
Løvskal Ochre udspringer af et kandidatspeciale på KADK og er nomineret til Young Ideas-prisen
Her er finalisterne til Danish Design Award 2025
Årets finalister viser, hvordan design i dag ikke kun former produkter, men også de rum vi lever i, og de systemer, vi er en del af, siger Kaave Pour, juryformand for Danish Design Award 2025, hvor 17 designløsninger er nomineret.
Kaave Pour, juryformand ved Danish Design Award 2025. Foto: Kasper Kristoffersen
Danish Design Award 2025 har netop offentliggjort årets finalister – 17 designløsninger, der spænder fra nye materialekredsløb til strategiske fællesskaber med potentiale til at forme fremtidens samfund. Prisen, der er et samarbejde mellem DDC – Danish Design Center og Design Denmark, hylder den positive forskel, design skaber, og tildeles projekter, som demonstrerer, hvordan design kan anvendes til at skabe værdifuld forandring på tværs af sektorer.
Blandt de nominerede findes både etablerede virksomheder og spirende talenter fra designuddannelserne.
Juryen: Design er et svar på kompleksitet
Juryformand Kaave Pour ser en klar tendens i årets indstillinger: Design i 2025 er ikke alene produktorienteret, men systemisk og kontekstfølsomt.
- Årets finalister viser, hvordan design i dag ikke kun former produkter, men også de rum vi lever i, og de systemer, vi er en del af, udtaler han.
Det samlede felt viser, hvordan dansk design fortsat er med til at forme både hverdagen og de strukturelle rammer, vi navigerer i – nationalt og globalt.
Fra okkergrav til farveindustri
Et af de mere eksperimenterende projekter, Løvskal Ochre, er nomineret til prisen Young Ideas. Designløsningen er udsprunget af et speciale på Det Kongelige Akademi og genaktiverer en nedlagt okkergrav i Løvskal i Jylland. Herfra udvindes naturlige farvepigmenter, som tilbyder en alternativ tilgang til industrielle farver, fri for syntetiske stoffer og digitale standardiseringer.
- Jeg håber, at Løvskal Ochre kan genskabe forbindelsen mellem farve og materiale – en forbindelse, hvor farver opleves i et udvidet perspektiv, siger designeren bag projektet, Thomas Woltman, i en pressemeddelelse.
Med udgangspunkt i lokal geologi og materialitet undersøger projektet, hvordan design kan styrke forbindelsen mellem æstetik, sted og ressourceetik.
Thoravej 29 er blandt de 17 nominerede designløsninger til Danish Design Award 2025
Thoravej 29 – design som social infrastruktur
Et andet nomineret projekt er Thoravej 29. Et arbejdsfællesskab med base i Københavns Nordvestkvarter, som samler fællesskabet aktører fra kunst, politik, innovation og civilsamfund. Projektet er initieret af Bikubenfonden. Gennem et fælles manifest forpligter deltagerne sig på at skabe samfundsmæssig forandring – bl.a. gennem initiativer som fremtidsværkstedet Snart.
- Det er et community for dem, der vil og kan ændre vores samfund til det bedre, siger Søren Kaare-Andersen, adm. direktør for Bikubenfonden, og tilføjer:
- Vi skal skabe et rum, hvor flest muligt mødes på kryds og tværs af fagligheder og magtpositioner.
Projektet er nomineret i kategorien Game Changer og understreger, hvordan design også kan forstås som social infrastruktur – snarere end som artefakt.
Prisuddeling den 21. november
Danish Design Award 2025 kulminerer med prisuddeling den 21. november i Industriens Hus i København. Her uddeles i alt syv priser, herunder hovedprisen Best of the Best og Young Ideas, som sætter fokus på nye talenter og eksperimenterende praksisser.
Se hele listen over finalister her: danishdesignaward.com/the-finalists-2025
Læs mere om at bygge med lavere materialeforbrug og et skærpet fokus på miljømæssig ansvarlighed