hovedet: Vi skulle bruge bæredygtighed som det bærende princip og bygge hele forretningen op omkring det med samarbejdspartnere fra alle dele af værdikæden.

- For os og for mig personligt har det været en meget radikal beslutning, og mange rynker på næsen over, at jeg fx har inviteret en kapitalfond ind som ejer af en del af tegnestuen. Men vi har netop i samarbejdet med NREP haft en enorm frihed og nogle fantastisk dedikerede og dygtige folk med inde over. Og det har været helt afgørende for at udvikle Lendager Group til en cirkulær tænketank, der skaber forandring, leverer resultater, genererer arbejdspladser, vinder priser og så videre. 

- Det er lykkedes at skabe en platform for cirkulær økonomi og processer, hvor vi fx har lavet virksomheder i Lendager Group, der selv laver byggematerialerne, sourcer og designer dem. Det er en helt anden typologi og sammensætning end i den klassiske arkitektvirksomhed, og vi er også økonomer, ingeniører og håndværkere. Alle er med som partnere for at lukke den cirkulære værdikæde, så vi har kunnet tage skridtet fra vision til realisérbar forretningsmodel.

Hvordan har resten af branchen reageret?

- Til tider har det virkelig været en kamp. Vi har oplevet både trusler og blokader, selv om opbakningen og glæden har været det, der har fyldt mest. For eksempel er det fantastisk at opleve glarmestre, der er helt oppe at køre over, at affaldsruder nu bliver set som værdifulde. Det er ekstremt interessant, at selv om branchen er meget konservativ, accelererer den cirkulære dagsorden nu.  

Startskuddet kom på en mark uden for Nyborg

Anders Lendager nævner selv Upcycle House som det konkrete projekt, der lagde kimen til de processer og metoder, der i dag udgør rygraden i Lendager Group. Projektet blev opført for Realdania By og Byg 2011-2013 lidt uden for Nyborg i samarbejde med Egen Vinding & Datter og MOE.  

Her lykkedes det at skabe et ganske almindeligt 140 kvadratmeters parcelhus inden for et budget på 1,7 mio. kr. med brug af upcyclede lokale materialer og en resulterende CO2-reduktion på 86 %. Erfaringerne er senere blevet anvendt og videreudviklet under arbejdet med Ressourcerækkerne på Amager, der vandt Boligfonden Kubens Procespris i 2020.

- Upcycle House viste, hvor mange procent upcyclede materialer vi kunne komme op på og stadig levere en levedygtig økonomi. Vi brugte blandt andet vinylkunstskøjtebanen fra den nærliggende skøjtehal og tekstiler fra byens hospital. Det åbnede øjnene hos rigtig mange mennesker i hele verden, og det er, så vidt jeg ved, første og eneste gang, at et enfamilieshus fra Nyborg er landet på forsiden af avisen El Mundo i Spanien.

- Samtidig blev det en milepæl for vores partnerskab med Mikkel Bülow-Lehnsby. Det var netop det, der gjorde, at vi kunne gå så radikalt til værks og hele tiden sætte nye benchmarks for materialerne: Hvad måtte koste mere, hvad måtte koste mindre? Hvor skulle vi bruge pengene? Det kræver en helt anden måde at arbejde på, hvor processen vendes på hovedet, når kommunen for eksempel skal kunne godkende facader, som de aldrig har set, fordi materialerne simpelthen ikke er høstet endnu. Det vigtige er, at det er lykkedes inden for normale byggeperioder og en normal byggeøkonomi at nå i mål med meget store CO2-besparelser, selv om alt fra beton og mursten til vinduer skulle udvikles med helt nye partnerskaber.

 

 

I Holland er man langt fremme i forhold til fx betongenanvendelse, men kan genanvendelse af byggematerialer også blive en dansk eksportvare? Hvordan oplever du selv, at man i udlandet lytter til jeres budskaber?

- Det er klart, at store navne som Jørn Utzon, Jan Gehl, Bjarke Ingels og andre virkelig har fået udlandets øjne rettet mod Danmark. Når sådan noget som cirkulær økonomi bryder igennem, har det derfor en stor påvirkning. Vi har masser at byde ind med nu, hvor det er bydende nødvendigt at få tænkt ressourceomstilling ind, når man for eksempel skal bygge i Asien og Mellemøsten.

- Vores største frygt har hele tiden været: Hvad nu hvis det faktisk lykkes med alle disse vilde idéer, og ingen så gider bo i husene? Så ender vi med en masse ikonbyggerier, der bare står tomme. Det ville være en skandale. For mig er det netop afgørende, at vi formår at bygge bæredygtigt, så folk gerne vil bo der, uanset hvor det er.

Er der også en ny æstetik på spil her?

- Vi er som arkitekter opdraget i et sprog, der giver os evnen til at forklare rum og materialer for hinanden, men som andre uden for faget ikke forstår. Jeg fandt ud af, at der simpelthen manglede en måde at kommunikere bæredygtig arkitektur på. Da jeg præsenterede Upcycle House, viste jeg kun søjler med data og nævnte ikke æstetikken med et ord. Men det gav også noget andet, for pludselig gik det fra at handle om subjektive vurderinger ud fra en indforstået faglighed til en dialog om impact baseret på konkrete tal, som også var politisk salgbare.

- Den anden side af det er, at grimt byggeri bare har en kort levetid. Æstetikken er derfor ekstremt vigtig, men hele vores tilgang til materialerne har ændret den. Vi ser et mønster, hvor vi får meget højere kvalitet via upcycling, fordi vores træ er bedre, betonen har en højere kvalitet, det hele kan tilpasses og holde til at blive brugt. Men materialerne bidrager også med historie og fortælling, når de for eksempel kommer fra tap 1 hos Carlsberg, Universitetet i Aarhus, den lokale skøjtehal og så videre. Det har sin egen skønhed, som vi fremhæver i designprocessen.

 

Aktive carbonbiobanker og generative vehicles

Hvordan ser din vision for byggeriet anno 2030 ud? Hvor er branchen henne om ti år?

- I dag kender vi alle til eksponentiel vækst og den røde og den grønne kurve, og jeg så gerne, at byggeriet kom op på den røde kurve for upcycling i den helt store skala. Det er absolut muligt og vil være en reel gamechanger. Men vi skal videre endnu for at nå reduktionsmålene. Derfor har vi igangsat et tyveetagers træbyggeri i Aarhus, som skal fungere som en aktiv carbonbiobank. Det vil være et kæmpe skridt at vise resten af verden, at det kan lade sig gøre med så stor en bygning.

- Derudover arbejder vi med den sociale dimension i et projekt som UN Village i Ørestad, hvor vi viser nogle potentialer og udfordringer i fremtidens måde at bygge fællesskaber på. Vi ser her på byggerierne som generative vehicles, der omfavner mere end bygningens materialisering. Et sidste eksempel er vores OL Pavillon, som er fremstillet af ølfustager fra Carlsberg, der er shreddet og omstøbt til plastmøbler, der kan stables. Det er et pavillonkoncept, der nu i New York, London og flere andre byer viser helt konkret, hvordan vi kan tage en affaldsproblematik fra én branche og omforme den til helt nye muligheder i andre brancher. Her er vi først lige begyndt at udnytte potentialet.