Hvad er status på sygehusbyggerier i Danmark?
Senest er det kommende supersygehus i Hillerød ramt af budgetoverskridelser, og fremtidsforsker Marianne Levinsen giver her sit bud på de mange udfordringer ved at bygge fremtidens sygehusbyggeri.
Siden 2010 er der bygget 6 supersygehuse og 4 universitetssygehuse og dertil kommer utallige renovationer og tilbygninger. Byggerier er delvis finansieret regionalt, af midler fra kvalitetsfondsmidler og forskellige fonde bl.a. Ole Kirks Fond. Der er siden år 2000 brugt minimum 20 milliarder kroner på nye byggerier og renoveringer.
De mange byggerier og renoveringer skyldtes, at man ikke for alvor havde investeret i bygningsmassen, samt at de eksisterende byggerier hverken levede op til de forskellige specialer krav til den optimale ramme eller patienter/pårørendes forventninger til attraktive fysiske rammer. Samfundsmæssigt står vi i dag med en langt bedre bygningsmasse end for 15 år siden til gavn for patienter og ansatte.
Fremtidens patienter
Den danske befolkning vokser de kommende år (udover udenlandske medarbejdere i landet) mere end 300.000. Der er en markant vækst i ældre over 60 år de kommende 10 år på mere end 200.000 flere personer. Det vil sætte turbo på den uendelige efterspørgsel efter sundhedsydelser og services i sundhedsvæsenet, bl.a. fordi sandsynligheden for en kronisk sygdom som f.eks. for højt blodtryk er kraftig stigende med alderen. Flere og flere ældre danskere nu og i fremtiden vil have og få én eller flere kroniske sygdomme.
De fleste mennesker er patienter på sygehuse lejlighedsvis og har sjældent nogen indflydelse på de fysiske rammer. Derimod er de gode til at påpege ofte utilsigtede indretninger eller adgangsveje mv. i byggeriet. En patient på et større sygehus påpegede, at sygehuset indretning umuliggjorde, at man som patient og pårørende kunne skærme sig, når man havde fået en rigtig dårlig besked. Mange af disse oplevelser kommer aldrig videre, og et ønske fra min side kunne være en større lydhørhed og systematik med hensyn til opsamling og viden af patientoplevelser i bygningsmassen. Det kunne uden tvivl på det enkelte sted input til fremtidens renoveringer og ombygninger.
Fremtidens byggerier i sygehussektoren
De seneste år mange store nybyggerier bør give alle implicerede aktører bl.a. stat, region, bygherre, rådgivere og udførende byggefolk alvorligt stof til eftertanke. Ikke mindst en fremadrettet og grundig analyse af, hvordan man kan forbedre kvalitet, økonomi og organisering på fremtidens nybyggeri, er ønskelig, men glemmes ofte, når driften og nye projekter er på vej. Faktum er, at langt de fleste super sygehuse og andre nybyggerier som sædvanligt har overskredet de økonomiske rammer og ikke kun på grund af Ukrainekrigen og den medfølgende inflationsbølge på materialer.
Dernæst har mange af de projektorganisationer, som har skulle planlægge og styre byggeriet kørt meget forskelligt og uens fra byggeri til byggeri. Den konkrete organisering har haltet gevaldig, om det skyldes mange viden/indsigt i det ultrakomplicerede projekt et sygehusbyggeri er eller manglende magt til reelt at styre byggeriet, kan jeg ikke umiddelbart afgøre. Der er en grund til, at det website, som regionerne udviklede som fælles vidensdelingsplatform kaldet ”godtsygehusbyggeri” ligner en smuk tanke, som ikke har haft den store indflydelse på vidensdeling i de lange byggeprocesser. Måske er reel og brugbar vidensdeling foregået i andet regi?
Afslutningsvis er jeg ret sikker på, at forskningen fra store IT-projekter og årsager til deres fiasko kan bruges:
- Ingen eller for dårlige eksperter i byggeri, rådgivning og styring internt i organisation
- For ringe inddragelse af de mange forskellige brugere i processen
- For ringe styring og analyse i løbet af processen, så man undgår for mange hovsa-løsninger især i del af processen
Om Marianne Levinsen
Fremtidsforsker Marianne Levinsen (Cand.scient.pol.), Fremforsk, Center for fremtidsforskning, har siden 1. januar 2006 arbejdet professionelt med fremtiden og især med globalisering, virksomheder, sundhedsvæsen, byudvikling, lokal og regional udvikling, arbejdsmarked, børn og unge, ledelse, detailhandel og forbrugere for virksomheder i Danmark og Skandinavien.
Læs flere artikler og analyser om projekter inden for sundhedsbyggeri i Danmark
