Fra trampesti til fælles vej – at udvikle nye, biobaserede materialer

Gennem mit arbejde med tegnestuen Det Levende Hus har jeg selv stået i den proces flere gange og gør det også stadigvæk. Og netop derfor giver det mening for mig at indgå i samarbejder med startups som Rebound – selvom det er en materialeproducent og jeg er et arkitektfirma. Ikke som rådgiver på afstand, men som en del af en fælles udvikling, hvor erfaring og eksperimenter kobles tættere sammen. 

For én af de største udfordringer for startups er ikke nødvendigvis idéen, men timingen, energien og retningen. Man kan hurtigt komme til at bruge al sin tid på at perfektionere et produkt, som endnu ikke har mødt virkeligheden. Og i den proces risikerer man at løbe tør for penge, for energi eller for troen på projektet. Samtidig kan man ende i et vakuum, hvor produktet bliver så internt optimeret, at det mister forbindelsen til de konkrete byggeprojekter, det egentlig skal ind i. 

Her kan et tværfagligt samarbejde gøre en reel forskel. Ved at arbejde sammen på tværs af praksis, produktion og design kan man forkorte afstanden mellem udvikling og implementering. Ikke ved at gøre tingene nemmere, men ved at gøre dem mere realistiske. Det betyder også, at man tidligere i processen bliver konfronteret med de begrænsninger og muligheder, som virkeligheden i byggeriet faktisk består af.

Muligheder med mycelium

Samarbejdet med Rebound er opstået ud fra netop den erkendelse. At vi står stærkere sammen. At vi kan dele risikoen og erfaringerne. Og ikke mindst at vi kan lære hurtigere, når vi tester idéer i konkrete sammenhænge frem for i isolerede udviklingsforløb. Et konkret eksempel er arbejdet med en dør i mycelium. Et materiale, der stadig er i sin spæde udvikling i byggebranchen, og som rummer både tekniske og æstetiske spørgsmål. Her har vi ikke taget udgangspunkt i at opfinde noget radikalt nyt for enhver pris, men i at finde en anvendelse, hvor materialets egenskaber giver mening.

I dette tilfælde har fokus været på de akustiske kvaliteter og på at arbejde med materialets naturlige processer for at reducere behovet for efterbearbejdning. En stor fordel ved at bruge naturens egne metoder er netop, at man kan minimere energiforbrug og materialespild, samtidig med at man bevarer materialets iboende karakter. Det handler ikke kun om bæredygtighed i CO₂-forstand, men også om at gentænke, hvordan vi producerer, samler og forstår byggematerialer. 

I arbejdet med Rebounds akustikloft i mycelium bevæger vi os ind i et marked, der allerede er stærkt etableret og præget af store aktører. Det betyder, at nye produkter ikke bare skal være bedre – de skal også være lette at forstå, lette at specificere og lette at implementere i eksisterende arbejdsgange. Allerede fra idéfasen har det derfor været afgørende at tænke i en produktionsmetode, der kan skaleres til de mængder, et akustikloft kræver. Skal produktet have en reel chance i markedet, skal prisen over tid kunne bringes ned på et konkurrencedygtigt niveau. Det er ikke noget, der kan opnås fra dag ét, men det kræver en målrettet udvikling over en årrække, hvor både materialeforståelse, produktionsteknologi og logistik modnes parallelt. 

Derfor har vi valgt en trinvis tilgang, hvor vi i starten udvælger projekter og samarbejder med arkitekter, der har den rette indstilling og de rigtige rammer for at arbejde med et nyt materiale. På den måde kan produktet udvikles i praksis, samtidig med at erfaringerne vokser, og flere gradvist kan tage det i brug. Hvert projekt bliver dermed ikke bare en anvendelse, men også et udviklingstrin. 

Lysere tider forude for pionerer? 

Uanset hvor langt man når i design og produktudvikling, støder man ind i de samme strukturelle udfordringer: lovgivning, godkendelser og økonomi. Særligt brandkrav er en væsentlig barriere for mange nye materialer. Testmetoder og standarder er udviklet til eksisterende produkter og produktionsformer, og det gør det både dyrt og komplekst at få nye løsninger godkendt. 

Samtidig er skalering en grundlæggende udfordring. De etablerede producenter har produktion og distribution på plads. Startups skal opbygge det hele fra bunden og ofte uden den nødvendige kapital. Det skaber en skæv konkurrencesituation, hvor de mest bæredygtige løsninger ikke nødvendigvis er dem, der har de bedste vilkår. Og alligevel er der noget, der er ved at ændre sig. 

Flere bygherrer og arkitekter begynder at efterspørge alternativer til de traditionelle materialer. Ikke kun af hensyn til klima, men også fordi mange oplever en mæthed i de standardiserede løsninger. Der er en åbning for noget andet – både æstetisk og materielt. En nysgerrighed efter materialer, der ikke bare er optimerede, men også sanselige, taktile og procesbårne. 

Spørgsmålet er, hvordan vi får den åbning til at blive til en reel bevægelse. Min erfaring er, at det kræver, at vi begynder at arbejde mere sammen på kryds og tværs. At vi deler viden, fejl og erfaringer. At vi ikke alle sammen skal opfinde den samme “trampesti” ved siden af byggebranchens motorvej, men i stedet gør den bredere, så flere kan bruge den. 

Vi har også brug for investorer, der forstår, at udviklingen af biobaserede materialer kræver tid. Og for etablerede aktører, der er villige til at kigge ud over deres egne produkter og se potentialet i det, der er på vej. Ikke som en trussel, men som en udvidelse af, hvad byggeriet kan være.

For den grønne omstilling i byggeriet kommer ikke af sig selv. Og den bliver ikke drevet frem af enkeltstående projekter alene. Den kræver, at vi bygger noget op i fællesskab. At vi går fra at stå alene til faktisk at stå sammen.