Fra trampesti til fælles vej – at udvikle nye, biobaserede materialer

Gennem mit arbejde med tegnestuen Det Levende Hus har jeg selv stået i den proces flere gange og gør det også stadig. Derfor interesserer det mig, hvordan nye løsninger og produkter finder vej ind i byggeriet – ikke kun som idéer, men som virkelige materialer og komponenter, der bliver anvendt i konkrete projekter.

For én af de største udfordringer for startups er ikke nødvendigvis idéen, men timingen, energien og retningen. Man kan hurtigt komme til at bruge al sin tid på at perfektionere et produkt, som endnu ikke har mødt virkeligheden. Og i den proces risikerer man at løbe tør for penge, for energi eller for troen på projektet. Samtidig kan man ende i et vakuum, hvor produktet bliver så internt optimeret, at det mister forbindelsen til de konkrete byggeprojekter, det egentlig skal ind i. 

Her kan et tværfagligt samarbejde gøre en reel forskel. Ved at arbejde sammen på tværs af praksis, produktion og design kan man forkorte afstanden mellem udvikling og implementering. Ikke ved at gøre tingene nemmere, men ved at gøre dem mere realistiske. Det betyder også, at man tidligere i processen bliver konfronteret med de begrænsninger og muligheder, som virkeligheden i byggeriet faktisk består af.

Referenceprojekter er afgørende

Mange nye virksomheder står med samme udfordring: De har udviklet et spændende produkt, men mangler det første referenceprojekt, som kan dokumentere, at løsningen fungerer i praksis. Derfor er det afgørende, at nogle bygherrer tør gå forrest.

I øjeblikket arbejder Det Levende Hus blandt andet med en privatbolig som hedder “Kærhytten” i Ramløse og et nyt showroom for Dansk Skruefundament i Brædstrup. Begge projekter bliver platforme, hvor nye iværksættere får mulighed for at fremvise deres produkter i virkelige byggerier.

For disse virksomheder handler det ikke kun om at få solgt et produkt. Det handler om at dokumentere, at løsningen kan anvendes i praksis, skaleres og indgå som en naturlig del af byggeriet. Uden referenceprojekter bliver vejen til markedet ofte unødigt lang. Det særlige ved disse produkter er, at de tager udgangspunkt i biobaserede materialer og samtidig peger på nye æstetiske muligheder. De repræsenterer ikke blot et lavere klimaaftryk, men også nye måder at arbejde med materialitet, overflader og rumlige oplevelser på.

Det kræver mod fra bygherrerne at være blandt de første. Der er altid en risiko forbundet med at vælge noget, der endnu ikke er almindeligt kendt i markedet, men uden denne risikovillighed kommer udviklingen heller ikke videre.Vi har brug for flere bygherrer, som tør være med til at skabe fremtidens løsninger frem for alene at vælge dem, der allerede er etablerede.

Lysere tider forude for pionerer? 

Uanset hvor langt man når i design og produktudvikling, støder man ind i de samme strukturelle udfordringer: lovgivning, godkendelser og økonomi. Særligt brandkrav er en væsentlig barriere for mange nye materialer. Testmetoder og standarder er udviklet til eksisterende produkter og produktionsformer, og det gør det både dyrt og komplekst at få nye løsninger godkendt. 

Samtidig er skalering en grundlæggende udfordring. De etablerede producenter har produktion og distribution på plads. Startups skal opbygge det hele fra bunden og ofte uden den nødvendige kapital. Det skaber en skæv konkurrencesituation, hvor de mest bæredygtige løsninger ikke nødvendigvis er dem, der har de bedste vilkår. Og alligevel er der noget, der er ved at ændre sig. 

Flere bygherrer og arkitekter begynder at efterspørge alternativer til de traditionelle materialer. Ikke kun af hensyn til klima, men også fordi mange oplever en mæthed i de standardiserede løsninger. Der er en åbning for noget andet – både æstetisk og materielt. En nysgerrighed efter materialer, der ikke bare er optimerede, men også sanselige, taktile og procesbårne. 

Spørgsmålet er, hvordan vi får den åbning til at blive til en reel bevægelse. Min erfaring er, at det kræver, at vi begynder at arbejde mere sammen på kryds og tværs. At vi deler viden, fejl og erfaringer. At vi ikke alle sammen skal opfinde den samme “trampesti” ved siden af byggebranchens motorvej, men i stedet gør den bredere, så flere kan bruge den. 

Vi har også brug for investorer, der forstår, at udviklingen af biobaserede materialer kræver tid. Og for etablerede aktører, der er villige til at kigge ud over deres egne produkter og se potentialet i det, der er på vej. Ikke som en trussel, men som en udvidelse af, hvad byggeriet kan være.

For den grønne omstilling i byggeriet kommer ikke af sig selv. Og den bliver ikke drevet frem af enkeltstående projekter alene. Den kræver, at vi bygger noget op i fællesskab. At vi går fra at stå alene til faktisk at stå sammen.