Visualisering af Praksis Arkitekter (2024)
Fra fredet spritfabrik til kunsthal for samtidskunst
I Aalborg begynder Kunsthal Spritten at tage form i byens 100 år gamle spritfabrik. Praksis Arkitekter har tegnet den nye kunsthal, der indgår i et samspil med kunstværket Cloud City Aalborg af argentinske Tomás Saraceno.
Den tidligere spritfabrik i Aalborg kan nu gå i gang med at blive omdannet til kunsthal for toneangivende samtidskunst. Finansieringen til Kunsthal Spritten er netop kommet på plads og alle aftaler indgået til at igangsætte byggeriet. Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen er stolt over projektet, som vil give byen en kultur- og hverdagsdestination af international karat.
- Ombygningen af den gamle spritfabrik til kunsthal understreger, hvordan vi tager vores industriarv med ind i fremtiden. Med den transformerede bygning får Aalborg en helt unik oplevelsesattraktion, som vi er overbeviste om vil sætte byen på verdenskortet og være en væsentlige motor i at skabe vækst og byudvikling, fortæller Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune.
Kunsthallen vil få til huse i den knap 100 år gamle, fredede spritfabrik, der ligger i Aalborg Vestby på havnefronten. Det er et komplekst anlægsprojekt, som har fået bred opbakning fra en bred gruppe af politikere, bidragydere samt de lokale i Aalborg.
Foto af Rasmus Hjortshøj
Læs også:
Årets Arne går til Praksis Arkitekter
Lokal opbakning til det ambitiøse byggeri
Praksis Arkitekter er totalrådgiver på transformationen, mens NCC som entreprenør står for omdannelsen af bygningen til kunsthal, som sker med tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Den argentinske kunstner Tomás Saraceno og hans studio i Berlin har skabt værket Cloud City Aalborg.
- Kunsthal Spritten bliver et hus med lokal forankring og internationalt udsyn. Målet er at fremme samtidskunstens værdi for den enkelte, for fællesskabet og for samfundet. Vi er ovenud stolte over at stå i spidsen for så ambitiøst et projekt, og vi glæder os til at slå dørene op for gæster om et par år, siger Kunsthal Sprittens ledelse, Bibi Henriksen Saugman og Signe Cecilie Jochumsen og tilføjer:
- En helt særlig tak skal lyde til samtlige bidragydere og involverede i processen, som har muliggjort, at vi i dag er nået til denne afgørende milepæl.
Visualisering af Studio Tomás Saraceno (2024)
Fortid og nutid smelter sammen
Den filantropiske forening Realdania er hovedbidragyder til kunsthallen sammen med Aalborg Kommune, og Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania, siger:
- Vi er rigtig glade for, at vi nu kan sætte gang i byggeriet. Vejen hertil har været lang, men alle parter har arbejdet hårdt for at finde de løsninger, der gør, at vi nu kan sætte gang i et helt unikt projekt, hvor en verdenskendt kunstner opfører sit største værk nogensinde og bygger det sammen med det største fredede industrianlæg i Danmark. Spritfabrikkerne er en vigtig del af Aalborgs identitet, og med Kunsthal Spritten får bygningerne nyt liv og smelter fortid og nutid sammen. Vi tror på, at projektet vil styrke byudviklingen af Aalborg Vestby og tilføre noget, som de lokale vil være stolte af, og folk udefra vil rejse til Aalborg for at opleve.
Cloud City Aalborg
Når man besøger Kunsthal Spritten til man få direkte ind i det store kunstværk Cloud City Aalborg, der er lavet af den anerkendte argentinske kunstner Tomás Saraceno. Værket bliver kunstnerens største permanente værk og er støttet af flere fonde, hvor Det Obelske Familiefond er hovedbidragyder:
- Vi glæder os over at medvirke til at få realiseret Tomás Saracenos kunstværk, som er af allerhøjeste, internationale klasse og i en skala, vi sjældent oplever i Norden. I fondet har vi en stærk tilknytning til Nordjylland, og ønsker at skabe særlige oplevelser og samlingssteder, som både borgere og besøgende kan få stor glæde af. Cloud City Aalborg vil med sin prominente placering blive et nationalt vartegn, der rækker ud til sin omverden og videre end nuet, fortæller John Amund Tønnes, som er direktør i Det Obelske Familiefond.
Tomás Saraceno ser også frem til at se det færdige værk:
- Stor tak til alle, som har støttet dette fantastiske projekt, der sammensmelter kunst og arkitektur. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden skulptur af denne størrelse, hvor mere end hundrede mennesker sammen kan træde ind i et rum for farverig fantasi. Et socialt eksperiment, der udvider det frie offentlige rum til en vertikal dimension og inviterer alle til at svæve over fjorden som vanddråber. Ved at vende perspektiver på hovedet og udvide horisonter inviterer værket os til at drømme – sammen såvel som individuelt.