
Et af de nominerede projekter er en tidligere lastvognsgarage i Slagelse, der er omdannet til fem rækkehuse. Foto af Thomas Muus
Se de 6 nominerede projekter til Renoverprisen 2024
Seks projekter er indstillet til årets renoverpris. Projekterne spænder vidt fra en herretøjsbutik i en renoveret 1960’er bygning til en tidligere lastbilgarage, der er omdannet til rækkehuse.
Ud af de 160 indstillede projekter til Renoverprisen 2024 blev der først udvalgt 14, hvoraf Renoverprisens Nomineringsudvalg nu har nomineret seks renoveringsprojekter til prisen. Det spænder vidt i projekterne og nu er det så op til Renoverprisens Valgkollegie af 87 repræsentanter fra byggebranchen at stemme om vinderen, som vil blive kåret ved prisfesten d. 4. september.
- Vi skal i Danmark til at renovere mere for at minimere påvirkninger af klima, miljø og naturressourcer. Vi har i Nomineringsudvalget lagt vægt på at nominere projekter, der hver især og på forskellig vis repræsenterer en fremragende eksempelværdi for løsninger til renovering og omdannelse af forskellige bygningstyper – til inspiration for andre, som står med en gammel bygning og gerne vil skabe noget nyt ud af den. Desuden er det væsentligt, at projekterne med deres eksempelværdi viser, at man ved renovering kan opnå nogle kvaliteter og fordele, man ikke ville få ved at rive ned og bygge nyt, siger Karen Mosbech, forperson for Renoverprisens Nomineringsudvalg, i en pressemeddelelse.
Renoverprisens Valgkollegie består af 87 fagpersoner fra byggebranchen og er sammensat ved, at 11 af de mest centrale organisationer med relation til byggebranchen hver har kunne udpege op til fem personer og derudover har lang række øvrige organisationer kunne udpege én person. Derudover er udpeget syv medlemmer fra pressen.
Endnu et projekt kan vinde
Udover hovedprisen uddeler Renoverprisens Nomineringsudvalg også Specialprisen til et af de 160 indstillede projekter. Denne pris gives til et projekt, der er usædvanligt eller fortæller en større historie.
De seks nominerede projekter
- Hellebæk Klædefabrik – boliger, erhverv og fællesskab i første række
Renoveringen af dele af den tidligere Hellebæk Klædefabrik knytter boliger og erhverv sammen på en ny måde. Fællesskab og sammenhæng mellem vand, skov og bygninger er det overordneder koncept med referencer til kulturarven fra den gamle klædefabrik. I indretningen har man udnyttet byggeriets særlige kvaliteter i blandt andet højt til loftet og rummelige kælderarealer. Opvarmningen er lavet om til at foregå med jordvarme og varmepumper, og projektet er præcertificeret til DGNB Platin og DGNB Hjerte.
Hellebæk Klædefabrik
- Valhøj Skole, Rødovre – renovering af parterre-etage og facade til nye læringsmiljøer
Valhøj Skole-projektet viser, at en renovering og optimering af en mindre del af en skole kan give en forbedring til hele skolen. Den tidligere mørke parterre-etage er blevet forvandlet til funktionelle lokaler i form af bedre lys, akustik og indeklima. Blandt andet ved den integrerede ventilation i facaden. og lærerne beretter om væsentligt forbedret undervisningsmiljø. Farvevalget afspejler de kreative fag og udvendigt er vestfacaden renoveret med frasorteret fyrretræ.
Valhøj Skole, Rødovre
- Tschernings hovedsæde, Hedehusene – cirkulær transformation
Transformationen af Tschernings hovedsæde fra tidligere lagerbygning til kontor er et eksempel på, hvordan genbrug og upcycling tilføjer nyt liv til gamle byggematerialer. Bygningen er en levende cirkulær ”legeplads”, hvor man på fin vis demonstrerer ressourcepotentialet i gamle byggematerialer og -affald. Tscherninghuset viser, hvordan man med cirkulær transformation kan skabe unik arkitektur og sætter spot på, hvordan man kan se eksisterende materialer som en ressourcebank.
Tschernings hovedsæde, Hedehusene
- Rækkehuse i Slagelse – fra lastvognsgarage til boliger
En tidligere lastvognsgarage i Slagelse er blevet ombygget til fem rækkehuse i en stil, der kan tiltrække en ny type af beboere. Projektet viser, hvordan betonbygninger kan bidrage til at skabe en fortættet by i stedet for at lave flere nye udstykninger. Det viser et mod hos boligudviklerne at vælge renovering over nedrivning. Projektet udmærker sig ved at have god akustik, velvalgte løsninger til at få spændende lysindfald i boligerne og synlige genbrugte betonelementer, der knytter til bygningens forhistorie.
Rækkehuse i Slagelse
- Ulrik Storm i Odense – fra lukket 1960’er-bygning til moderne herretøjsbutik
Renoveringen af en ejendom til herretøjsbutikken Ulrik Storm i Odense Gågade viser, at fysiske rammer er vigtige for butikker. Også i konkurrencen med online handel. Ved at gribe fat i problematikken med tomme bymidter og designe en internationalt inspireret butik er projektet med til at løfte hele gågaden. Facaden er åben og transparent for at trække kunderne ind i butikken og en udendørs lounge forbinder til og skaber liv i gågaden. Idet man valgte at bevare betonkonstruktionen kunne renoveringen blive færdig på kun fire måneder. Man har desuden bevaret en fuld kælder.
Ulrik Storm, Odense
- Ørslev Kloster Arbejdsrefugium – restaurering og renovering af historisk bygning
Ørslev Kloster Arbejdsrefugium er renoveret i respekt for historien og bevarer stedets unikke ånd. Klosteret har siden 1969 været arbejdsrefugium og afspejler nutidens behov med genbrug af materialer og placering af rørføring og nye installationer i gamle skorstene og kloakker. Samarbejdet mellem forskellige faggrupper har givet fleksible løsninger, der ydermere sikrer arbejdsrefugiets eksistens i fremtiden.
Ørslev Kloster Arbejdsrefugium