Banebrydende 3D-printet svampehus vises på konference i København
BIG Architects nye pavillon består af 3D-printede, klikbare rammer af genanvendt bioplastik og bagt svampemycelium. Bygningen kan således let nedtages og genopføres, og den kan opleves på AM Summit i København 24. oktober.
En 3D-printet bygning, bygget af genanvendt bioplast-affald og svampe og formet som en trekvart donut. Som let kan tages ned og sættes op igen eller bare knuses og komposteres. Det lyder som en utopi, men designere, arkitekter og byggefolk kan opleve bygningen i fuld størrelse på konferencen AM Summit i Øksnehallen.
Her kan de også høre mere om projektmagernes erfaringer med at inddrage biogene materialer i bæredygtigt byggeri. I AM MSHRM hedder bygningen, som fonden Dansk AM Hub og BIG Architects har brugt tre år på at udvikle i samarbejde med virksomhederne MDT og Naturpladen.
- Vi har skabt et midlertidigt byggesystem, der hurtigt kan implementeres ved at bruge en meget lille mængde CO2 og minimalt spild. Det er hurtigt at producere, sætte op og tage ned igen, og det kan komposteres efter brug. Kombinationen af 3D-print og organiske materialer er den bedste del af projektet, fordi det giver os mulighed for at skabe skræddersyede arkitektoniske løsninger på en bæredygtig måde, siger Catherine Huang, partner hos BIG Architects.
Kliksystemet, som BIG Architects har udviklet, gør det nemt at samle panelerne til buer uden brug af skruer eller værktøj. Den lave vægt gør det ligeledes nemt for få personer at håndtere buerne og klikke dem sammen til den endelige bygning.
3D-print passer godt til biogene materialer
Dansk AM Hub er en fond, udviklet og initieret af Industriens Fond, og den arbejder på at udbrede Additive Manufacturing eller 3D-print i dansk erhvervsliv. CEO Frank Rosengreen Lorenzen forklarer, at projektet skulle rykke grænser ved at kombinere 3D-print og biogene materialer.
- Vi skal have biogene materialer ind i byggesektoren, hvis vi vil nedbringe CO2-udledningen markant. Og 3D-print var effektivt og uundgåeligt til de buede former, som rammerne i bygningen udgør. Du kan ikke designe, fræse eller støbe dem bæredygtigt i aluminium, siger Frank Rosengreen Lorenzen.
Han henviser til, at Dansk AM Hubs egenudviklede CO2e-beregner viser, at bygningen i sin levetid og efter brug udleder under 20 procent af den CO2, som en tilsvarende konstruktion med aluminium-rammer og traditionel isolering ville udlede.
Svampenes rodnet, myceliet udgør fyldet i rammerne, og det virker som isolering. Virksomheden Naturpladen lader svampene vokse kontrolleret i rammerne og bager dem derefter i en ovn, så de udvikler en hård overflade.
Projektet startede som et skud mod månen
Frank Rosengreen Lorenzen forklarer, at projektet udsprang af et forløb, der hed Moon Shot. Det skulle skabe innovation i byggesektoren.
- Vi tænkte fra start, at det godt måtte sigte vildt. Vi er også klar over, det kræver tid, før man går hen og køber tingene i Netto. Sådan er det med radikale innovationsprojekter, siger Frank Rosengreen Lorenzen.
Han ser for sig, at lokalsamfund bygger scener og udnytter tomme pladser ved hjælp af systemet. Det kan måske også udgøre midlertidige boliger for flygtninge i krigsområder. Bygningen kan nemlig produceres lokalt af bl.a. affald, majs og sukkerrør og let sættes op og tages ned igen.
Printfirma fik værdifulde erfaringer i produktionen
Deltagerne har også høstet værdifulde erfaringer i selve produktionen af bygningens 16 buer. De består hver af 11 forskellige paneler – i alt 176 elementer. Det fortæller CEO Morten Dahl, der ejer virksomheden MDT. Den skræddersyr letvægtspaneler og bruger ofte 3D-robotprintere.
Han forklarer, at en stor fordel ved 3D-print, er at man hurtigt kan ændre mål og design på komponenter uden at lave helt nye støbeforme. Og så kan man genbruge materialerne fra skrottede komponenter.
- Vi knuste panelerne og genbrugte materialet til at printe nye paneler, når BIG ændrede designet. Det gjorde vi rigtig mange gange. I dette projekt var det heller ikke lige meget, om hvert panel vejede eksempelvis fem eller seks et halvt kilo, og det passer godt til os og vores mindset omkring letvægtskonstruktioner, siger Morten Dahl.
Catherine Huang håber, at andre vil lade sig inspirere af den tværfaglige tilgang.
- Vores intention var at gentænke både leveringsmetode og materialevalg - at se på fremtiden for begge. Automatisering kombineret med økologi. Det gav os mulighed for at udfordre etablerede ideer i byggebranchen.
Fakta: I AM MSHRM
- Bygningen måler ca. otte gange tre meter med form som en åben donut. Den består af 16 buer med hver 11 forskellige 3D-printede paneler.
- BIG Architects har sammen med Dansk AM Hub designet bygningen, bl.a. med et system, så rammerne kan klikkes sammen uden skruer.
- Virksomheden MDT har 3D-printet rammerne i genanvendt bioplastik, rPLA, som bl.a. består af affald, sukkerrør og majs.
- Virksomheden Naturpladen har ladet svampe vokse kontrolleret ned i rammernes specialdesignede mønster og derefter bagt dem i ovne for at få en hård overflade.
- I AM MSHRM præsenteres på AM Summit 24. oktober i Øksnehallen i København. Derefter skal bygningen videre til en endnu ikke bestemt dansk lokation.
- AM Summit er en årlig konference, der samler verdens førende tænkere og udviklere inden for Additiv Manufacturing eller 3D-print.
Fakta: AM som bæredygtig produktion
- Additiv Manufacturing (AM) betyder, at man skaber en genstand ved hele tiden at tilføre flere lag med en 3D-robotprinter.
- Metoden er ofte CO2-besparende, fordi man reducerer spild af materialer og plads, ligesom man bruger lokale materialer og undgår transport over lange afstande.
- 3D-print udnytter software, der giver frihed til at designe energioptimerede former, som er svære at støbe eller fræse sig til.
Læs flere artikler om IT og ny teknologi i byggeriet på vores temaside