Bo Pedersen fra Troldtekt ser nye tendenser indenfor akustik
Tendenserne indenfor akustik går i retning mod at have mere fokus på design, siger Bo Pedersen fra firmaet Troldtekt, som er og har været rådgiver og producent for mange af de største erhvervsbyggerier, restauranter og kultursteder i mere end 75 år.
Design tænkes mere sammen med akustikken
Ifølge salgs- og projektchef Bo Pedersen, er den største udfordring i byggerier omfattende lovkrav og den moderne minimalistiske stil, fordi højt til loftet og mange hårde overflader og glaspartier skaber dårlig rumklang og akustik:
- I dag ønsker vi ofte store rum med glatte overflader på loft og vægge, hvilket giver udfordringer i forhold til akustikken og indeklimaet. Her gælder det om at forstå de fysiske love om akustik, for når man taler, sendes lydbølger ud i rummet – og de sendes rundt, indtil de rammer noget, siger Bo Pedersen og fortsætter:
- Lydbølgerne skulle gerne forsvinde og absorberes af noget. Hvis de ikke gør det, men for eksempel rammer et stengulv, ryger det hele tilbage. Det betyder, at det bliver svært at skelne samtale fra støj, og resultatet er et dårligt indeklima.
Kort efterklangstid er nøglen til en god tone
- Nøglen til forståelsen af god og dårlig akustik er at kende begrebet efterklangstid, som akustikken i et lokale kan defineres ud fra. Efterklangstiden afhænger udelukkende af valget af materialer i lokalet. Løsningen på udfordringerne med dårlig akustik er derfor at have et porøst materiale, der opfanger og absorberer lydbølgerne. Jo mere porøst, jo bedre absorberes lyden, fortæller Bo Pedersen. Porøst materiale kan være bløde materialer som tæpper, møbler og gardiner, men noget, der gør den helt store forskel, er et lydabsorberende loft.
- Troldtekts akustikplader består af træbeton, der er lavet af dansk træ og cement. Det er meget effektivt, er indeklimamærket og har en god afkastningseffekt. Samtidig er vores træbeton et bæredygtigt produkt med Cradle to Cradle-certificering, da det er fremstillet af 100 procent naturmaterialer og derfor kan vende tilbage til naturen som kompost. Desuden er det nemt at vedligeholde, fås i flere farver og med dekorationer, samt kan genmales. Dermed kan det også noget i forhold til design og indretning, siger Bo Pedersen.
Når Troldtekt står overfor et større projekt, laver de altid en beregning af akustikken, inden de træffer en endelig afgørelse af, hvilke typer plader, der skal bruges:
- Vi udregner efterklangen ud fra en akustikberegner, vi selv har udviklet. Den er baseret på nogle beregninger og hedder ”Sabines formel”. Det er et værktøj, vi selv bruger i dagligdagen i forbindelse med et projekt, men også et værktøj vi oplærer andre i at bruge, når de skal beregne deres akustik i et rum, allerede mens rummet er på tegnebrættet.
Tænk akustikken ind i arkitekturen
Derudover gælder det om at samarbejde med forskellige partnere og sammen tænke akustikløsningen ind i projektet, så den bliver en del af arkitekturen, allerede inden byggeriet er opført:
- Igennem de seneste år har vi holdt en række akustikseminarer både for arkitekter, forhandlere og bygherrer, som vi rådgiver og klæder på med relevant viden om god akustik og metoder, der er grundlæggende for at kunne arbejde med et rums akustik, siger Bo Pedersen.
Udover teori og oplæg, laver deltagerne også praktiske øvelser om lyd og materialevalg i Troldtekts akustikberegner – en akustikberegner, som alle, der ønsker at forbedre et rums akustik, i princippet kan have gavn af. Via Troldtekts hjemmeside kan man nemt og hurtigt indtaste sit rums data og materialer, og derigennem få lavet en beregning, der giver en oversigt over efterklangstider samt anbefalinger til optimale akustiske materialer.
Læs også interview med Gade & Mortensen: Akustik er ikke noget, man klister på til sidst
Få et eksklusivt look med sorte akustiklofter
Som rådgiver og producent indenfor akustik og indretning er Troldtekt med til at sætte fokus på trends og nye muligheder indenfor akustik, indeklima og arkitektur. Tendenserne går i retning mod at tænke mere design ind i akustikken, for som Bo Pedersen siger:
- De bedste akustiklofter også skal se smarte ud. I øjeblikket er det meget populært med sorte lofter og materialer med tyngde, som giver et meget eksklusivt look i blandt andet boliger og restauranter. Det kan skabe en særlig stemning af intimitet og nærvær. Det giver et anderledes udseende med de kendte råmaterialer, som hos Troldtekt kan varieres i forskellige størrelser og farver.
- En anden ting vi ser en stor efterspørgsel af på boligmarkedet i øjeblikket, er akustiklofter kombineret med egetræslistelofter. Det er vi i gang med at introducere lige nu, og det giver et helt unikt udtryk.