600 boliger skal renoveres i Gellerupparken og bliver til 750
C.F. Møller Architects, TRANSFORM og INGENIØR'NE har sammen med NCC vundet konkurrencen om at modernisere de sidste fem højhuse i Gellerupparken. Formålet med renoveringen er at forbedre trivsel, diversitet og tryghed.
Gellerupparken i Brabrand ved Aarhus er en af Danmarks største boligafdelinger. Oprindeligt var boligområdet fra 1968-1972 designet til at have sin egen atmosfære med rummelig afstand mellem bygningerne i et område med en blanding af funktioner og typologier. Nu står Gellerupparken overfor en omfattende renovering og ombygning af fem syvetagers boligblokke og Brabrand Boligforening har udpeget NCC som totalentreprenør. Totalentrepriseholdet udgøres af C.F. Møller Architects, TRANSFORM og ingeniørfirmaet INGENIØR'NE.
Tidligere er to af de høje blokke i Gellerupparken blevet transformeret og renoveret. Nu følger så renoveringsprojektet af de sidste fem blokke med i alt 600 boliger, som vil blive udvidet til 750 boliger. Dette sker for at introducere nye boligtyper og -størrelser, der giver et mere varieret boligudbud, som bedre matcher den nuværende udvikling i boligmarkedet.
Den ind- og udvendige renovering er vigtig for helhedsplanen og er afgørende for at transformere Gellerup fra udsat boligområde til en attraktiv bydel, der naturligt forbinder sig med resten af Aarhus. Dette fremhæver direktør i Brabrand Boligforening, Kristian Würtz:
- Med dette ambitiøse renoveringsprojekt fremtidssikrer vi vores boliger og udearealer ved at opgradere og forbedre dem til glæde for eksisterende såvel som nye beboere. Det sker samtidig med, at vi bevarer og forædler arkitekturen i de modernistisk inspirerede boligblokke, der blev opført sidst i 1960’erne, siger han i en pressemeddelelse.
Fra store til små boliger
Transformationen fra at rumme store boliger til at have flere mindre boliger sker ved, at to opgange i hver blok bliver ombygget, så hver etage vil have fire boliger i stedet for de nuværende tre. Trappeopgangene i nederste to etager bliver åbnet til dobbelthøje rum, således at der skabes et byhusbånd med citylejligheder. Derudover bliver et mindre antal ekstra rummelige tilgængelighedsboliger med bedre adgangsforhold.
Alle blokke får nye tage og boliger får nye overflader, nye badeværelser, nye installationer samt ny ventilation, som vil sikre et godt indeklima. Udvendigt afrenses blokkenes facader og malerbehandles, gavle efterisoleres og beklædes med nye overflader, mens vindues- og dørpartier i facader udskiftes med energiruder.
Desuden bliver alle udearealer bliver istandsat, så der skabes brugbare, trygge og grønne parkrum.
Hos NCC er man glade for, at Brabrand Boligforening har peget på deres løsning.
- Opgaven har jo en størrelse og en kompleksitet, hvor vi virkelig kan skabe værdi med den faglige bredde og dybde, vi har i NCC. Vi ser frem til, at vi en gang efter sommeren får en ubetinget kontrakt i hånden, siger Peter Rantil Smith, som er områdedirektør for renovering i Byggeri Vest.
Renoveringen af den første blok går i gang i foråret 2025. Hele projektet forventes afsluttet ved udgangen af 2029.
Fakta om renovering af Gellerupparken
- Bygherre: Brabrand Boligforening. 5 høje blokke med 600 lejligheder renoveres og ombygges til samlet 750 boliger. Projektet har et samlet budget på ca. 1,3 mia. kroner.
- Totalentreprise: NCC med C.F. Møller Architects og INGENIØR'NE.
Der forventes indgået betinget kontrakt i august. Når der forelægger godkendt skema B, indgås den endelige kontrakt, hvilket forventes at kunne ske i efteråret.
- Alle blokke etableres med bybåndet i parterre, det dobbelthøje transparente indgangsparti samt citylejligheder. På denne måde bliver der etableret nye åbne og indbydende facader, der interagerer med nærmiljøet. Alle boliger skal enten basisrenoveres (nye overflader, nye badeværelser, nye installationer samt ny ventilation) eller bygges om.
- Renovering af de 5 blokke i Gellerupparken vil bygge på erfaringer fra pilotprojekter, hvor to blokke i Gellerupparken og én blok i Toveshøj er blevet transformeret og renoveret. Under pilotprojekterne blev forskellige potentialer og udfordringer undersøgt og nyskabende initiativer afprøvet – hvor portåbningen og vejførelsen gennem blokken B4 er en af de mest bemærkelsesværdige.
- Der er fokus på bæredygtighed, genbrug og genanvendelse af eksisterende materialer - også til nye funktioner. F.eks. genindbygges betontrappetrin fra udvendige trappetårne i terrænet. Overskudsbeton vil blive knust og genbrugt som materiale til byggematerialer eller til at fylde veje. Derudover vil trægulve i de renoverede lejligheder blive genetableret efter udskiftning af vand- og varmerør.
- I de renoverede boliger vil beboerne blive midlertidig genhuset, mens de venter på at kunne flytte tilbage til en nyistandsat lejlighed. I boliger, der ombygges, er der tale om permanente genhusninger.
Om udviklingen af Gellerupparken:
- Gellerupparken er Brabrand Boligforenings største afdeling og er opført i perioden 1968-72. Den er tegnet af arkitekt Knud Blach Petersen.
- Helhedsplanen, som Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune samarbejder om, beskriver den samlede plan for, hvordan Gellerup og Toveshøj forandres fra et socialt udsat boligområde til en attraktiv bydel.
- Et fundamentalt element i helhedsplanen er en gennemgribende indvendig og udvendig renovering af de blivende blokke og opførelsen af nye boligtyper. Men i tillæg til de store, fysiske forandringer arbejdes der også med nye arbejdspladser, forbedrede forhold for erhvervslivet, et spirende kulturliv, en ny skole og en markant social indsats. Området har allerede fået en prisvindende bypark, ny infrastruktur, flere offentlige bygninger og mere blandet boligbyggeri.
- I alt syv lave blokke med 400 boliger skal rives ned i Gellerupparken som en del af udviklingsplanen for området. Brabrand Boligforening er som følge af lovgivningen forpligtet til at gennemføre planen inden 2030.