Mens kystområder historisk har været centrum for urbanisering og økonomisk aktivitet, viser et nyt globalt studie, at flertallet af verdens kystnære bosættelser nu trækker sig ind i landet som reaktion på stigende klimarisici. Ifølge forskere fra bl.a. Københavns Universitet er det dog ikke blot eksponeringen for klimafarer, men snarere den sociale og infrastrukturelle sårbarhed, der er den primære drivkraft bag denne globale transformation.

Studiet, der netop er publiceret i Nature Climate Change, analyserer bevægelsen af bosættelser i 1.071 kystregioner fordelt på 155 lande. Ved hjælp af satellitdata for nattelys kombineret med socioøkonomiske indikatorer har forskerne dokumenteret, at 56 % af regionerne har oplevet en nettotilbagetrækning fra kysten i perioden 1992-2019. Omvendt har 16 % – heriblandt København – bevæget sig tættere mod vandet.

Mellemindkomstlande fører an i tilbagetrækningen

Ifølge medforfatter Dr. Shengping Ding fra Institut for Geovidenskab og Naturressourceforvaltning ved Københavns Universitet er billedet globalt set ujævnt:

– Mere end to tredjedele af Afrikas kystregioner og 59 % i Oceanien har trukket sig tilbage fra kysten. I modsætning hertil ser vi fortsat fremrykning mod havet i dele af Asien og Sydamerika, fortæller Dr. Shengping Ding i en pressemeddelelse.

Analysen peger på, at tilbagetrækning oftest sker i mellemindkomstlande, som har ressourcer og institutionel kapacitet til at gennemføre omplaceringer, men endnu ikke investerer massivt i store, kystbeskyttende infrastrukturer. Lavindkomstregioner mangler ofte alternativer til kystnære bosættelser og er dermed tvunget til at blive, trods stigende risici. I højindkomstlande, som Danmark, understøtter robuste infrastrukturer og politisk handlekraft bosætning tæt på kysten.

 

København rykker mod vandet – trods risiko

I Danmark er byudvikling i kystnære områder stadig udbredt. Det gælder ikke mindst i København, som studiet fremhæver som et eksempel på en højindkomstregion, der har rykket sig nærmere havet i de seneste årtier.

- Danmark har tradition for kystnære handels- og industribyer, og tilliden til samfundets evne til at håndtere klimarisici er høj. Men tillid er ikke nok. Erosionsproblemer og risiko for stormflod understreger behovet for proaktiv planlægning og klimatilpasning, fortæller lektor Alexander V. Prishchepov fra Københavns Universitet.

Debatten er allerede aktuel herhjemme, hvor politisk udsættelse af klimatilpasningstiltag har mødt kritik – særligt fra borgere i udsatte områder.

Sårbarhed er afgørende for tilbagetrækning

En central konklusion i studiet er, at det ikke nødvendigvis er tidligere katastrofer, der udløser tilbagetrækning, men snarere den aktuelle sårbarhed – defineret som fraværet af beskyttende infrastruktur og lav tilpasningsevne.

– Når lokalsamfund mangler midlerne til at beskytte sig selv, bliver tilbagetrækning et nødvendigt svar. Det sker ikke nødvendigvis, fordi truslen er større, men fordi kapaciteten til at blive er lavere, forklarer Shengping Ding.

Ved at anvende avanceret statistisk modellering har forskerne dokumenteret, at en stigning på 1 % i tilpasningsevne reducerer tilbagetrækningsraten med 4,2 %, mens en tilsvarende stigning i strukturel beskyttelse giver et fald på 6,4 %.

 

Danmark og den globale læring

Ifølge Alexander V. Prishchepov rummer resultaterne vigtig læring for danske beslutningstagere:

– Kystudvikling i Danmark fortsætter, men studiet understreger, at planlægning bør ske med blik for global sårbarhedsdynamik. Proaktiv klimatilpasning er nødvendig for at undgå fejlslagne investeringer og øget eksponering i fremtiden, fortæller han.

Han tilføjer, at selvom satellitbaserede data giver et unikt globalt overblik, er der behov for yderligere studier – især i regioner, hvor elektrificering og datagrundlag er begrænset.

Læs flere artikler om byernes udvikling