Arkitekternes årlige fodboldturnering fylder 10 år
PLH Cup samler i næste uge 25 tegnestuer på Emdrup Stadion, når arkitekturbranchens årlige fodboldturnering markerer sit 10-årsjubilæum.
Når arkitekter, designere og bygningskonstruktører fra hele branchen den 29. maj mødes på Emdrup Stadion, er det ikke alene for at dyste om pokal og prestige. PLH Cup er med tiden blevet et markant socialt samlingspunkt for en branche, hvor tegnestuer både konkurrerer, samarbejder og mødes igen på tværs af projekter og karriereforløb.
– PLH Cup er skabt ud fra en vision om fællesskab og sammenhold. Jeg fik idéen, fordi jeg kendte mange fra andre tegnestuer, og jeg ville gerne samle folk omkring noget socialt og sjovt. Vi startede med otte hold, og det voksede hurtigt derfra, siger Jesper F. Spager, Project Director hos PLH og grundlægger af PLH Cup i en pressemeddelelse.
I år markerer arkitektur- og designvirksomheden PLH 10-årsjubilæet for den årlige fodboldturnering, der begyndte som et mindre initiativ blandt kolleger i branchen. Siden er arrangementet vokset til et af arkitektbranchens største sociale events med 25 deltagende tegnestuer og forventeligt op mod 600-700 publikummer.
Et socialt mødested for tegnestuerne
Selv om turneringen udspiller sig på grønsværen, handler dagen om mere end fodbold. PLH Cup er blevet en tilbagevendende ramme om netværk, uformelle møder og relationer på tværs af arkitektbranchen – i et fagfelt, hvor samarbejde ofte er afgørende for komplekse bygge- og designprocesser.
– Arkitektbranchen er lille, og mange af os har arbejdet sammen tidligere eller kommer til det igen senere i karrieren. PLH Cup er med til at holde relationerne levende i en afslappet og social ramme, siger Jesper F. Spager.
Netop den uformelle karakter er en væsentlig del af arrangementets styrke. Her mødes medarbejdere fra konkurrerende tegnestuer som kolleger, tidligere samarbejdspartnere og venner – både på banen og langs sidelinjen. For PLH handler arrangementet samtidig om at skabe inkluderende fællesskaber og bringe mennesker sammen på tværs af fagligheder, erfaringer og virksomheder.
Fair play, publikum og sammenhold
PLH Cup hædrer ikke kun de stærkeste præstationer på banen. Der uddeles også priser for blandt andet bedste publikum, fair play og særligt sammenhold. Det understreger, at turneringen i lige så høj grad er et socialt og branchekulturelt arrangement som en sportslig konkurrence.
– I sidste ende handler det om at have en sjov dag sammen. Fodbolden er bare rammen om noget større – nemlig relationer, teamwork og sammenhold, siger Jesper F. Spager.
For andet år i træk deltager også et hold af studerende, som får mulighed for at møde fremtidige arbejdsgivere i en mere uformel ramme. I anledning af 10-årsjubilæet har PLH desuden åbnet for, at sponsorer kan stille hold.
– PLH stræber efter at samle alle til en underholdende og hyggelig dag. For andet år i træk deltager der et hold af studerende i PLH Cup, hvor den næste generation af arkitekter får chancen for at score mod deres fremtidige arbejdsgivere. Og for første gang, i anledning af vores 10-årsjubilæum, har PLH givet vores sponsorer mulighed for at stille et hold og deltage, siger Oliver Pearson, medarrangør af PLH Cup og fodboldtræner for tegnestuens eget hold.
Gennem årene har turneringen udviklet sig til et event, hvor både tegnestuer, sponsorer, samarbejdspartnere og studerende engagerer sig, og hvor nye relationer kan opstå på tværs af branchens etablerede netværk.
Fodbold og arkitektur kræver samspil
Hos PLH ser man klare paralleller mellem fodboldens dynamik og arbejdet med arkitektur. Komplekse projekter designes sjældent af én person alene. De kræver tillid, koordinering og evnen til at spille hinanden gode – på samme måde som et velfungerende hold på banen.
– Personlig hæder er altid dejligt, men det vigtigste er, at holdet vinder. Der er mange ligheder mellem, hvordan et fodboldhold fungerer, og hvordan et arkitektfirma fungerer, siger Oliver Pearson.
Den parallel gør PLH Cup til mere end en intern firmabegivenhed. Arrangementet fungerer som et billede på en branche, hvor tværfaglighed, tillid og relationer er centrale for både proces og resultat.
Ambitioner om et bredere brancheevent
Selv om PLH Cup nu markerer sit første runde jubilæum, er ambitionerne ikke udtømt. PLH ønsker, at turneringen også fremover kan samle branchen, styrke netværket mellem tegnestuerne og skabe plads til både nye og veletablerede relationer.
På længere sigt er målet at udvide arrangementets rækkevidde, så også entreprenører, ingeniører og bygherrer i højere grad bliver en del af fællesskabet.
– Vi er stolte af at have skabt noget, som så mange i branchen bakker op om år efter år. Det viser, hvor vigtigt fællesskab er – også i en branche præget af høj konkurrence. Vores visioner for de næste 10 år stopper ikke her. Målet er at lave et endnu større event, hvor entreprenører, ingeniører og bygherrer også vil kunne deltage. Det må være endemålet og vores drøm, siger Jesper F. Spager.
Oliver Pearson peger ligeledes på, at jubilæet ikke markerer et punktum, men snarere et afsæt for næste fase:
– Nu hvor vi markerer PLH Cups første 10 år, kan fællesskabet se frem til de næste 10 år med stor spænding. PLH Cup har allerede store planer for det 11. år, og vi glæder os til snart at dele dem, siger han.
