Gare Maritime i Bruxelles
Klar til at sætte større skub i dansk CLT-byggeri
ZÜBLIN styrker samarbejdet mellem kontoret i Danmark og ZÜBLIN Timber for at bidrage med sine 30 års erfaring i træhusbyggeri og CLT til løsninger til det danske marked og danske byggetraditioner.
Interessen for træhusbyggeri er høj i Danmark, men der mangler erfaringer i, hvordan der skal bygges med træ i de høje byggerier og med bærende konstruktioner.
– I Danmark er vi bagud med at bygge med CLT i forhold til det øvrige Europa, og her kan vi bidrage med ZÜBLINs kendskab til træbyggeri - også med CLT-elementer - fra flere store byggerier, siger Mikael Schroll, tilbudschef hos ZÜBLIN.
– Vi kender det danske marked – hvor flere af os selv har arbejdet – og er derfor meget opmærksomme på de behov og spørgsmål, der er i Danmark, siger Daniel Kreissig, der er ansvarlig for ZÜBLIN Timbers internationale aktiviteter i Skandinavien.
Stor spændvidde i træbyggeri
ZÜBLINs erfaring spænder vidt - fra de komplekse og spektakulære trækonstruktioner til moderne kontorbyggerier med bærende CLT-elementer og træfacader samt bygninger og højhuse på op til 50 meter.
Et af de mest kendte byggerier er Gare Maritime i Bruxelles, hvor ZÜBLIN Timber har projekteret, fabrikeret og udført hele trækonstruktionen. Gare Maritime beskrives som et fyrtårnsprojekt for hele træ-byggeindustrien på grund af størrelse, kompleksitet og logistisk krævende udførelse i smukt og moderne design.
Fordele og myter
I Tyskland er CLT som byggemetode kendt for at være fleksibel, holdbar og bæredygtig. Det giver en konkurrencedygtighed i kraft af effektiv byggetid, nemmere håndtering og reducering i risikoen for byggefejl på byggepladsen.
– I Danmark florerer der en opfattelse af, at det både er dyrere og sværere at bygge med CLT. Desuden er der en masse myter omkring fugt, brandsikkerhed og akustik. Dem vil vi gerne være med til at mane i jorden, så flere kan få øjnene op for alle de fordele, et CLT-byggeri giver, siger Mikael Schroll:
– Vi ser på flere interessante projekter i øjeblikket og forventer at have et konkret CLT-projekt i Danmark på tegnebrættet inden for 6-12 måneder, siger tilbudschefen og tilføjer, at tidlig involvering i projektet er et succeskriterium for ZÜBLIN.
Herhjemme i Danmark har ZÜBLIN Timber blandt andet været involveret i Favreholm Campus i Hillerød og Jäger Skatehal i Gentofte.
Studietur for arkitekter
Senere på året vil ZÜBLIN invitere danske arkitekter og bygherrer på studietur til ZÜBLINs Timber-fabrik i Tyskland. Fabrikken har mere end 150 års erfaring og har de seneste 25 år udviklet, designet og udført byggeri med CLT-elementer i lande som Tyskland, Norge, Belgien og England.
ZÜBLIN A/S er en dansk entreprenørvirksomhed med lokalt markedskendskab og international styrke. Vi tilbyder ydelser inden for fundament, infrastruktur og nøglefærdigt byggeri af højeste kvalitet.
ZÜBLIN A/S er en del af STRABAG – en af Europas førende teknologipartnere inden for byggetjenester. Koncernen giver os et stærkt økonomisk forretningsgrundlag og mulighed for at trække på international ekspertise fra vores tekniske afdeling.
STRABAG-koncernen har 74.000 medarbejdere og en årlig omsætning på ca. DKK 127 mia. Koncernen er noteret på børsen i Wien.