Aftenstemning på Filmtaget, der åbner d. 16. august Foto: Elcon
Filmtaget åbner med Himmelbio og udsigt over Kongens Have
Fra august får filmelskere og københavnere et nyt samlingssted, når tagterrassen på Filminstituttet i Gothersgade åbner. De 1700 m2 giver rum for både Himmelbio, spiseri og nok byens smukkeste udsigt.
1700 m2 tagterrasse, designet af Henning Larsen, er bygget oven på Filminstituttet i Gothersgade og efter forsinkelse står den endelig færdig. Den 16. august åbner Filmtaget, som vil give København et nyt samlingssted til at se film og opleve byen fra nye vinkler. Filmtaget er tæt knyttet til Filminstituttets og Cinematekets nuværende filmformidling, men vil give publikum helt nye oplevelser med dansk film.
- Ambitionen er at gøre Filmtaget til et nyt samlingssted fyldt med levende filmformidling, siger Filminstituttets vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard i en pressemeddelelse.
Han tilføjer:
- Vi skal som kulturinstitution hele tiden udvikle vores formidling og nytænke vores møde med publikum. Med Filmtaget inviterer vi nye grupper til at besøge os og opleve de mange facetter af den danske filmskat.
Filmhistorie og film for alle
På taget vil man finde open air-biografen Himmelbio, som i dagtimerne vil fungere som en walk-in-biograf med kort- og dokumentarfilm. Aftenen og weekender vil der være almindelige biografvisninger med entré for både voksne og børn.
På Filmtaget vil man også kunne gå på opdagelse i dansk film. Fra ikoniske klip fra kendte folkekomedier, fortællingen om dogmereglerne til at blive klogere på store filmkunstnere og stumfilmstjerner.
I løbet af året vil Filmtaget være åbent for besøgende fra kl. 10 – 23 hele året, og der er gratis adgang.
Fakta om Filmtaget
- Bygherre: Ejendomsselskabet Gothersgade 55 (ejet af Egmont) i samarbejde med Filminstituttet.- Hovedentreprenør: Juul & Nielsen
- Totalrådgiver: Rambøll / Henning Larsen
- Udstillingsrådgiver og grafiske elementer: No Parking og Exponent