
Gammelt møder nyt i transformationen af bevaringsværdig funkisbygning
Holscher Nordberg har transformeret bevaringsværdig funkisbygning i Hermodsgade på Nørrebro og forøget den med tre etager. Overbygningen i asketræ skaber et stofligt modspil til det murede hus. Sammen rummer de 189 nye ungdomsboliger.
Tæt på Skjolds Plads metrostation på Nørrebro, ligger Hermodsgades 189 nye ungdomsboliger i tre nye og to ældre etager.
Den nye overbygning forstærker Hermodsgades buede forløb.
De nye etager er inddækket i en asketræsbeklædning med en taktil lamelstruktur, der giver relief og stoflighed i facaden.
De gyldenbrune tegl i de nederste etager danner en patineret klangbund for den nye, sprøde overdel, der med tiden skifter karakter til en sølvgrå overflade.
De svungne former på den bevaringsværdige funkisbygning er forlænget i højden og danner konturen på den udvidelse, Holscher Nordberg har tilføjet. Transformationen forstærker således det konkave gadeforløb i Hermodsgade.
De steder, det har været nødvendigt at reparere den eksisterende ydermur, er det gjort med en gul håndstrøgen tegl, der respektfuldt møder de gamle sten.
Facaden mod Hermodsgade følger gadens kurve og er symmetrisk opbygget med taktfaste vindueshuller og en sikker proportioneringssans.
Den eksisterende bygning tegnede Arkitekterne Leth & Walsøe for A/S Electrolux og blev opført i 1936. Bygningen er udpeget med høj bevaringsværdi (SAVE-værdi 3). Holscher Nordberg har derfor gået til opgaven med en stor omtanke for den eksisterende arkitektur.
Asketræsfacaden danner en stoflig overbygning på det ældre, murede hus
Asketræsfacaden danner en stoflig overbygning på det ældre, murede hus
Asketræsfacaden danner en stoflig overbygning på det ældre, murede hus
Vinduer i en træfacade
Holscher Nordberg har desuden udviklet et særligt vindue til den transformerede bygning, sådan at skyggespillet i asketræsfacaden og vinduesrammerne går i harmoni med hinanden.
Vinduerne har fået monteret et lodret spyd i profilet, sådan at der opstår subtile skyggevirkninger, der spiller med på de reliefmotiver, den øvre træfacade skaber.
Alle vinduer ligger i karnap for at sætte en generøs rumlig ramme i de relativt små boliger. Karnappen giver en lille ekstra opholdsplads, med meget herlighedsværdi i de små boliger.
Vinduesrammerne er i eloxeret aluminium sådan at det er træfacaden, der visuelt ”taler tydeligst”. I den øverste del af bygningen i en mørk overflade – nederst i samspil med teglfacaden – i natur.
Bæredygtighed gennem transformation i træ
Bygningen har indtil for nyligt – efter sin tid for Electrolux - været anvendt som friskole. På den måde har den levet en omskiftelig tilværelse og har vist sit værd gennem flere forskellige funktionaliteter.
Byggeri udgør et stort klimaaftryk og ved at genanvende bygninger uden at rive dem ned, er der meget C02 at spare. Når man som i Hermodsgade yderligere anvender træ, bliver 1+1 lig med 3.
Træ kræver mindre C02 at producere, ligesom den C02 som træet har optaget i sin levetid, ligger indlejret i alle de år, det står som byggeri.
Træ skaber kontraster
I Holscher Nordbergs transformation, er sydgavlen blevet åbnet, sådan at der strømmer langt mere dagslys ind i det grønne gårdrum – og dermed til boligerne omkring dette.

De tilføjede etager spænder ud over gårdrummet som en bro - en klar sanselig opfattelse af, at tilføjelsen med træbeklædning ligger let ovenpå den eksisterende tungere bygning i tegl.
Det samlede areal fordobles samtidig med, at den snart 100 år gamle industribygning dikterer formen for sin egen udvidelse opad.