Kunstnerisk byrumsprojekt skal forbinde Hernings kulturinstitutioner
Byrumsprojektet Tetrix af billedkunstneren Marie Kølbæk Iversen og landskabsarkitekterne DETBLÅ vinder Herning Kommunes idékonkurrence for Tinghushaven.
Midt i Herning centrum står Tinghushaven foran en gennemgribende forvandling. En nyfortolkning af byrummet, der forener et kunstnerisk udsagn og landskabsarkitektonisk formgivning, skal styrke forbindelserne mellem byens kulturinstitutioner og handelsliv.
Vinderprojektet Tetrix, udviklet af billedkunstner Marie Kølbæk Iversen i samarbejde med landskabsarkitekterne DETBLÅ, er netop blevet offentliggjort som resultat af en idékonkurrence udskrevet af Herning Kommune og Ny Carlsbergfondet.
Projektet transformerer Tinghushaven til et inviterende og identitetsskabende byrum, hvor fortællinger om lokal kultur- og naturarv integreres i både form og funktion.
- Det, vi særligt godt kan lide ved det projekt, er de historiske referencer til Tinghuset, til Herning-egnen og hedens særlige historie, fortæller Ulrik Hyldgaard (V), formand for Byplan- og Bosætningsudvalget i en pressemeddelelse.
Urfuglen og heden
Det kunstneriske greb tager udgangspunkt i urfuglen, som engang havde naturligt habitat i den jyske hede. Fuglen og dens karakteristiske fjerdragt danner motiv for havens nye belægning, mens beplantningen refererer til hedens flora og landskabelige stemninger.
Samtidig indarbejder projektet tre permanente scener, hvor musik og scenekunst kan få fysisk plads i byrummet og aktiveres af Hernings rige kulturliv. Ambitionen er at skabe et fleksibelt og sanseligt miljø, der både understøtter hverdagsliv og kulturelle arrangementer.
Anlægsbudgettet er på 13 mio. kr., hvoraf Ny Carlsbergfondet bidrager med godt fem mio. kr. Tetrix forventes realiseret i foråret 2027.
Om kunstneren og landskabsarkitekterne
Marie Kølbæk Iversen (f. 1981) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har udstillet internationalt – bl.a. på Louisiana Museum of Modern Art, Centre d'art contemporain (Schweiz) og Statens Museum for Kunst. Hun bor og arbejder i Klitmøller og København.
DETBLÅ er et landskabsarkitektkontor med fokus på kontekstuelle og poetiske greb i landskabsdesign og byrum.
Læs flere artikler om forandringen af byer og byrum
