Tegnestuerne skala architecture og Urbanlab nordic går sammen
Sammenlægningen af skala architecture og Urbanlab nordic sker for at styrke rådgivningen i komplekse bygge- og byudviklingsprojekter på tværs af arkitektur, landskab, byudvikling, transformation og naturbaserede løsninger.
Sammenlægningen er ifølge tegnestuerne et fagligt og strategisk svar på de udfordringer, som præger både byggeriet og byudviklingen: tættere byer, klimaforandringer, stigende krav til bæredygtighed, presset natur og et voksende behov for byggeri, der bidrager positivt til sine omgivelser.
Ambitionen er at udvikle projekter, hvor bygninger, uderum, klima, biodiversitet, økonomi og hverdagsliv tænkes sammen allerede fra de første beslutninger. Det skal give bygherrer, kommuner og øvrige samarbejdspartnere et stærkere grundlag for at træffe valg, der både kan realiseres og skabe langsigtet værdi.
– Vi oplever, at vores kunder i stigende grad efterspørger rådgivning, der samler byggeri, landskab, klima og økonomi tidligere i processen. Med Urbanlab nordic styrker vi netop den evne – som en integreret del af vores måde at udvikle projekter på, udtaler Julie Ankjær, partner i skala, i en pressemeddelelse.
Læs også:
Broskolen og Musikskolen i Årslev – modernisering forbedrer mulighederne for leg og læringLandskabet skal ind fra første beslutning
Et centralt afsæt for sammenlægningen er, at fremtidens byggeri ikke længere kan udvikles som bygning først og landskab bagefter. Regnvandshåndtering, mikroklima, biodiversitet, uderum og hverdagsliv skal indgå som aktive parametre fra projektets første faser.
Den styrkede landskabsafdeling bygger videre på skalas eksisterende erfaring med landskab, byrum og helhedsorienteret arkitektur. Samtidig udvides kapaciteten inden for blandt andet boliglandskaber, klimatilpasning, biodiversitet, regnvandshåndtering, helhedsplaner og naturbaserede løsninger.
Med Urbanlab nordic får skala en stærkere faglighed i samspillet mellem bygning, landskab, byliv og natur. Den landskabsfaglige tilgang kobles tæt til tegnestuens erfaring med byggeri, transformation, myndighedsprocesser og realisering – et felt, hvor tidlige valg ofte får stor betydning for både økonomi, kvalitet og drift.
– Landskabet er ikke pynt omkring bygningen. Det er dér, hverdagslivet, klimaet, biodiversiteten og stedets kvaliteter mødes. Sammen med skala får vi mulighed for at bringe landskabet tidligere og stærkere ind i de beslutninger, der former fremtidens byggeri, siger Anne Kathrine Aaris Edslev.
Anne Kathrine Aaris Edslev bliver partner
Som en del af sammenlægningen bliver Anne Kathrine Aaris Edslev fra Urbanlab nordic partner i skala architecture. Hun bliver samtidig afdelingsleder i København og får ansvar for landskabsafdelingen sammen med kreativ leder Henrik Ulsfort.
Samtidig etablerer skala en arbejdshub i Aarhus centrum. Den skal fungere som et åbent mødested for samarbejdspartnere, kunder og projekter og supplere tegnestuens tilstedeværelse i Aarhus, Horsens og København.
Med den nye organisering åbner tegnestuen for et bredere samarbejde med bygherrer, kommuner og rådgivere, der arbejder med projekter, hvor byggeri, landskab, klima og natur skal udvikles som en samlet arkitektonisk og strategisk helhed.
