
Arkitektforeningen har skudt projektet Fingerplan 2.0 i gang
Hovedstaden er efterhånden vokset ud af den ikoniske ’Fingerplanen’ og derfor lancerer Arkitektforeningen projektet Fingerplan 2.0 for en ny helhedsvision. Projektet skal ende ud i en åben arkitektkonkurrence, som udskrives i 2023.
Med fingerplanen blev der lagt op til at se København som andet og mere end København og Frederiksberg Kommuner, og lade udviklingen ske ud langs de fem fingre. Men kigger man på udviklingen i dag, peger den i andre retninger. Og det er netop grunden til, at Arkitektforeningen mener, at der er behov for en ny helhedsvision for Hovedstaden.
Læs også: Arkitektforeningen: Kvalitet i byerne kræver politisk vilje
Hovedstaden er vokset ud af Fingerplanen
Siden 1990’erne har flere og flere mennesker søgt mod hovedstaden, og der er sket en eksplosion i antallet af nye boliger. Men pladsen er tæt på at være opbrugt, og der findes et ønske om at bevare de sidste frie natur- og byområder centralt i København, - ligesom der ligger planer om at udvide byen med nye holme i Øresund. Modsat kæmper forstæderne, som ligger inde med store natur, bolig og industriområder med at tiltrække borgere og investorer, der kan sikre udviklingen og bylivet i de ydre hovedstadskommuner.
- I dag står vi med en hovedstad, hvor demografien ændrer sig og ny infrastruktur og nye transportformer ændrer byens sammenhæng og dens forbindelse til forstæderne. Samtidigt vil hensynet til klimaet ændre storbyens udtryk radikalt de næste mange år frem - f.eks. med Lynetteholmen. Men hvad er det for en hovedstad, vi ønsker i fremtiden? Hvilke kvaliteter skal vi værne om og bygge videre på, og hvordan sikrer vi en sammenhængende hovedstad, der understøtter en social balance og værner om vores klode til de kommende generationer?, udtaler Gustav Kragh-Jacobsen, projektsekretær på Fingerplan 2.0-projektet.
Og det er netop nogle af de spørgsmål, projektgruppen gerne vil drøfte med politikere, fagfolk og hovedstadens borgere den kommende tid.
Involverende proces i tre faser
Projektet Fingerplan 2.0, der kører frem til 2024, er opdelt i tre faser. De første to faser har fokus på borgerinddragelse og indsamling af faglig viden og indspark, som alt sammen skal danne grundlag for en åben arkitektkonkurrence, der sættes i gang i 2023.
- Vi synes, det er et fantastisk initiativ til glæde for alle og ser frem til bud på, hvordan København kan regenerere sig med grøn omstilling for øje, siger arkitekt MAA Mathilde Petri, næstformand Dreyers Fond, der er gået ind i projektet med en støtte på 1.7 millioner kroner.
Fakta
Projektstart: Juni 2022
Konkurrenceprogrammet skal udføres på baggrund af bl.a. en indledende borgerinddragelsesproces, et samtalehæfte med input fra førende professorer og eksperter, et bredt sammensat Advisory Board med erfaringer inden for byudvikling samt et symposion med danske og udenlandske oplægsholdere i 2023.
Den åbne arkitektkonkurrence udskrives i 2023.
Projektet er udviklet og gennemføres af Arkitektforeningens Lokalledelse i København.
Projektgruppen:
Kirsten Birk Hansen, arkitekt MAA
Kurt K. Christensen, arkitekt MAA
Jan Christiansen, arkitekt MAA
Rune Christiansen, arkitekt MAA
Rikke Rohr, arkitekt MAA