Et stop forbi Storkeengen, der favner masser af vand i en smuk naturpark
C.F. Møller Architects er godt undervejs med klimasikringsprojektet Storkeengen for Randers Kommune og Vandmiljø Randers. Naturområdet skal både håndtere store vandmængder og være et nyt rekreativt område for alle.
Efterårets regnfulde vejr sørget for masser af vand i Storkeengen ud for Randers. Tegnestuen C.F. Møller har tegnet og udfører klimatilpasningsprojektet, som skal beskytte de lavtliggende dele af Randers. Der hvor byen i mange år har kæmpet med oversvømmelser ved ekstrem regn, og når Gudenåens vand stiger.
Storkeengen er et klimatilpasningsprojekt på naturens betingelser og skal både opsamle vandmængder og hjælpe til at styrke vådengens natur. Samtidig giver det et nyt rekreativt område i en offentlig naturpark. I øjeblikket udlægges stier, gangbroer og aktivitetsplateauer, så man kan færdes i den underfundige natur.
De giver mulighed for at komme helt tæt på Storkeengens enestående plante- og dyreliv og opleve naturområdets skiftende karakter. Fra plateauerne kan man se områdets græssende kreaturer på tæt hold, nyde solnedgangen eller sætte sin kano i Gudenåen.
Kombinerer synlige spildevandstekniske løsninger med rekreativ aktivitet og naturformidling
Der er etableret nye skybrudsveje i Vorup, hvorfra der opsamles vand fra tage, parkeringspladser og veje og føres videres til Storkeengen. Her opsamles vandet i rensebassiner, udformet som naturlige vådengsarealer, inden det til sidst ledes ud i Gudenåen.
Et nyt dige mellem Storkeengen og Gudenåen sikrer både en god rensning af regnvandet og beskytter samtidig de lavtliggende dele af Vorup mod stormflod. Samtidig skaber diget nye stiforbindelser mellem Randers midtby og naturområderne mod vest.