Susanne Pouline Svendsen arkitekt MAA og direktør for Fonden BYG-ERFA
Alment Teknisk Fælleseje er indbegrebet af bæredygtighed
I en tid, hvor byggeriet bevæger sig i en mere bæredygtig retning, har Alment Teknisk Fælleseje aldrig været vigtigere, mener Susanne Pouline Svendsen, direktør for Fonden BYG-ERFA. For selvom vi genanvender, binder CO2 i byggematerialer, digitaliserer processer og optimerer bygningsdriften, er det stadig altafgørende at bygge arkitektonisk gennemtænkt, byggeteknisk korrekt og langtidsholdbart – og undgå de mange fejl og skader, der hvert år koster vores samfund, branche og klima dyrt.
I BYG-ERFA indsamler vi branchens viden om og erfaringer for, hvor det igen og igen går galt – både inden for nybyggeri og ved renoveringer. Skiftende fagkompetencer med særlig forstand på netop den aktuelle problemstilling forfatter afledt deraf et uvildigt erfaringsblad, der sagligt behandler udfordringen og anviser en byggeteknisk korrekt og tidssvarende løsning.
Før udgivelse gennemgår BYG-ERFAs teknikergruppe minutiøst erfaringsbladet – og her er fagkompetencer fra hele branchens bredde samlet og skal blive enige om en endelig ordlyd, så vi er sikre på, at der er bred branche-konsensus om, at det digitale og rigt illustrerede erfaringsblad trygt kan anvendes af alle i branchens hverdag.
For skal vi i mål med at nedbringe den store mængde CO2, vores branche er ansvarlig for, er vi nødt til at have vidensværktøjerne i orden. Vi skal vide, hvordan vi bygger og renoverer med fagligt valide og byggeteknisk holdbare løsninger, så fundamentet under fremtidens bæredygtige byggebranche består af en gennemgående, uvildig, byggeteknisk kvalitet.
Som branche er vi nødt til at have en fælles forståelse af, hvad der er den hensigtsmæssige og holdbare måde at bygge på i Danmark, så vores fælles bygningsmasse får og bibeholder en høj arkitektonisk, byggeteknisk og derfor bæredygtig kvalitet. Den fælles, faglige forståelse er kongstanken i begrebet Alment Teknisk Fælleseje, som erfaringsbladene fra Fonden BYG-ERFA er en vigtig del af.
Vi ved jo godt, at det ikke nytter at træffe kvalitetsvalg med den ene hånd, mens den anden vælger den lette og kortsigtede løsning. Skal en bygning have nye vinduer, er man ikke sikret, selv om man har valgt et vindue i god kvalitet, der passer til bygningens arkitektoniske udtryk. Også den projekterede, byggetekniske løsning og udførelsen af arbejdet omkring vinduet skal være rigtig.
Ellers bliver resultatet blot et flot vindue med lang holdbarhed og en kuldebro, der fordyrer opvarmning og på længere sigt forringer bygningens værdi – hvis det overhovedet bliver siddende.
Alment Teknisk Fælleseje skal derfor være fælles i hele byggeriets værdikæde, og alle skal dagligt forholde sig til, hvordan vi bygger bedst i Danmark, ved at læne sig ind i det fag- og videns-fællesskab, vi kalder Alment Teknisk Fælleseje – et fællesskab, vi alle burde bære som et adelsmærke på arbejdstøjet.
I mit verdensbillede er Alment Teknisk Fælleseje et enestående og vigtigt bidrag til at opnå en bæredygtig byggebranche, hvor uigennemtænkt byggeri med kort levetid bliver fortid. Hvor alle valg er truffet vidensbaseret og ansvarsbevidst, og hvor byggeteknikken spiller en hovedrolle.
Alle BYG-ERFA’s erfaringsblade anviser hvordan, du i praksis bygger byggeteknisk korrekt og holdbart, så det er let for dig at gøre Alment Teknisk Fælleseje til en del af din hverdag og faglige rygrad. BYG-ERFA har siden 1977 virket efter retningslinjer udstukket af nogle af branchens vigtigste aktører, f.eks. Byggeskadefonden, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet, BUILD, og Teknologisk Institut for blot at nævne nogle.