Charmerende pakhus på Christianshavn rummer moderne kontorlejemål
Midt på livlige Christianshavn ligger ’Det Gule Pakhus’ – en ældre, fredet bygning med detaljer fra en næsten svunden tid. Det er dog lykkedes ejendomsselskabet C.W. Obel Ejendomme at føre det gamle pakhus up to date og skabe moderne kontorlejemål i historiske rammer.
Allerede ved den solgule facade med de røde skodder er du klar over, at her er tale om en helt særlig bygning, og når du åbner døren til kontorlejemålene i ’Det Gule Pakhus’ på Strandgade 4A på Christianshavn, træder du ind i et stykke københavnsk historie.
I sin tid udgjorde den fem etagers fredede ejendom fra 1783 en del af det gamle B&W med produktion og reparation og senere hen museum. Med sine fritliggende bjælker, store åbne rum og buede ruder i småsprossede vinduer finder du stadig stilen og historien fra ’Det gamle København’ i bygningen, der i dag rummer over 1.800 kvadratmeter lyse kontorlejemål. Kontorerne, hvoraf flere lige nu er ledige, ligger samtidig i et af byens mest hyggelige og dynamiske kvarterer tæt på kanalerne.
Men hvordan forenes en fredet bygning fra 1783 med eksklusiv pakhusstemning og moderne virksomheders ønsker om bekvemmelighed, bæredygtighed og transparens i forhold til nyeste krav om ESG-rapportering?
- Vi har netop gennemrenoveret bygningen på Strandgade 4A, og i processen har det været vigtigt for os at bibeholde og respektere de særlige detaljer, der er karakteristiske for de gamle pakhuse, samtidig med at lokalerne er nutidige og attraktive for lejerne. Eksempelvis har vi fornyet gulvene med en særlig sandfarvet PU-gulvbelægning, som minder om de rå betongulve i de oprindelige bygninger, fortæller Lasse Smidt, der er teknisk direktør hos C.W. Obel Ejendomme.
Han fortsætter:
- Vi tænker bæredygtighed på flere parametre. Vi har eksempelvis anvendt så få byggematerialer som muligt i processen, og vi tænker altid renovering på den lange bane – det handler om at tage de rigtige, langvarige valg for både nutidige og fremtidige lejere. Og så gør vi alt teknisk muligt for, at ejendommen lever op til nutidens krav om så lavt energiniveau som muligt, fx har vi på Strandgade 4A skiftet al belysning fra glødepærer til LED. Mange bliver faktisk overraskede over, at selvom de lejer sig ind i et ældre pakhus, så kan det godt bringes op på et moderne energiniveau. Vi har et helt team, der overvåger energiforbruget på vores ejendomme, så vores lejere blandt andet kan få de data, der er nødvendige i de nye krav om ESG-rapportering.
Stor fleksibilitet og nærhed
’Det Gule Pakhus’ er ikke det eneste kontorlejemål, som C.W. Obel Ejendomme tilbyder på Christianshavn. Faktisk råder ejendomsvirksomheden over ca. 24.000 kvadratmeter erhvervsejendomme, og det giver en klar fordel i en tid, hvor mange virksomheder ønsker mere fleksibilitet, og kontoret anvendes på nye måder.
- Vi har flere ejendomme samlet på Christianshavn, men også i det øvrige København og Aalborg – og det giver en stor fleksibilitet for vores lejere, hvis deres behov ændrer sig, og de ønsker flere eller færre kvadratmeter i samme område. Derudover oplever vi, at vores kunder finder stor værdi og tryghed i den måde, vi drifter vores ejendomme på. Vi har egen vicevært på alle ejendomme, og vi er altid til at komme i kontakt med, fortæller udlejningschef i C.W. Obel Ejendomme, Luise Knokgaard.
Fakta – C.W. Obel Ejendomme
- C.W. Obel Ejendomme har siden slutningen af 90’erne været et selvstændigt datterselskab ejet 100 procent af C.W. Obel A/S.
- Selskabet råder i dag over mere end 40 attraktive, velholdte ejendomme til bolig og erhverv i både Storkøbenhavn og Aalborg.
- Udlejer, driver, administrerer og servicerer selv alle ejendomme.
- C. W. Obel Ejendomme er en del af Det Obelske Familiefond, der genererer fondsmidler tilbage til samfundet med fokus på udsatte unge, kunst og Aalborg.