Med inspiration fra ”I en skov en hytte lå” har Friis & Moltke Architects skabt en state-of-the-art institution i tæt samspil med naturen
Daginstitution i tæt samspil med naturen
Friis & Moltke Architects har hentet inspiration i en børnesang og skabt en daginstitution, som trækker naturen helt ind i læringsrum og virkeliggør visionen om fokus på science, natur, bevægelse og mad.
Arkitekt og partner Thomas Ruus Christensen, Friis & Moltke Architects
Der er daginstitutioner og så er der Børnehuset Skovlyst i Jyderup, hvor Friis & Moltke Architects har virkeliggjort politikernes vision gennem ydre fremtoning, disponering, materialevalg og design af hele området. Med afsæt i den storslåede natur på stedet valgte arkitekterne at arbejde med motivet ”I en skov en hytte lå”.
- Som i den gamle børnesang ønskede vi at skabe et fortryllet sted midt i skoven, hvor nisser og dyr oplever tryghed, fællesskab og sammenhold; en lille verden i en større, fortæller Thomas Ruus Christensen, arkitekt og partner i Friis & Moltke Architects.
1. juli 2024 kunne børn og personale tage denne – fristes man til at sige – state-of-the-art daginstitution i brug. Og de blev mødt af en arkitektur, der både er i harmoni med det smukke område på naturgrunden ved Præstemarken og samtidig signalerer tydelig Friis og Molkte DNA gennem bygningskroppe, der indpasser sig i det skrånende terræn.
Brugerne af huset har på åbningsdagen uden tvivl lagt mærke til de flotte facader af lyst træ og det grønne tag med de kegleformede lysindtag. Og især forældrene har ganske givet glædet sig over, at de kunne gå tørskoede under de brede udhæng hen til det hus, hvor deres barn skulle tilbringe dagen.
Men det smukke byggeri i skoven kan mere end at tilpasse sig naturen og være imødekommende og praktisk. Dets arkitektur virkeliggør den vision, som politikerne i Holbæk Kommune formulerede, da de udskrev arkitektkonkurrencen.
- Visionen afspejler en pædagogisk praksis og læringsproces, der skal give børnene mulighed for at tilegne sig kompetencer og erfaringer inden for natur, bevægelse, science og mad, siger Thomas Ruus Christensen.
- Med udgangspunkt i at få disse temaer til at gennemsyre alle dele af projektet, har vi løftet naturen helt ind i huset. Samtidig har vi haft stort fokus på legen, hvor læring og bevægelse går hånd i hånd.
Laboratorium med adgang i gummistøvler
Et godt eksempel på dette, er husets ”sciencedel”, laboratoriet. Her kan børnene gå direkte fra naturen med ting, de vil undersøge nærmere – uden at tage de snavsede gummistøvler af.
- Laboratoriet er et råt område med vådzone, hvor det er tilladt at svine, og der er lange arbejdsborde af stål og praktisk vinylgulv. Via et vindfang er der direkte adgang til et stort overdækket areal, hvor der kan laves større eksperimenter i det fri, fortæller Thomas Ruus Christensen.
Også i resten af huset er børn og personale nærmest i et med naturen qua de store panoramavinduer og de brede overdækninger, som bæres af træsøjler, der nærmest går i et med skovens stammer.
Overdækningerne indgår i den pædagogiske hverdag, for her kan børnene lege i ly for regn og stærkt sollys. Endvidere kan man her samle børnene i ydertimerne, hvor der er færre pædagoger.
Der er praktiske stålborde og vinylgulve i laboratoriet, der er et råt område med vådzone, hvor børnene kan gå ind i gummistøvler med det, de vil kigge nærmere på fra naturen. Foto af Kolon
Hjerterum med lysning som i skoven
Børnehuset Skovlyst er et sammenhængende byggeri bestående af fire huse, der omkranser det fælles hjerterum og det grønne gårdrum. Disponeringen sikrer fornemmelsen af en lille institution i den store.
Hovedhuset indeholder blandt andet hovedindgang, personalefaciliteter, administration og ledelse, køkken med åbent pædagogisk børnekøkken og servicefaciliteter.
Hjerterummet er opdelt i zoner til madoplevelser, motorik og bevægelse samt natur og science. Dagslyset, der trækkes ned i huset gennem lyskeglerne på taget, skaber her samme effekt som lysninger i skoven, åbner rummene op og giver kig til himlen.
De tre gruppehuse indeholder stuer til vuggestue og børnehave. Her er der både grupperum og hyggerum, og lysmængden fra vinduer og lyskegler understøtter brugen af de to rumtyper.
- Store vinduespartier i facaden skaber gode lysforhold og udsyn til omgivelserne, mens lyskegler leder mindre lys ned til hyggerummene, som er trukket tilbage i husene og virker meget trygge, forklarer Thomas Ruus Christensen.
Gulvene er belagt med linoleum, som giver en behagelig akustik. Lofterne er af træbeton.
Leg og læring om ild, jord, vand og luft
Når børnene bevæger sig ud fra trygheden tæt ved huset og forlader de overdækkede områder, mødes de gradvis af mere natur og vildere udfordringer.
Der er anlagt to områder, Skoven og Sletten, hvor leg og læring går op i en højere enhed under temaerne ild, jord, vand og luft.
Legepladserne er bygget op, så sværhedsgraden af redskaberne øges, jo længere man kommer ud fra institutionen.
Og lysten til at lege med vand og pytter er der også taget højde for:
- Flere steder har vi i samarbejde med landskabsarkitekten anlagt området således, at regnvandet samler sig i små løb, siger Thomas Ruus Christensen.