Tekøkkenet hører ikke hjemme i en flugtvej
Brandsikkerhed starter i designfasen
Manglende fokus på drift og anvendelse i projekteringsfasen kan føre til ulovlig brug og øget brandrisiko. DBI advarer mod at nedprioritere driftsbehov i design og udbud.
Hvis der mangler depotrum, kan oplag ende i et ventilationsrum som her
Overses bygningers brandstrategi i designfasen, risikerer man ikke blot dyre ombygninger – men også løsninger, der er i strid med lovgivningen og kompromitterer brandsikkerheden.
- En bygning skal være designet til den anvendelse, den får. Det handler ikke kun om funktionalitet, men også om, at brugerne intuitivt ledes til at handle korrekt. Derfor skal både personbelastning, brugsmønstre og driftsbehov tænkes ind fra start, siger Helene Anisimov, projektleder i DBI, Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut. Hun understreger, at brandsikring bør stilles som krav i udbudsmaterialet og integreres i projektet som en aktiv del af designprocessen – ikke som en sen tilføjelse.
Manglende plads kan føre til ulovlig brug
Hvis der ikke afsættes plads til nødvendige driftsfunktioner som depotrum, rengøringsrum eller tekniske faciliteter, opstår hurtigt uhensigtsmæssige – og ulovlige – brugsmønstre.
- Når der mangler plads, ser vi ofte, at brugerne improviserer. Det kan være, at et tekøkken placeres i en flugtvej, eller at rengøringsudstyr opbevares i trapperummet. Det er både i strid med brandkravene og øger risikoen ved en brand, forklarer Helene Anisimov.
Problemerne opstår også i nybyggeri, hvor funktioner som kantiner, butikker eller kontorer ikke fra begyndelsen har fået tilstrækkelige driftsarealer. Resultatet kan være midlertidige og dyre løsninger – som containere til opbevaring – eller i værste fald ulovlig indretning, der først opdages ved brandsyn eller brand.
Det er ikke lovligt at placere vaskemaskiner i et teknikrum
Brandtekniske installationer ved ombygning
Ved senere ændringer eller udvidelser bør man tilstræbe, at nye brandtekniske installationer kobles til eksisterende systemer. Det er både driftsøkonomisk og teknisk mere hensigtsmæssigt at samle installationerne frem for at have flere separate systemer med samme funktion, påpeger Helene Anisimov.
Også ved renoveringer er det afgørende at vurdere, om bygningens anvendelseskategori ændres – eksempelvis hvis en skole omdannes til flygtningebolig eller en beboelsesejendom får daginstitution i stueplan.
Nye risikoscenarier: Batterier og brændbare væsker
Samtidens teknologier og brugsmønstre stiller nye krav til brandsikringen. Et stigende antal elcykler og batterier medbringes i dag på arbejdspladsen – ofte uden, at bygningen er dimensioneret til det.
- Når batterier fra elcykler oplades i kontormiljøer, og elcykler placeres side om side med knallerter i kældre, hvor der opbevares brændstof, øges brandrisikoen betragteligt. I sådanne tilfælde bør der etableres separate brandceller, siger Pernille G. Petersen, faglig leder i DBI’s afdeling for Brandteknisk Driftsrådgivning.
Funktionelle krav vs. brandkrav
I visse byggerier kan særlige driftsfunktioner kollidere med brandstrategien. Det gælder f.eks. lufthavne, hvor flugtveje skal planlægges i samspil med sikkerhedszoner og grænsekontrol, eller i farmaceutiske faciliteter, hvor renrum skal beskyttes mod kontaminering.
- Det kan godt lade sig gøre at forene de forskellige hensyn, men kun hvis de tænkes ind i projektet fra start. Det gælder uanset, om der er tale om højtspecialiserede bygninger eller almindelige kontor- og boligprojekter, understreger Helene Anisimov.
