
Arkitektur som medicin mod malaria
Hvordan kan arkitektur bidrage til bedre folkesundhed i nogle af verdens mest udsatte områder? Det giver forskningsprojektet Star Homes sit bud på i udstilling på Salone del Mobile i Milano her i april.
Spørgsmålet er omdrejningspunktet for det internationale forskningsprojekt Star Homes, som Det Kongelige Akademis dekan Jakob Brandtberg Knudsen er leder af. Fra den 6. til 11. april udstilles projektet på LABO ved Salone del Mobile i Milano, hvor publikum kan opleve, hvordan strategisk boligdesign kan mindske smittespredning af malaria, luftvejssygdomme og diarré blandt børn i Tanzanias landdistrikter.
Sundhedsarkitektur i 1:1 skala
Med dekan Jakob Brandtberg Knudsen i spidsen har Det Kongelige Akademi i samarbejde med et internationalt, tværfagligt team udviklet og opført 110 identiske enfamiliehuse i 60 landsbyer i Mtwara-regionen i det sydlige Tanzania – et område præget af høj sygdomsbyrde og begrænset adgang til sundhedsydelser.
De nye boliger kombinerer lavteknologiske, men effektive designinterventioner: bedre ventilation, insektsikring og optimeret materialevalg, som samlet forbedrer indeklima og hygiejne. Målet er at dokumentere, hvordan boligarkitektur direkte kan forbedre børns helbred.
Tre års sundhedsforskning med 1.500 børn
Star Homes fungerer som fundament for et omfattende klinisk forsøg, hvor 1.500 børn over tre år monitoreres ugentligt. Der sammenlignes sundhedsdata fra børn, der bor i de nye huse, med børn i traditionelle boliger, hvilket skaber robust evidens for arkitekturens sundhedsmæssige effekt.
Udstilling med forskningsindsigt
På Salone del Mobile får besøgende mulighed for at opleve en fuldskala 1:1-model af et Star Home-hus, suppleret af film, fotos og de første forskningsresultater. Udstillingen visualiserer over ti års interdisciplinært arbejde og giver et unikt indblik i, hvordan social arkitektur og bæredygtigt byggeri kan skabe transformation i globale sammenhænge.
Projektet har allerede opnået international anerkendelse og mediedækning i bl.a. BBC og Financial Times, og det positionerer dansk arkitektur som en central aktør i udviklingsarbejde.
Om Star Homes
Star Homes ledes af Jakob Brandtberg Knudsen (Det Kongelige Akademi), Salum Mshamu (CSK Research Solutions, Tanzania) og Lorenz von Seidlein (Mahidol-Oxford Tropical Medicine Research Unit, Bangkok). Projektet samler ekspertise fra arkitektur, medicin, entomologi og sociologi – og en stor del af teamet er forankret i Danmark.
Udstillingen er kurateret af Det Kongelige Akademi i tæt samarbejde med Star Homes-projektet.
Bliv inspireret af nytænkende sundhedsbyggerier